Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterer aftalen om den nye arbejdspligt.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterer aftalen om den nye arbejdspligt. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kontanthjælpsaftale skræller et lag af bureaukratiet - men tilføjer et nyt i jobcentrene

Analyse: Den nye kontanthjælpsreform skal gøre området mere enkelt for både ledige og sagsbehandlere. Men på jobcentrene bør man ikke juble for tidligt. Indførelse af nye bureaukratiske procedurer lurer.

Udgivet: 24/10/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Beskæftigelsesministeren var tydeligt stolt, da hun for nylig præsenterede regeringens nye kontanthjælpssystem.

Med flere politiske aftaler i ét smæk lykkedes det ikke alene Ane Halsboe-Jørgensen (S) at trække en streg i sandet om kontanthjælpen, som i årevis har været centrum i et ideologisk slagsmål på Christiansborg. Halsboe fik samtidig landet en aftale om den arbejdspligt, som i flere år har stået højt på Socialdemokratiets ønskeliste.

Med de aftaler på plads har ministeren formentlig sikret sig om ikke politisk ro på området, så i det mindste en pæn portion arbejdsro, som hun kan tære på i de næste mange måneder.

Aftalerne skal sikre et kontanthjælpssystem, som både skal få flere i arbejde, løfte tusindvis af børn ud af fattigdom og blive nemmere at gennemskue for både ledige og sagsbehandlere.

‎Det lyder ambitiøst. Og måske er det også for godt til at være sandt?

Som udgangspunkt er der i hvert fald bred konsensus om, at kontanthjælpssystemet længe har været for komplekst, og at der har været behov for en grundig oprydning.

Det er naturligvis værd at fremhæve, når systemet forenkles. Omvendt er det for tidligt at juble i jobcentrene. Sagsbehandlerne bør have i baghovedet, at oprydningen går hånd i hånd med nye tillæg, ydelser og derfor også mere bureaukrati.

De nye aftaler afskaffer to bærende elementer i beskæftigelsesindsatsen, dels den udskældte 225 timers-regel dels kontanthjælpsloftet. Til gengæld skal sagsbehandlerne fra 1. juli 2025 vejlede om et nyt boligstøtteloft. Det kan kategoriseres som en form for alternativt kontanthjælpsloft.

Og så vil nye tiltag som og medicintilskud og fritidstillæg, som indiskutabelt er positive tiltag for mange udsatte, kræve ressourcer af sagsbehandlerne.

I sommer fortalte Ane Halsboe-Jørgensen NB-Beskæftigelse, at Ydelseskommissionens anbefalinger fra 2021 i grove træk ville blive udgangspunktet for aftalerne. Og sådan blev det.

Regningen sendes videre

Den nye kontanthjælpsaftale vil løfte 3.500 ud af fattigdom, konstaterede SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge tilfreds i sidste uge.

Det virker uambitiøst sammenlignet med den reform, S-regeringen havde i støbeskeen for blot et år siden. Dens mål var at løfte 9.200 børn op fra den sociale bund, altså mere end 2,5 gange så mange som den netop indgåede aftale.

Hvis målet bliver indfriet, vil færre børn vokse op i fattigdom. Desværre er aftalen ikke entydig god, for en anden gruppe, og ikke mindst deres børn. De får lov at betale en stor del af regningen.

Regeringens sideaftale med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative vil anslået sende 10.000 flere med anden etnisk baggrund end dansk ned på laveste ydelse. Den er på 6.553 kroner månedligt og kaldes SHO- eller hjemsendelsesydelsen.

For at modtage den sum skal den ledige udfylde et såkaldt nyttejob i mindst 37 timer om ugen. Efter normal regnemåde belønnes et nyttejob med cirka 41 kroner i timen.

Ordningen er blevet beskyldt for at tage ét skridt frem og to tilbage. Kritikere ser for sig, at den nye praksis vil skabe endnu flere socialt udsatte børn, end de Hønge & Co. hjælper ud af fattigdom.

Risiko for nye hovedbrud på jobcentrene

Et oplagt spørgsmål er, om nyttejob virker? Vil ordningen flytte ledige borgere over i beskæftigelse? Eller er det aktivering for aktiveringens skyld?

Som NB Beskæftigelse tidligere har påvist, dækker arbejdspligten mest af alt over symbolpolitik. Det er senest blevet bekræftet af et nyt studie fra Rockwool Fonden og VIVE.

Studiet af indsatsen JobFirst, der sammenlignes med den nye 37 timers arbejdspligt, viser få eller ingen effekter på ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse.

Arbejdspligten opfattes af mange som et mere eller mindre elegant skalkeskjul for udlændingepolitik. I det lys er ordningen et godt eksempel på, hvordan spørgsmålet om kontanthjælp har bevæget sig fra hovedsageligt at handle om værdighed og fattigdom til at være et værdipolitisk værktøj på integrationsområdet.

Politisk kan der være masser af god musik i, at indvandrere skal yde til gengæld for offentlig forsørgelse. Men der opstår ofte gnidninger, når den slags ambitioner møder virkeligheden. Og så ender symbolpolitik med at være alt andet end gratis.

Ifølge beskæftigelsesministeriets egne beregninger, vil arbejdspligten bidrage med 300 fuldtidsansatte årligt. Prisen for den gevinst er beregnet til 170 millioner kroner om året.

Samtidig skal landets sagsbehandlere nu til at skabe en masse nyttejobs og sikre, at de under ingen omstændigheder skubber ordinært ansatte ud af arbejdsmarkedet.

Det er nemt at forestille sig, hvordan de kommende nyttejob vil give hovedbrud rundt omkring i jobcentrene.

Der kan man med god grund frygte, at arbejdspligten bliver endnu en bureaukratisk ordning med risiko for fejlsanktionering. Og altså reelt en ordning der ramler sammen med ønsket om afbureaukratisering.

Med udsigt til milliardbesparelser på jobcentrene kan det desuden være svært at få øje på det personale, der skal administrere nyttejobbene?

Sidst opdateret: 24/10/2023 - 13:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]