
Beskæftigelsesordførerne på stribe: Dina Raabjerg (K), Jens Joel (S) og Karsten Hønge (SF) peger på forskellige løsninger – men deler bekymringen for førtidspension og unge uden job eller uddannelse. - Foto: Mads Claus Rasmussen, Emil Nicolai Helms og Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.
Partierne: Sådan vil vi sætte retningen for beskæftigelsespolitikken i efteråret
Ordførerne peger på tre gennemgående dagsordener: førtidspension, ungeindsatsen og kommunernes implementering af reformen.
Udgivet: 29/08/2025
Efterårets politiske arbejde på beskæftigelsesområdet bliver præget af både gamle og nye dagsordener.
NB-Beskæftigelse har spurgt ordførerne på Christiansborg, hvad de hver især prioriterer højest i de kommende måneder.
Svarene viser tydelige forskelle i partiernes fokus – men også tre temaer, der går på tværs. Flertallet deler alle en bekymring for, at for mange unge og borgere med indvandrerbaggrund ender på førtidspension, ser et behov for at få flere unge i job eller uddannelse, og så lyder det blandt flere, at de vil følge kommunernes implementering af beskæftigelsesreformen tæt.
Socialistisk Folkeparti (SF)
Beskæftigelsesordfører Karsten Hønges tre prioriteter på beskæftigelsesområdet i efteråret:
- Arnepension: Forbedring af ordningen – SF foreslår at hæve ydelsen med 3.000 kr. og udvide kredsen af berettigede.
- Fleksjob: Hønges hovedfokus er at få forhandlet fleksjobordningen på plads, som han mener længe har været forsømt. Han peger på store forskelle mellem kommunerne i tildelingen af fleksjob.
- Social dumping: SF vil skærpe indsatsen mod social dumping og sikre bedre vilkår på arbejdsmarkedet i lyset af stigende international arbejdskraft.
Socialdemokratiet (S):
Jens Joel (S) havde svært ved at koge sine fokusområder ned til tre – derfor fremhæver han fire dagsordener i efteråret:
- Implementeringen af beskæftigelsesreformen – Jens vil følge kommunerne tæt og sikre, at mindre statslig styring og mere lokal frihed omsættes til en indsats, der faktisk gavner borgerne.
- Ungeløftet – få aftalen til at leve i praksis, så tusindvis af unge ikke parkeres uden job eller uddannelse.
- Førtidspension og udenlandsk arbejdskraft – Jens kan ikke holde sig på tre punkter: Han vil både styrke indsatsen, så færre unge og borgere med udenlandsk baggrund havner på førtidspension, og sikre, at tilgangen af udenlandsk arbejdskraft sker på ordentlige vilkår og i et tempo, kommunerne kan følge med til.
Det Konservative Folkeparti (K)
Beskæftigelsesordfører Dina Raabjergs tre prioriteter på beskæftigelsesområdet i efteråret:
- Førtidspension: Konservative ser stigningen i tilkendelser af førtidspensioner som problematisk, og partiet vil arbejde for at bremse tilgangen, særligt blandt unge.
- Arbejdsskader (AES): Forkorte de lange sagsbehandlingstider i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der i dag skaber store problemer for borgere med arbejdsskader.
- International arbejdskraft: Følge op på trepartsaftalen om udenlandsk arbejdskraft – med særligt fokus på foreningsfrihed og at lovgivning skal gælde bredt og ikke kun tilgodese udvalgte organisationer.
Venstre (V)
Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentins tre prioriteter på beskæftigelsesområdet i efteråret:
- Implementering af de store lovpakker – herunder kontanthjælpsreformen, arbejdspligten og beskæftigelsesreformen.
- Sikre gode rammer for virksomhederne – mindre administration, styrket beskyttelse mod asbest og indsats mod social dumping.
- Fokus på førtidspension – forebygge, at flere unge ender på førtidspension.
Liberal Alliance (LA)
Den nytiltrådte beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance Carl Andersens tre prioriteter på beskæftigelsesområdet i efteråret:
- Førtidspension: Få styr på overrepræsentationen af indvandrere og unge på førtidspension – fx gennem strammere tildelingsregler og mulighed for genbehandling af sager.
- Ungeindsats: Få flere af de ca. 43.000 unge uden job eller uddannelse ind på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse.
- Implementering af reformen: Følge tæt, hvordan kommunerne bruger de nye frihedsgrader i beskæftigelsesreformen, og om de reelt lærer af hinanden.
Enhedslisten (EL)
Enhedslistens tre prioriteter på beskæftigelsesområdet i efteråret:
- Implementeringen af beskæftigelsesreformen – Enhedslisten vil følge reformen tæt og sikre, at den reelt giver mere frihed til borgerne og ikke blot bliver en spareøvelse.
- Retssikkerhed og Ankestyrelsen – Partiet ønsker at styrke borgernes retssikkerhed, så færre fejl fører til unødige ankesager og langvarige forløb.
- Fattigdom og ulighed – Enhedslisten vil holde øje med, om kontanthjælpsreformen risikerer at presse flere borgere ud i fattigdom og øge uligheden.
Danmarksdemokraterne (DD)
Beskæftigelsesordfører Charlotte Munchs prioriteter i efteråret:
- Se på ydelserne med nye øjneCharlotte Munch ønsker at skabe mere fleksibilitet i systemet, så borgere i fx fleksjob eller på pension får bedre muligheder for at arbejde mere uden at blive hårdt modregnet. Hun peger på, at en mere smidig model både kan hjælpe borgere med lyst til at bidrage og samtidig udnytte arbejdskraftpotentialet bedre.
- Mere plads til seniorerneHun ser et stort potentiale i, at flere pensionister får mulighed for at arbejde lidt mere ved siden af pensionen – ikke kun af økonomiske grunde, men også for at modvirke det sociale tomrum, mange oplever efter arbejdslivet.
- Overrepræsentation på førtidspensionEt særligt fokus bliver de mange borgere med indvandrerbaggrund på førtidspension. Munch mener, at gruppen er markant overrepræsenteret, og at flere bør have en vej tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig advarer hun imod, at førtidspension bliver en “parkeringsplads” for unge.
Sidst opdateret: 02/09/2025 - 13:23










































