Ifølge professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen, viser udfordringerne i brugen af sanktionsreglerne, at der fortsat er alvorlige problemer med borgernes retssikkerhed og i særdeleshed for de svageste grupper.

Ifølge professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen, viser udfordringerne i brugen af sanktionsreglerne, at der fortsat er alvorlige problemer med borgernes retssikkerhed og i særdeleshed for de svageste grupper. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix og Aalborg Universitet.

Ankestyrelsen fastslår: Alvorlige fejl i jobcentrenes håndtering af aktivitetsparate

En ny undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at sager om aktivitetsparate borgere er en udfordring for jobcentrene. Det skyldes manglende respekt for lovgivningen, lyder det fra professor i socialret.

Udgivet: 16/04/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

En ny praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen har særligt fokus på aktivitetsparate borgere, og om kommunerne tager de særlige hensyn til de aktivitetsparate borgere, som er fastsat i lovgivningen.

Undersøgelsen peger på, at kommunerne fortsat har udfordringer med at bruge sanktionsreglerne og i særlig grad overfor aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Ankestyrelsen har gennemgået 96 sager fra 12 kommuner, hvor kommunen har sanktioneret en aktivitetsparat eller jobparat kontanthjælpsmodtager, der er udeblevet fra et tilbud eller en samtale.

54 sager handler om aktivitetsparate borgere. Her ville 20 sager blive ændret eller hjemvist, hvis sagen blev behandlet som en klagesag i Ankestyrelsen.

Følgende kommuner indgår i undersøgelsen

  • Ballerup Kommune

  • Brøndby Kommune

  • Esbjerg Kommune

  • Faxe Kommune

  • Faaborg-Midtfyn Kommune

  • Frederiksberg Kommune

  • Frederikshavn Kommune

  • Jammerbugt Kommune

  • Ringkøbing-Skjern Kommune

  • Randers Kommune

  • Slagelse Kommune

  • Ringsted Kommune

42 af de 96 sager handler om jobparate borgere. Heraf ville 11 sager blive ændret eller hjemvist, hvis de blev behandlet som en klagesager, skriver styrelsen.

Undersøgelsen er den tredje og sidste af tre praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen, som ligeledes viste udfordringer.

Ifølge professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen, viser udfordringerne i brugen af sanktionsreglerne, at der fortsat er alvorlige problemer med borgernes retssikkerhed og i særdeleshed for de svageste grupper.

"Praksisundersøgelsen indikerer, at kommunerne langt fra tager de særlige hensyn til de aktivitetsparate borgere, som er fastsat i lovgivningen. Undersøgelsen skal ses i forlængelse af de to forrige, som ligeledes viste, at der i høj grad er plads til forbedring ude i kommunerne," konstaterer han. 

I sagerne er der eksempler på, at kommunen ikke har vejledt borgeren i overensstemmelse med lovgivningen. Disse sager ville blive ændret på grund af mangelfuld vejledning, hvis Ankestyrelsen behandlede sagen som en klagesag, da det er en betingelse for at kunne sanktionere en borger, at borgeren er vejledt i overensstemmelse med lovgivningen.

Fik du læst?

Så mange ledige har modtaget det lovpligtige antal samtaler og tilbud i kommunerne

Der er også eksempler på, at kommunerne ikke vurderer, om der er andre forhold end de rimelige grunde til, at en aktivitetsparat borger ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, herunder om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. Disse sager ville blive ændret, da det er en betingelse efter lovgivningen, at kommunen har foretaget sådan en vurdering, skriver Ankestyrelsen.

John Klausen mener, at de mange fejl udstiller en manglende respekt for lovgivningen.

"Reglerne skal sikre en særlig retssikkerhed for de allersvageste grupper, og det har kommunerne helt tydeligt svært ved at overholde."

I kommunerne har det længe lydt, at reglerne på området er for kompliceret. Men ifølge professoren må det ikke være en undskyldning.

"Der er jo en god grund til, at loven for de mest udsatte er mere kompliceret. Et eksempel er særlige sagsbehandlingsregler for aktivitetsparate. Eksempelvis skal kommunerne forsøge at få personlig kontakt til aktivitetsparate, fordi man ved, at en del i denne gruppe har svært ved at administrere deres e-Boks," siger John Klausen.

Resultater fra undersøgelsen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har bedt Ankestyrelsen gennemføre den tredje og sidste af de tre praksisundersøgelser, som blev aftalt i ‘Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger af 16. november 2018, (Sanktionsaftalen).’

Undersøgelsen viser, at lovgivning og praksis er administreret korrekt i 68 procent af sagerne.

  • 65 af afgørelserne i praksisundersøgelsen er i overensstemmelse med lovgivning og praksis

  • 28 af afgørelserne i praksisundersøgelsen ville blive ændret på det foreliggende grundlag, hvis de var forelagt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg som klagesager

  • 3 af afgørelserne i praksisundersøgelsen var ikke tilstrækkeligt oplyste til, at Ankestyrelsen kunne vurdere, om afgørelserne var i overensstemmelse med lovgivning og praksis.

På baggrund af undersøgelsen vil Ankestyrelsen tilbyde de deltagende kommuner et virtuelt dialogmøde, hvor resultaterne og anbefalingerne fra undersøgelsen gennemgås.

Fik du læst?

Billund overtager dukseplads i ny benchmark: Se hvor din kommune ligger

Sidst opdateret: 16/04/2024 - 10:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]