Fakta: Fire ud af fem kontanthjælpsmodtagere i øvrig vejledning og opkvalificering er aktivitetsparate
FEJL I DATASÆT ER FJERNET Fire ud af fem kontanthjælpsmodtagere, der deltager i beskæftigelsesindsatser under øvrig vejledning og opkvalificering, er aktivitetsparate, dog med stor forskel mellem kommunerne. En stor del af de aktivitetsparate skal nu i stedet tilbydes virksomhedspraktik.
Udgivet: 30/09/2022
Rettelse fredag 13:30: Vi har fjernet Danmarkskortet i artiklen, fordi der desværre var en fejl i tallet for virksomhedspraktikker i teksten ved hver enkelt kommune. Kortet ovenfor er stadig retvisende ift. øvrig vejledning og opkvalificering. De rigtige tal står i tabellen i artiklen.
Aktivitetsparate udgør langt den største del af de kontanthjælpsmodtagere, der er i gang med indsatser i kategorien øvrig vejledning og opkvalificering. Godt 10.000 ud af godt 13.000 personer var i gang med for eksempel mestringsforløb, dansk, matematik og it.
En stor del af dem skal nu i stedet i virksomhedspraktik, har et flertal i Folketinget besluttet i den tredje delaftale om finansiering af tidlig pension, der skal hentes i jobcentrene.
De aktivitetsparate fylder i forvejen en del i praktikkerne. Utrolig mange kontanthjælpsmodtagere har fået job i de seneste mange måneders vækst, og det gælder også de aktivitetsparate, der ikke er så langt fra arbejdsmarkedet som andre.
Jobindsats.dk's opgørelsen fra september viser, at 93 procent af kontanthjælpsmodtagerne i virksomhedspraktik er visiteret som aktivitetsparate.
Der er dog mere end dobbelt så mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i forløb under øvrig vejledning og opkvalificering (10.500) end i virksomhedspraktik (4.968). Det kan gøre det meget besværligt at flytte indsatsen til mere virksomhedspraktik, og flere kommuner har da også givet udtryk for, at de med ændringen forventer en lavere aktivitet i indsatserne - og ikke en højere og hurtigere, som politikerne ønsker.
Forskel på kommunerne
I 17 kommuner er mere end 90 procent af deltagerne i en indsats under øvrig vejledning og opkvalificering aktivitetsparate, mens det kun i fire af de målelige kommuner er under halvdelen i forløbene, der er aktivitetsparate.
De jobparate er ofte på CV- og jobsøgningskursus, ligesom rigtig mange forsikrede ledige er. Dem har vi dog ikke talt med i disse tal.
Når det gælder virksomhedspraktik, var der i august 40 kommuner hvor de aktivitetsparate udgjorde over 90 procent. I 12 af disse kommuner var der kun aktivitetsparate i virksomhedspraktik (100 procent).
Tallene for virksomhedspraktik siger dels noget om, at der i august virkelig var træk i beskæftigelsen i mange kommuner, men også at rigtig mange aktivitetsparate allerede er i praktik. Udover at det kan være en udfordring at skaffe flere pladser, er der også en del af de aktivitetsparate under øvrig vejledning og opkvalificering, der har så komplekse problemer, at det kan blive svært at sende dem ud til en arbejdsgiver.
Sidst opdateret: 30/09/2022 - 13:36
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Kontanthjælp, aktivitetsparate





































