Beskæftigelsesminister og forligspartierne præsenterer tidlig pension, den såkaldte Arne-pension.

Beskæftigelsesminister og forligspartierne præsenterer tidlig pension, den såkaldte Arne-pension. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fakta: Spareøvelse kræver 35 procent flere virksomhedspraktikker

Partierne bag tidlig pension vil skære på kurser til især aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og i stedet sende dem i virksomhedspraktik. Læs gennemgang af forslaget, der er sendt i høring før fremlæggelse i Folketinget.

Udgivet: 20/09/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Anden delaftale om besparelser på jobcentrene til en delfinansiering af tidlig pension gælder for både 2023 og 2024. I denne artikel ser vi kun på besparelserne det første år. Læs hele lovudkastet med bemærkninger for at se besparelser for begge år

Vi begynder med at kigge på økonomien. Her kan man i lovudkastet (side 35 og 36) se, at den store besparelse på 390 millioner kroner i 2023 kommer ved at at omlægge til 'mere målrettede tilbud om beskæftigelsesindsatser.'

Der skal spares på den kategori, der hedder 'øvrig vejledning og opkvalificering', og som kan bestå af kortere eller længere kurser fra CV-skrivning og jobsøgning til håndtering af fysiske og psykiske problemer og dansk-, matematik- og it-kurser med meget mere.

I stedet skal det etableres 35 procent flere virksomhedspraktikker end i 2019, tilbud om ordinær uddannelse stiger med fem procent og løntilskud med ti procent, fremgår det af lovudkastet (side 35).

Der bliver også færre krav til beskæftigelsesplaner, som vil spare godt 5 millioner kroner og større muligheder for digitale samtaler, som ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger vil give en indtægt på 36 millioner kroner.

I denne artikel koncentrerer vi os om de 390 millioner kroner, der skal spares på 'øvrig vejledning og opkvalificering.'

Begrundelsen for at besparelsen er, at der ikke på 'øvrig vejledning og opkvalificering' 'foreligger evidens for, at tilbuddene samlet set har en positiv effekt på afgangen fra ledighed til beskæftigelse.'

Derfor skal både dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere tilbydes virksomhedspraktik, og i mindre grad løntilskud og ordinær uddannelse.

Politikerne vil i lovudkastet sikre, at det sker ved, at 'øvrig vejledning og opkvalificering' ikke længere skal tælle med i fokusmålene, som kommunernes beskæftigelsesindsats måles på.

Kommunerne skal leve op til to fokusmål for ikke at risikere at komme i fedtefadet - og i yderste konsekvens under skærpet tilsyn:
  1. Den gennemsnitlige andel af personer med mindst 12 måneders anciennitet, der ikke har modtaget minimum ét aktivt tilbud eller minimum 6 ugers / 225 timers beskæftigelse de seneste 12 måneder, skal være mindre end 20 pct.
  2. Den gennemsnitlige andel af personer med mindst 12 måneders anciennitet, som har modtaget færre end fire samtaler de seneste 12 måneder, skal være mindre end 20 pct.

I lovudkastet foreslås det også, at de 225 timers beskæftigelse i det første fokusmål skal sættes ned til 100 timer. Det er det mål, der er interessant i denne sammenhæng.

For det bekymrer kommuner, at 'øvrig vejledning og opkvalificering' ikke skal tælle med i fokusmålene, fordi en tredjedel af aktiviteterne i den kategori bruges af aktivitetsparate, der netop ikke er jobparate - og derfor kan være langt fra arbejdsmarkedet og kan være svære at få i praktik, for slet ikke at tale om løntilskud og ordinær uddannelse.

Læs også:
Bekymring: Arne-besparelse lægger op til alt for mange virksomhedspraktikker

Knap en tredjedel af pladserne på kurser under 'øvrig vejledning og opkvalificering' var besat af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i 2019, der er lovudkastets fixpunkt for beregninger; derfor har vi også kigget på det år.

I sidste ende kan kommuner sættes under skærpet tilsyn, hvis de ikke lever op til fokusmålene, så der er med forslaget om at fjerne øvrig vejledning og opkvalificering fra fokusmålene et kraftigt incitament til at ændre på tilbuddene.

