Debat af Asbjørn Sonne Nørgaard, Dorthe Veggerby og Mette Højborg, Chefkonsulenter ved Pluss Leadership.

Da man i foråret vedtog den store beskæftigelsesreform, var en af de vigtigste begrundelser – udover besparelser, at kommunerne skulle frisættes. Detailstyring og unødvendige proceskrav skulle fjernes, indsatsen skulle forenkles og afbureaukratiseres, og ”kommunerne skulle have frihed til at organisere indsatsen efter lokale forhold.”

Som en del af reformen blev bevillingen til Ungeløftet, som var vedtaget i efteråret 2024, øget med 1 mia. kr. Nu var der afsat i alt 2,3 mia. kr. over en årrække til at styrke indsatsen for de 43.000 unge, som i mellemtiden er blevet til 44.600, uden job eller uddannelse.

Flere skal i job. I tråd med intentionerne bag beskæftigelsesreformens måtte forventningen være, at midlerne blev fordelt uden unødvendige proceskrav og detailstyring. Det var dog ikke tilfældet.

Puljestyring i strid med frisættelsen

Størstedelen af midlerne i Ungeløftet er puljemidler, som kommunerne skal søge om. I sommer var puljen på godt 500 millioner kroner for årene 2025-2028.

For at få penge skulle der skrives en motiveret ansøgning. Defineres succeskriterier. Afgrænses målgrupper. Udarbejdes projektbudgetter og specificeres tilskudsberettigede udgiftsposter. Laves aftaler med samarbejdspartnere, internt og eksternt. Dokumenteres, registreres og monitoreres. Følges op, og indsendes del- og slutregnskaber. Samtidigt var det dog et krav, at alle kommuner skulle anvende samme metodiske tilgang - Individuel Planlagt job med Støtte eller IPS, som metoden også kaldes.

Hvorfor denne form for detaljeret puljestyring? Den flugter ikke med intentionerne bag beskæftigelsesreformen.

Umiddelbart er der tre mulige forklaringer.

For det første kan det være, fordi staten slet ikke har så stor tillid til, at kommunerne gør det rigtige, hvis de bliver sat fri. Det er den mest sandsynlige forklaring. For man stoler åbenbart ikke på, at kommunerne selv og uden krav eller incitamenter vil gøre det bedste for deres udsatte unge på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor krav om den særlige IPS-indsats. Måske frygter man også, at de udsatte unge vil blive nedprioriteret i forhold til andre grupper, når der skal spares på beskæftigelsesindsatserne i kommunerne. Derfor en særlig ungepulje.

Mistilliden er måske berettiget nogle steder. Men i mange kommuner er den ikke. De gør allerede nu en stor indsats for udsatte unge, som også Reformkommissionen viste.

For det andet kan puljestyringen være udtryk for, at man fra centralt hold ønsker at prioritere særligt lovende indsatser. Dem man tror, har den største effekt. Hvis det er tilfældet, må vi forvente, at ungebevillingerne til kommunerne er forskellige, alt efter hvor lovende deres projekter er. Men det er ikke det, vi ser. Alle kommuner endte med at søge puljemidler, og alle fik bevilget penge.

Størrelsen på bevillingerne svarer næsten en-til-en til kommunernes andel af de unge, der ikke har eller er i gang med en uddannelse eller står uden job. Med en korrelation på 0,965 (Pearsons r) er sammenhængen mellem bevilling og udsatte unge næsten helt perfekt, se figuren.

Kommunerne ville med andre ord have fået det samme beløb, hvis man havde fordelt pengene efter antallet af udsatte unge, som det de har fået efter en lang ansøgningsproces. Der er derfor intet, der tyder på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har givet flest penge til de mest lovende projekter.

Kilde: AE-Rådet (15. september, 2025). Flere unge er uden job og uddannelse i 68 kommuner; STAR (17. juni, 2025). NOTAT: ”Fordeling af tilskud til kommuner i regi af Ungeløftets initiativ for unge, etc.” Note: For overskuelighedens skyld er København, Aarhus, Aalborg og Odense kommuner ikke medtaget i figuren. De er selvfølgelig medtaget i den samlede beregning.

En skjult motivationsfaktor bag puljerne?

Der er faktisk også en tredje mulig forklaring på indretningen af Ungeløftet.

Det kan være, at regeringen og forligspartierne syntes, at det generelle sparekrav på ca. 2,7 milliarder kroner på driften alligevel blev for voldsomt, og at det skulle reduceres lidt.

Hvis det var tilfældet, kunne de ekstra penge til puljerne i Ungeløftet være en måde at afbøde effekten af besparelseskravet og samtidigt demonstrere, at man gjorde noget ekstra for de unge. Hvis ellers kommunerne allerede er godt i gang med partnerskaber og særlige indsatser for udsatte unge, er det nemlig effekten. Puljepengene kan så gå til almindelig drift af beskæftigelsesindsatsen.

Det ændrer dog ikke på, at puljestyringen er temmelig bureaukratisk og bygger på en manglende tillid til kommunernes beskæftigelsesindsatser for de udsatte unge. En kommune bruger let 50-100 timer på at lave ansøgningen. Samlet set svarer det til, at kommunerne bruger i omegnen af 4-5 medarbejderes fulde arbejdstid i et år på at skrive ansøgninger. Når dokumentation, afrapportering og projektstyring lægges til, bliver det hen ad vejen til langt flere arbejdstimer. Manglende tillid og nidkær processtyring koster dyrt, og det er yderst tvivlsomt, om den form for styring er effektiv. Særligt når alle kommuners tilskud svarer til, hvad de kunne forvente på forhånd.

Men alt det ved regeringen formentlig godt. For det var præcist det, man kunne læse i aftalen om fremtidens beskæftigelsesindsats i foråret.

Læs mere om, hvordan Pluss arbejder med beskæftigelsespolitik her.