Hver fjerde dagpengemodtager får ikke lovpligtige samtaler
Mens analyses resultater vækker bekymring hos forbund, er der blot en måned til at krav om samtalerne afskaffes. Se tallene for din kommune på danmarkskortet i artiklen.
Udgivet: 28/05/2026
Hver fjerde dagpengemodtager har ikke fået lovpligtige samtaler med kommunen.
23,83 procent af dagpengemodtagerne fik nemlig ikke tre samtaler i løbet af deres første seks måneders ledighed, hvilket loven ellers foreskriver.
Det viser en ny analyse, som Dansk Metal har udarbejdet. Der er store kommunale forskelle.
I seks kommuner er det mere end halvdelen af dagpengemodtagerne, som ikke har haft 3 jobsamtaler: Ballerup (62,1 %), Guldborgsund (59,4 %), Odder (58,8 %), Haderslev (54,8 %), Brøndby (54,3 %) og Sorø (50,0 %).
I 10 kommuner er det derimod alle dagpengemodtagere, der har fået mindst 3 jobsamtaler efter 6 måneders ledighed: Glostrup, Langeland, Lemvig, Morsø, Norddjurs, Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Stevns, Struer og Aabenraa.
Dansk Metal kalder det ærgerligt, at en række kommuner ikke formår at give det omfang samtaler, som der er krav til.
”Jeg bliver virkelig ærgerlig, når jeg ser de her tal. For mange ledige kan samtaler være med hjælpe dem hurtigere videre i et nyt arbejde. Det bør kommunerne prioritere,” siger John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metal, i en pressemeddelelse og understreger, at de også kan hjælpe hele ledighedsforløbet, og ikke blot de første tre måneder som i dag.
Krav fjernes med reformen
Netop John Larsens pointe bliver aktualiseret om en måned, når den næste fase af beskæftigelsesreformen træder i kraft.
Den 1. juli 2026 bliver lovkravet til kommunerne ændret, så dagpengemodtagere fremadrettet skal have mindst to samtaler inden for de første seks måneder.
Samtidig får kommunerne større frihed, og de vil kunne undtage op til hver fjerde dagpengemodtager fra samtaler. Det vækker bekymring i Dansk Metal.
"Kombinationen af slækkede krav og massive besparelser på beskæftigelsesindsatsen, gør at vi risikerer, at mange flere efterlades uden tilstrækkelig hjælp. Det er jo helt afgørende, at den fremadrettede mulighed for at afholde færre samtale og at fritage ledige ikke ender med at flere ender i langtidsledighed,” siger John Larsen.
Som NB-Beskæftigelse har beskrevet, har kommunerne gennem foråret forberedt sig på, at arbejdspladserne får mere ansvar for de ledige. Det kan du læse mere om i artiklen nedenfor.
Sidst opdateret: 28/05/2026 - 13:29










































