
Medarbejdere på nyt jobcenter har skiftet fokus 'fra excelark til at se mennesket'
Ishøj jobcenter kan om få uger holde et-års jubilæum. Erhvervs- og beskæftigelseschefen arbejder sammen med ledere og medarbejdere med ét klart princip: De mennesker, der kommer i jobcentret, skal behandles ordentligt. Samtidig er ledigheden i kommunen faldet mere end landsgennemsnittet.
Udgivet: 06/12/2022
Kontrasten mellem den grå pavillon i det regnfulde vejr og velkomsten indenfor kan næsten ikke være større. Midt i rummet står et lidt skævt juletræ. Der er lunt, og en venlig kvinde i receptionen spørger, hvad mit ærinde er. Sikkerhedsvagten byder på kaffe, og jeg får en snak om lidt af hvert ved skranken, mens der er en pause i telefonopkaldene.
Jeg er kommet for tidligt til en aftale, og mens jeg venter, kommer der flere til fra morgenstunden. En smilende kvinde med tørklæde på hovedet og et barn ved hånden udveksler et 'hej' med receptionisterne, før hun sætter sig ned. Også de næste, der kommer ind, bliver budt på kaffe eller et glas vand, mens de scanner deres sundhedskort.
Det er, som erhvervs- og beskæftigelseschefen Jørgen Dan Pedersen har beskrevet for mig, før jeg kom. De mennesker, der kommer i jobcentret i Ishøj, mødes med venlighed. Jørgen Dan Pedersen har til januar i et år stået i spidsen for beskæftigelsesindsatsen i landets nyeste jobcenter.
Ishøj Kommune opsagde med virkning fra januar 2022 et 15 år langt samarbejde med Vallensbæk Kommune, der siden kommunalreformen i 2007 har haft jobcenter for begge kommuner. Indtil et nybygget center står klar i 2025, holder jobcentret til i nogle grå pavilloner på en parkeringsplads tæt på Ishøj Station.
Siden er ledigheden i kommunen faldet betydeligt mere i Ishøj Kommune end landsgennemsnittet. Se tabel i slutningen af artiklen.
Det er mennesker
Jørgen Dan Pedersen fortalte ved sin ansættelsessamtale i kommunen, at han ville opbygge et helt nyt center efter helt klare værdier og principper. Det betyder, at Ishøj Jobcenter fra starten arbejder med det, der gennem de seneste 5-10 år langsomt har ændret beskæftigelsesindsatsen i kommuner landet over: Borgerinddragelse og en bedre dialog.
Til at deltage i interviewet har erhvervs- og beskæftigelseschefen derfor også inviteret formanden for Ishøj Udsatteråd, Kenneth Nielsen.
"Det betyder meget, hvordan vi bliver modtaget i jobcentret" siger han, da vi sidder omkring et bord i et mødelokale, hvor der også tre afdelingsledere med.
Kenneth Nielsen ved, hvad hvad han taler om. Efter mange år i kontanthjælpssystemet er han nu på førtidspension.
I det hele taget er det en grundlæggende værdi i Ishøjs nye jobcenter, at dem der kommer ind gennem døren, skal behandles som mennesker.
"Det betyder sindssygt meget, hvordan vi ser på folk," siger Jørgen Dan Pedersen.
"Ser vi dem som sager i en sagsstamme, eller ser vi dem som mennesker med en værdi og nogle kompetencer. Vi arbejder meget med de ord, vi bruger, og vi siger for eksempel ikke 'borgere.' "
Hvorfor er borgere ikke et godt ord?
"Det er et distanceret ord. Vi kalder dem kandidater, fordi de er kandidater til et job eller til uddannelse. Det rammer nok heller ikke helt rigtigt, men det arbejder vi på," siger Jørgen Dan Pedersen et smil.
Troels Ramløv Nielsen supplerer:
"Vi er jo alle mennesker. Vi bryder os heller ikke om at blive kaldt 'systemet,' " siger han om sig selv og sine kolleger. Han er afdelingsleder for erhverv og udvikling.
Susanne Bay, afdelingsleder for job og kompetence, fortæller om forskellen til sit tidligere arbejde:
"Der er en kæmpeforskel. Vi er gået fra at arbejde med Excel-ark, fokusere på rettidighed og tælle samtaler, til at se mennesket," siger hun.
Kenneth Nielsen understreger, at ordene og velkomsten betyder noget for dem, der kommer i jobcentret.
"Vi er ikke vant til at blive mødt med åbenhed, men med modstand. Derfor betyder det meget, at de ser os som mennesker," siger han.
Kerneopgave og visioner
Visionerne for arbejdet i jobcentret findes i en powerpoint i Jørgen Dan Pedersens computer.
"Jeg har været så heldig, at jeg har gennemgået den powerpoint den 1. i hver måned hele året. Nye medarbejdere får en time inde hos mig, hvor jeg fortæller, hvad vi vil," fortæller erhvervs- og beskæftigelseschefen og citerer kerneopgaven, som er:
" - at bistå borgere i at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet for derigennem at oppebære hel eller delvis selvforsørgelse.”
"Det vigtige er her nogle bestemte ord. Vi skal 'bistå,' for det er dem selv, der skal være handlende. Og beskæftigelsen skal være 'varig,' for vi kunne jo godt vende dem i døren og sende dem ud og gøre rent klokken seks om morgenen. Men så ville vi få en masse sure kandidater og arbejdsgivere, så vi skal tage os tid til at finde det gode match," siger Jørgen Dan Pedersen.
"Det sidste, der er vigtigt, er 'helt eller delvist selvforsørgende,' for vi har mange, der ikke kan arbejde 37 timer men 5-6 timer om ugen. Og det er også fint. Når vores jobkonsulenter er ude at snakke med en virksomhed, spørger de ofte, om et job kan deles op i tre, og dem har vi mange af."
Sanktioner, benchmark og ledighed
Ishøj har et af de jobcentre, der giver færrest sanktioner til personer, der modtager kontanthjælpsydelser. 1,5 procent af alle ydelsesmodtagere fik i 2. kvartal 2022 en sanktion, mens landsgennemsnittet ligger på 5,3 procent.
I Beskæftigelsesministeriets benchmark fra november ligger kommunen nummer 66 i antal ydelsesmodtagere i forhold til det forventede antal, når man tager kommunens rammevilkår i betragtning (erhvervsstruktur, uddannelsesniveau, ledighed mv).
Ishøj Kommune har i det sidste år haft et større fald i ledighed end landsgennemsnittet, og siden etableringen af et jobcenter i kommunen er denne udvikling fortsat. Kommunen har siden oktober sidste år haft det tredjestørste fald i ledigheden blandt Vestegnskommunerne, der alle har haft et større fald end landsgennemsnittet.
Det sker efter, at Ishøj i ti ud af 14 år har haft den største andel ledige i hele landet, mens Brøndby toppede listen i 2020, og Læsø Kommune tre gange har haft størst ledighed, blandt andet i oktober 2022. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Sidst opdateret: 13/12/2022 - 09:06
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Beskæftigelsesindsats, Ishøj Kommune





































