
Hvert år står 45.000 unge udenfor job og uddannelse. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To kommuner går sammen om Ungeløftet med task force
Allerød og Hørsholm kommuner er gået sammen med organisationen Code of Care og vil have flere unge i uddannelse eller beskæftigelse.
Udgivet: 28/04/2026
Når unge står udenfor job og uddannelse er det ofte ikke på grund af manglende evner, men fordi de har brug for en ekstra indsats for at finde den rette vej.
Det er det helt klare budskab fra Allerød og Hørsholm kommuner som har lavet en ny task force for at indfri Ungeløftet.
Der er tale om en treårig indsats med de to kommuner, virksomheder og organisationen Code of Care. Målet er at hjælpe de 45.000 unge mellem 15 og 29 år, som i dag står udenfor beskæftigelse, videre i den rigtige retning.
Den nye task force har til opgave at opsøge virksomheder, skabe konkrete job- og praktikmuligheder og samtidig støtte de unge i at blive klar til at indgå i en arbejdsplads. Og erfaringen viser, at netop det tætte samarbejde mellem kommune og virksomhed øger chancen for varige løsninger, lyder det.
”Her i nordsjælland har vi utrolig mange unge med en masse potentiale. Det er bare ikke alle, der tager den lige vej. Og vi ser, at virksomheder også har rekrutteringsudfordringer – det samspil skal være et potentiale, ikke en modsætning," siger borgmester i Allerød, Clara Rao (V).
Samarbejde giver bedre muligheder
Valget om at gå sammen i flere kommuner er helt bevidst. Task forcen kan nemlig dække et større geografisk område, og får dermed et bredere netværk af virksomheder, hvilket understøtter arbejdet, når der skal findes et match.
Den tværkommunale model betyder også, at flere unge kan få gavn af indsatsen, samtidig med at virksomhederne får adgang til en større og mere varieret gruppe af kandidater.
”Når vi løfter opgaven sammen, får vi bedre muligheder for at hjælpe de unge videre. Det kræver, at både kommuner og virksomheder tager ansvar – og det gør vi her," siger Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.
Sidst opdateret: 28/04/2026 - 09:36










































