
De fleste udenlandske arbejdere fra ikke-EU-lande rejser igen efter få år i Danmark, men dem, der bliver, har næsten samme beskæftigelse som danskere, viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Analyse: Stort potentiale i at fastholde udenlandske arbejdere
En ny analyse peger på, at fastholdelse af udenlandske medarbejdere kan styrke arbejdsmarkedet markant og bør spille en større rolle i debatten om den nye erhvervsordning.
Udgivet: 07/01/2026
Langt de fleste udenlandske arbejdere fra ikke-EU-lande rejser igen efter få år i Danmark. Men de få, der bliver, arbejder næsten lige så meget som danskerne.
Det viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden, som peger på et betydeligt beskæftigelsespotentiale i at fastholde flere udenlandske medarbejdere i Danmark.
Analysen ser på udenlandske arbejdere fra lande uden for EU, der kom til Danmark i perioden 2004–2011 på erhvervsordninger. Efter 12 år er knap 7 ud af 10 rejst igen. For arbejdere fra de 16 lande, som nu er omfattet af regeringens nye erhvervsordning, gælder det næsten 8 ud af 10.
Til sammenligning har 6 ud af 10 arbejdere fra andre EU-lande forladt Danmark efter samme periode.
”Når så mange udenlandske arbejdstagere forlader Danmark så hurtigt igen, mister Danmark ikke blot arbejdskraft, men omkostningerne ved at tiltrække arbejdskraft for virksomhederne er også større. Der er derfor et beskæftigelsespotentiale i at fastholde de udenlandske medarbejdere bedre”, siger forskningsprofessor i ROCKWOOL Fonden Jacob Nielsen Arendt, i en pressemeddelelse.
De, der bliver, har høj beskæftigelse
Selv om mange rejser igen, viser analysen, at de udenlandske arbejdere, der bliver i Danmark over længere tid, har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet.
Blandt udenlandske arbejdere fra de 16 udvalgte lande, der stadig opholder sig i Danmark efter 12 år, er over 80 procent i beskæftigelse. Det ligger kun seks procentpoint under danskernes beskæftigelsesgrad på 86 procent og blot to procentpoint under niveauet for arbejdere fra andre EU-lande.
Samtidig er der tegn på stigende kvalifikationer over tid.
Hver tredje af de udenlandske arbejdere, der fortsat er i Danmark efter et 12-årigt ophold, er ansat i job med højt kvalifikationsniveau, mens knap en fjerdedel arbejder i ufaglærte job. Den gennemsnitlige årsløn vokser fra lidt over 300.000 kroner året efter ankomst til knap 470.000 kroner efter 12 år.
Ifølge ROCKWOOL Fonden er det en vigtig nuancering til bekymringerne om, at udenlandske arbejdere fra ikke-EU-lande på sigt belaster arbejdsmarkedet og velfærdssystemet.
Kun 12 procent af dem, der fortsat er i Danmark over en 12-årig periode, modtager overførselsindkomster ud over SU og familieydelser, og 27 procent har opnået dansk statsborgerskab.
Relevans for ny erhvervsordning
Analysen offentliggøres, mens SVM-regeringen forbereder den nye overenskomstbaserede erhvervsordning, som ventes endeligt vedtaget i løbet af 2026. Ordningen sænker lønkravet for arbejdskraft fra udvalgte ikke-EU-lande fra godt 500.000 kroner til 300.000 kroner årligt, forudsat at ansættelsen sker under dansk overenskomst.
Ordningen er foreløbigt begrænset til 16 lande med særlig økonomisk betydning for Danmark, herunder USA, Indien, Kina og Ukraine.
Ifølge Jacob Nielsen Arendt peger analysen dog på, at potentialet ikke nødvendigvis er begrænset til netop disse lande.
"Resultaterne viser, at de udlændinge, der kommer hertil for at arbejde på erhvervsordninger, har en høj beskæftigelse uanset oprindelsesland. Det hænger sandsynligvis sammen med, at der stilles skrappe krav til beskæftigelse for at blive i Danmark. Derfor er der formentlig også et potentiale i at udvide ordningen til flere lande, siger han.
ROCKWOOL Fonden peger dermed på, at debatten om udenlandsk arbejdskraft ikke kun bør handle om, hvordan Danmark tiltrækker flere hænder, men også om, hvordan man får flere til at blive.
I en situation med rekordhøj beskæftigelse og vedvarende mangel på arbejdskraft kan fastholdelse af udenlandske medarbejdere vise sig at være en mindst lige så vigtig brik som nye rekrutteringsordninger.
Sidst opdateret: 07/01/2026 - 10:20










































