Debatindlæg af Nicolai Windfeld Mathiasen, arbejdsmarkeds- og borgerservicechef i Sorø Kommune

Vi står et lidt mærkeligt sted i beskæftigelsespolitikken lige nu. Reformen er vedtaget. Men det er stadig uklart, hvad det egentlig er, vi forventer, at den skal ændre.

Det er måske også derfor, debatten hurtigt kommer til at handle om, hvad en ny regering bør justere. Men der er en risiko for, at vi rammer ved siden af.

For vi taler meget om, hvad reformen indeholder - og for lidt om, hvad den forpligter os til. Den ændrer ikke i sig selv indsatsen. Det gør vi.

Reformen trækker i to retninger. Den giver kommunerne en reel frisættelse med færre regler og større lokalt ansvar. Det er rigtigt set - og det er det, en ny regering bør fastholde.

Samtidig ligger der en omfattende besparelse i reformen. Og det er her, balancen tipper.

For frihed skaber ikke i sig selv bedre kvalitet. Den skal omsættes. Det kræver faglighed, ledelse og tid til at arbejde anderledes. Hvis besparelserne bliver styrende, sker der noget ret forudsigeligt: Friheden bliver ikke brugt til at udvikle indsatsen - men til at afvikle den billigere.

Så får vi mindre system. Men ikke bedre indsats.

Hvis en ny regering vil prioritere rigtigt, er det derfor ikke flere nye initiativer, der er brug for. Det er at give kommunerne reelle muligheder for at bruge friheden til at udvikle praksis.

Det kræver, at kommunerne faktisk får mulighed for at bruge friheden. At besparelserne ikke bliver så styrende, at udviklingen forsvinder. At nye proceskrav ikke sniger sig ind igen, når variationen mellem kommunerne vokser. Og at der investeres i den faglighed og ledelse, som reformen i praksis bygger på.

Vores udgangspunkt er derfor enkelt: Alle har ret til et job. Ikke som en overskrift, men som noget, der skal kunne mærkes i praksis. I Sorø har vi således valgt at starte i retningen.

Det betyder, at vi flytter fokus. Væk fra målgrupper som styrende logik. Over mod indsatsen. Reformen reducerer målgrupperne, og det er fornuftigt. Men hvis vi fortsætter med at organisere os efter kategorierne, har vi i praksis bare gjort systemet lidt enklere.

Derfor tager vi udgangspunkt i, hvad der konkret skal til for at bringe den enkelte videre - ikke i hvilken kategori vedkommende tilhører.

Det afgøres ikke i organiseringen, men i praksis. I de konkrete forløb og i den faglige retning i den enkelte sag. Det er her, reformen enten lykkes eller fejler.

Reformen giver os frihed til at ændre indsatsen i praksis. Men frihed er ikke det samme som kvalitet.

Hvis noget skal ændres, er det derfor balancen i reformen. Hvis besparelsessporet får lov at dominere, bliver resultatet forudsigeligt: færre samtaler, men ikke bedre samtaler. Mere fleksibilitet, men ikke bedre forløb.

Hvis noget skal prioriteres, er det implementeringen. Ledelse tæt på praksis. Kompetencer til at bruge friheden klogt. Og en styring, der følger effekten - ikke processen.

Og hvis noget skal fastholdes, er det det mest grundlæggende skifte i reformen: at bedre resultater ikke kan reguleres frem centralt. De skal skabes lokalt. I praksis.

Reformen giver os muligheden.

Men uden de rette forudsætninger bliver den ikke til bedre indsats - kun til en billigere.