
- Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Faglærte mænd arbejder længst: 2,5 år mere end akademikere
Hver fjerde ufaglærte mand forventes at have et arbejdsliv på mindst 48 år – længere end mange akademikere. Tallene udfordrer debatten om, hvem der reelt trækker sig sidst fra arbejdsmarkedet.
Udgivet: 28/08/2025
Faglærte og mænd med korte uddannelser får de længste arbejdsliv.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som peger på markante forskelle mellem uddannelsesgrupper.
I gennemsnit kan faglærte mænd og mænd med korte videregående uddannelser forvente at tilbringe knap 45 fuldtidsår i beskæftigelse gennem livet. Til sammenligning ligger akademikermænd – både med mellemlang og lang uddannelse – på 42,3 år. Dermed arbejder de i gennemsnit 2,5 år mindre end faglærte.
”Faglærte og personer med korte videregående uddannelser er dem, der kommer til at lægge flest år på arbejdsmarkedet. Akademikernes senere tilbagetrækningsalder kan ikke opveje, at de træder senere ind på arbejdsmarkedet,” siger Rasmus Lindø Kaslund, analytiker i AE, i en pressemeddelelse.
Han understreger samtidig, at forskellene er tydeligst blandt mænd, mens de er mindre markante blandt kvinder.
Ufaglærte mænd skiller sig ud
Analysen viser også store forskelle blandt ufaglærte. Gennemsnittet for ufaglærte mænd trækkes ned af mange, der aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men et betydeligt mindretal har tværtimod meget lange arbejdsliv.
Hver fjerde ufaglærte mand kan forvente et arbejdsliv på 48 år eller mere – hvilket er over to år længere end gennemsnittet for akademikermænd. Medianen for en ufaglært mand ligger på 41 år.
”En stor gruppe ufaglærte mænd har arbejdsliv, der minder om faglærtes. Det udfordrer billedet af, at ufaglærte generelt har korte arbejdsliv,” siger Kaslund.
Ulighed blandt ufaglærte
Tallene viser dog også, at ufaglærte som gruppe har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre. Særligt kvinderne skiller sig ud: I gennemsnit står ufaglærte kvinder uden for arbejdsmarkedet i 14,5 år, inden de fylder 50.
”De fleste, der kommer på førtidspension, er ufaglærte, og de rammes oftere af ledighed. Men analysen viser også, at vi ikke må overse de mange, der faktisk har lange og stabile arbejdsliv,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
Sidst opdateret: 28/08/2025 - 10:32










































