Af Hans Lassen, Ph.d. i integration og selvstændig integrationskonsulent, forfatter og foredragsholder.

Regeringens aftale om arbejdspligt med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er på flere punkter dybt problematisk.

For det første retter den sig kun eller primært mod indvandrere og flygtninge med ikke-vestlig baggrund. Etniske danske borgere, der også har været udenfor arbejdsmarkedet i mange år, er ikke omfattet af arbejdspligten. Det er muligt, at der ikke ligefrem er tale om diskrimination, men under alle omstændigheder er det en klokkeklar forskelsbehandling, som savner enhver form for saglig begrundelse.

For det andet medfører den en radikal forøgelse af fattigdommen i Danmark, fordi den også kommer til at omfatte de omkring 10.000 personer, der kom til Danmark før 2008 uden at have fået en tilknytning til arbejdsmarkedet. Deres kontakthjælp bliver i grove træk halveret med aftalen.

Dermed sker der en kraftig skærpelse af den fattigdomsstrategi, der blev indført med starthjælpen, som den første Fogh-regering gennemførte i sin tid.

Med aftalen om arbejdspligten trykkes speederen helt i bund for denne fattigdomsstrategi. Til trods for, at beskæftigelseseffekten ved strategien en minimal og højst tvivlsom, fordi vi ikke ved nok om dens kontraproduktive effekter. Alle studier viser, at det langt fra er alle de borgere, der bliver ramt af fattigdom, som kommer i arbejde. Hvad sker der med de borgere, der ikke kommer i arbejde, men som kun bliver fattigere? Kommer de tættere på arbejdsmarkedet? Næppe!

Dertil kommer, at børn, der vokser op i fattigdom, får forringet deres livsindkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis man tillægger den effekt, bliver den minimale beskæftigelseseffekt ved fattigdomsstrategien højst sandsynlig spist op. Og vil måske endda vise sig at være decideret kontraproduktivt.

For det tredje bruger aftalen 170 millioner varigt på at få sølle 300 i arbejde ifølge regeringens egne tal. Som begrundelse for arbejdspligten bliver beskæftigelseseffekten da heller ikke fremhævet, hverken fra regeringen eller aftalepartierne. Hvilket man godt kan forstå!

I stedet bliver der henvist til, hvor vigtigt det er at vise indvandrere og flygtninge, at når de kommer til Danmark, så forventer vi skam, at de arbejder, hvis de kan. Men det er helt unødvendigt. Alle data viser, at deres jobmotivation ikke fejler noget. Tværtimod. Den er på mindst samme høje niveau som danskernes. Alligevel spenderer aftalen om arbejdspligt 170 millioner kroner på et oplysningsprojekt, der savner en målgruppe!

Forskningen peger ret entydigt på, hvad der får flere indvandrere og flygtninge i arbejde. Det er at styrke deres sprog, uddannelse og netværk med fokus på det ordinære arbejdsmarked.

Pengene til offensive investeringer på dette område har vi jo i kraft af et større og større økonomisk råderum. Og disse investeringer vil komme tifold tilbage, fordi de vil flytte borgere i tusindvis væk fra passiv forsørgelse, hvilket vil betyde færre udgifter til indkomstoverførsler og flere skatteindtægter på en og samme gang.

Man må spørge regeringen og aftalepartierne: Hvorfor satser I ikke på disse investeringer i stedet for at investere i nyttejobs, som i forhold til regulære beskæftigelseseffekter er nytteløse?

For det fjerde forholder aftalen sig slet ikke til en af de allerstørste barrierer for de indvandrere og flygtninge, der ikke er kommet i arbejde. Og det er, at mange af dem lider af traumatiske belastninger.

Hvordan er det overhovedet muligt at se bort fra dette? Når et kvalificeret skøn siger, at et sted mellem 30 og 50 procent af alle flygtninge er traumeramte samtidig med, at det i snit tager 15 år før, at behandlingen starter op.

For det femte har aftalen den konsekvens, at bureaukratiet i kommunerne bliver styrket, fordi den øger kravet til registrering og dokumentation. Det er i parentes bemærket stik mod regeringens og aftalepartiernes ønske om at reducere bureaukratiet og sætte kommunerne fri.

Aftalen om arbejdspligt er alt i alt et lysende eksempel på, hvad der sker, når der føres politik, der ikke er baseret på fakta, viden og indsigt, men som tydeligvis styres af andre hensyn.