Debat

Reformen er en mulighed – grib den klogt

Beskæftigelsesreformen giver øget frihed og færre krav, men også reducerede budgetter. Pas på med de kortsigtede besparelser – for de kan ende med at blive langsigtede udgifter.

Udgivet: 18/09/2025

Del artiklen:

Af Charlotte Liebak Hansen, ph.d. og forskningschef Væksthuset Forskning, og Leif Tøfting Kongsgaard, ph.d. og direktør i Væksthuset

I løbet af efteråret skal kommunalpolitikerne beslutte, hvordan beskæftigelsesreformen skal omsættes lokalt. I Væksthuset er vi optagede af, at beslutninger på beskæftigelsesområdet bliver truffet på baggrund af viden – især den forskning, der findes på området.

Vi er ikke i tvivl om, at det er helt afgørende, at de kommunalpolitiske beslutninger bliver truffet på et oplyst grundlag: Hvordan lykkes vi med at hjælpe mennesker i udsatte positioner i job og uddannelse på trods af nedskæringer?

Vi samarbejder tæt med mange kommuner over hele landet, og vi ser p.t. store forskelle, ift. hvordan kommunerne griber reformen på beskæftigelsesområdet an. Nogle kommuner fokuserer allerede nu på faglig udvikling og har fokus på indsatser, der virker, mens andre ser sig nødsaget til at holde indsatserne på et minimum. Og her er det vigtigt at være opmærksom på, at kortsigtede besparelser kan blive dyre på sigt.

Fik du læst?

København samler 500 jobmedarbejdere om faglighed før reform

Risikoen ved de kortsigtede besparelser er, at de ender som langsigtede udgifter. Vi ved fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP), der er et af de største forskningsstudier på aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, at fraværet af indsats ikke bare betyder stilstand – det betyder tilbagegang.

Hvis en kommune i dag sparer indsatsen væk, kan det ende med markant højere forsørgelsesudgifter på sigt. Det betyder, at borgerne risikerer at miste muligheden for progression mod job og uddannelse. Det er ikke værdigt – og det er ikke klog kommunalpolitik.

Forhold jer til forskningen, før I beslutter

Alle lokalpolitikere bør have ét mål med den kommende reform: Ledige borgere skal hjælpes effektivt mod job og uddannelse. En klog kommune vil skæve til forskningen på beskæftigelsesområdet, før beslutningerne bliver truffet. Derfor har vi samlet fem vigtige pointer fra forskningen, som vi mener alle kommunalpolitikere bør kende til:

1. Ingen indsats betyder tilbagegang. Når borgere i udsatte positioner ikke får en indsats, rykker de i gennemsnit længere væk fra arbejdsmarkedet.

2. Indsats med jobrettet fokus virker. Når borgere deltager i beskæftigelses- og virksomhedsrettede indsatser, øger de deres chance for at komme i arbejde.

3. Kombinerede indsatser giver resultater. Borgere i udsatte positioner profiterer bedst af koordinerede og sammenhængende indsatser, hvor for eksempel opkvalificering, virksomhedsrettet indsats og helbredsmæssig og social støtte sker på samme tid.

4. Dygtige medarbejdere virker. De fagligt dygtigste beskæftigelsesmedarbejdere kan fordoble beskæftigelseseffekten. De lykkes med at skabe tro, mening og sammenhæng for borgeren.

5. Sammenhæng på tværs er nødvendig. Vejen mod job og uddannelse bliver stærkere, når der er en tydelig rød tråd på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Fik du læst?

Herning går bag om tallene: Ny analyse giver sjældent indblik i sygemeldtes virkelighed

Reformen kræver prioritering

Beskæftigelsesreformen giver alle kommuner en sjælden mulighed for at gentænke beskæftigelsespolitikken. Men friheden og budgetpresset kan ende med at være dyrt i længden, hvis kommunerne alene forholder sig til sparehensyn. Vi ved godt, at virkeligheden for mange kommuner er, at de ikke nødvendigvis kan gøre alt det, de gerne vil. Derfor har vi også samlet fem gode råd til prioriteringsprocessen. De gode råd tager udgangspunkt i viden og erfaring fra beskæftigelsesområdet.

1. Gør det ordentligt. Prioritér færre borgergrupper ad gangen, og lav en plan over tid, hvis midlerne er knappe – men prioritér en indsats, der virker. Skab en kontinuerlig indsats med faste sagsbehandlere og undgå afbrudte forløb (stop and go).

2. Tænk i investeringer. Besparelser her og nu kan blive dyre i længden. Lav investeringscases, hvor I fokuserer på sammenhængende tiltag, der på sigt reducerer forsørgelsesudgifterne.

3. Udnyt innovationsmuligheder. Hybridindsatser – kombinationen af fysiske og digitale indsatser kan skabe værdi, samtidig med at indsatserne bliver billigere. Samtidig kan nye partnerskaber med virksomheder, civilsamfund, sundhedsvæsenet og andre aktører åbne for nye muligheder og løsninger for borgerne.

4. Gør beskæftigelsesfokus til en rød tråd. Brug friheden i reformen til at skabe et beskæftigelsesfokus på tværs af både sociale og sundhedsmæssige indsatser – beskæftigelse er ikke kun noget, der hører til i jobcentret.

5. Investér i faglighed. Effektive beskæftigelsesindsatser kræver dygtige medarbejdere. Investér i professionalisering og opkvalificering – investering i faglighed er ikke en engangsudgift og skal vedligeholdes over tid.

Vores opfordring i Væksthuset er klar: Brug forskningen på beskæftigelsesområdet, lyt til praksiserfaringer, prioritér klogt, og tænk i investeringer og indsatser, der både er værdige og faktisk virker – det er til gavn for både borgere, virksomheder og kommunens økonomi på lang sigt.

Find forskning på beskæftigelsesområdet fra Væksthuset her.

Sidst opdateret: 18/09/2025 - 10:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]