
Peter Sidelmann, arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune. - Foto: Slagelse Kommune
Trods gode erfaringer med individuelle forløb kan reform spænde ben
I Slagelse Kommune har man gjort sig gode erfaringer med et IPS-projekt, men "børnesygdomme" i beskæftigelsesreformen med loft over investeringer kan blive en barriere.
Udgivet: 30/04/2026
Slagelse Kommune har set gode resultater fra IPS-projekt, hvor kommunen sammen med Den Sociale Investeringsfond og Sundinvest, har løftet sårbare borgere.
Kommunen har nået sit mål om 32 procent af deltagerne i selvforsørgelse efter projektet, viser tal fra Den Sociale Investeringsfond.
Når man spørger Peter Sidelmann, arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune, er det derfor ærgerligt, at der er en række benspænd i beskæftigelsesreformen, når det kommer til at implementere tilgangen.
"Beskæftigelsesreformen kommer med nogle ret markante børnesygdomme. Trods reformens skåltaler om at fremme sociale effektinvesteringer, er virkeligheden imidlertid, at man ret effektivt har ødelagt muligheden for kommunerne," understreger han overfor NB-Beskæftigelse og tilføjer:
"Reformens loft over udgifterne til øvrig vejledning og opkvalificering gør, at sociale effektinvesteringer rent teknisk ikke anses som nye midler, men derimod beslaglægger en del af kommunens samlede ramme."
Det betyder, at muligheder for indsatser over for andre målgrupper begrænses, hvis man laver en effektinvestering. Også selvom indsatsen som projektet her har afsæt i en tilbagebetalingsmodel, hvor kommunen kun skal betale, hvis der konstateres en konkret besparelse.
De potentielle barrierer ærgrer, for foreløbige erfaringer viser, at det virker.
Individuelle forløb virker
IPS-tilgang, som står for Individuelt planlagt job med støtte, bliver aktuelt prøvet af i kommunerne. Det handler netop om, at borgere med psykiske lidelser i højere grad får en indsats, som passer til deres behov. Det kan nemlig være svært at nå borgerne i gruppen med standardiserede indsatser, da deres problemstillinger ofte er komplekse.
"Erfaringerne bekræfter en grundlæggende pointe: Når man arbejder intensivt, individuelt og helhedsorienteret – og kobler beskæftigelse med sundhed og sociale indsatser – så rykker det også for borgere, som ellers har været meget langt fra arbejdsmarkedet," understreger Peter Sidelmann og tilføjer:
"Så ja, vi tror på tilgangen. Ikke som et quick fix – men som en mere realistisk måde at arbejde med komplekse problemstillinger på."
Peter Sidelmann kommer med en række eksempler på, hvordan indsatsen konkret kan være skruet sammen.
- Samarbejde med psykiater, hvor borger og jobcoach deltager sammen i motivationsforløb eller medicinsk opfølgning.
- Indsatser, der adresserer borgerens livssituation – fx støtte i forhold til børn med udfordringer via samarbejde med ungeenheden.
- Praktiske tiltag som rengøring eller måltidskasser for at stabilisere hverdagen i en kritisk fase.
- Tæt koordinering med dagpengesystemet for at sikre en smidig overgang, når borgeren raskmeldes.
- Særlige trænings- eller sundhedsforløb, der understøtter fysisk og mental fremgang.
"Det afgørende er ikke de enkelte tiltag – men muligheden for at kombinere dem fleksibelt omkring den enkelte borger," understreger han og afslutter:
"Jo mere komplekst et menneskes liv er, desto mere enkelt skal systemet opleves fra deres side. Og det kalder på en del ressourcer for at lykkes med den enkelte, men modellen viser, at det betaler sig både for samfundet og for den enkelte."
Holbæk Kommune har også set gode resultater fra sit IPS-projekt med Den Sociale Investeringsfond. Læs om Holbæks erfaringer og om hvordan tilbagebetalingsmodellen er skruet sammen i artiklerne nedenfor.
Sidst opdateret: 30/04/2026 - 10:50










