Partierne bag tidlig pension afskaffer ikke helt tilbuddene i øvrig vejledning og opkvalificering. Men tilbud fra den kategori skal ikke længere være et ret-og-pligt tilbud.

Der kan med forslaget stadig gives 'øvrig vejledning og opkvalificering' til modtagere af uddannelseshjælp og til overgangsydelsesmodtagere, som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, og som er i samme målgruppe som uddannelseshjælpsmodtagere.

Lovudkastet har høringsfrist fredag 23. september, og loven ventes at træde i kraft 1. januar 2023. Forligspartierne bag aftalen er udover S-regeringen SF, Enhedslisten, Radikale og Bent Bøgsted på vegne af tidligere løsgængere fra DF.

Fakta: Her er forslaget

Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Mere målrettede tilbud

Det fremgår af den politiske aftale ’Anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’, at aftalepartierne ønsker at understøtte en omlægning af en del af indsatsen, der i dag gives som øvrig vejledning og opkvalificering.

På trods af, at tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering udgør størstedelen af det samlede antal tilbud og de samlede udgifter til den aktive beskæftigelsesindsats, foreligger der ikke evidens for, at tilbuddene samlet set har en positiv effekt på afgangen fra ledighed til beskæftigelse. Aftalekredsen er derfor enige om, at der stadig er et potentiale for at dreje fokus i indsatsen i retning af mere effektive redskaber.

Det indgår derfor i aftalen, at tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering ikke skal tælle med som ret- og pligttilbud eller til opfyldelse af fokusmålet for indsatsen som led i skærpet tilsyn. Det skal bidrage til, at kommunerne i højere grad benytter andre former for aktivering, som bedre kan hjælpe de ledige tilbage i beskæftigelse, herunder virksomhedsrettede tilbud, ordinære løntimer og ordinær uddannelse.

Aftalekredsen lægger i den forbindelse vægt på, at kommunerne også fremadrettet har fokus på, at virksomhedsrettede indsatser igangsættes på ordentlige vilkår, med klare jobmål for øje og under iagttagelse af de gældende regler, der skal imødegå fortrængning af ordinært ansatte.

Kommunerne vil fortsat kunne anvende tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering, hvis det vurderes at være givende for den enkeltes ledighedsforløb og tilbagevenden til beskæftigelse.

Kredsen er desuden enig om, at aftalen gælder for samme målgruppe, som er omfattet af reglerne i dag, det vil sige personer, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller overgangsydelse og ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Initiativet gælder ikke uddannelseshjælpsmodtagere og udlændinge i program efter integrationsloven i lyset af, at disse grupper er underlagt særlige krav om kontinuerlig aktivering.

Det foreslås på baggrund af aftalen, at tilbud om øvrig vejledning og opkvalificeringstilbud efter § 91 ikke kan udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1, til personer omfattet af § 6, nr. 1-3. Dermed vil jobcenteret ikke kunne give dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet efter integrationsloven, som er i samme målgruppe som kontanthjælpsmodtagere, tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering som et ret- og pligttilbud.

Jobcenteret har forsat mulighed for at give et tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering, som personen har pligt til at deltage i, men det kan ikke udgøre et ret- og pligttilbud. Et sådan tilbud skal fortsat opfylde formålsbestemmelsen i § 92 i loven.

Den foreslåede ændring berører ikke muligheden for at give tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering efter § 91 som ret- og pligttilbud til uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere, som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, og som er i samme målgruppe som uddannelseshjælpsmodtagere.

Jobcentrene kan ligeledes give tilbud inden for den regionale uddannelsespulje efter § 97 som ret- og pligttilbud, da disse tilbud ikke gives efter § 91.

De foreslåede ændringer forventes at bidrage til, at størstedelen af de tilbud, der i dag gives som øvrig vejledning og opkvalificering til dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere for at leve op til ret-og pligt regler samt fokusmål, i stedet vil blive givet som virksomhedsrettede tilbud og i mindre omfang som ordinær uddannelse samtidig med, at jobcentrenes fokus på ordinære timer styrkes.

Sidst opdateret: 20/09/2022 - 15:00

Emner: Virksomhedspraktik, løntilskud, øvrig vejledning og opkvalificering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]