
- Foto: SAPA.
SAPA samlede politikere, kommuner og virksomheder om reformens udfordringer
29 private aktører står nu sammen i SAPA med ambitionen om at skabe et stærkere fælles talerør. På et netværksmøde i Valby blev det slået fast, at reformens succes afhænger af samarbejde på tværs af kommuner, virksomheder, a-kasser og private aktører.
Udgivet: 29/08/2025
Hvordan sikrer vi, at beskæftigelsesreformen bliver en succes i praksis?
Det spørgsmål samlede onsdag branchefolk, politikere, jobcentre, virksomheder og organisationer til netværksmøde i Sammenslutningen af Private Aktører på beskæftigelses- og socialområdet (SAPA).
Jobindex A/S lagde lokaler til, og debatten viste med al tydelighed, at reformen kræver noget særligt: samarbejde på tværs.
På scenen satte fem markante stemmer fokus på reformens muligheder og udfordringer:
- Sofie Findling, underdirektør, Dansk Erhverv
- Carl Andersen, beskæftigelsesordfører, Liberal Alliance
- Troels van Dijk, centerchef, Faxe Kommune
- Karen Louise Riis, vicedirektør, Danske A-kasser
- Kristina Bendixen, chefkonsulent, KL Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik
Panelet var enige om, at ambitionerne er høje, men at ingen aktør kan lykkes alene.
“Borgeren har brug for en indsats, der hænger sammen. Kommunerne kan ikke løfte det alene. Virksomhederne kan ikke. Og vi private aktører kan heller ikke. Vi har brug for hinanden,” sagde Kirsten Ipsen, direktør i Vita Mea og medstifter af SAPA.
Behov for fælles retning
Mødet handlede ikke kun om at lytte til panelet. De 29 private aktører, der står bag SAPA, brugte dagen til at drøfte netværkets fremtidige mærkesager og retning.
“Vi har brug for et samlet talerør for private aktører. Det kræver, at vi sammen sætter retningen. Mødet i dag var et vigtigt skridt på vejen,” pointerede Tina Christensen, beskæftigelseschef i Tiponi og medstifter af SAPA.
Selvom deltagerne kom fra forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen, tegnede der sig en række tydeligt fælles mål:
- At skabe indsatser, der giver mening for mennesket
- At sikre virksomhederne den arbejdskraft, de mangler
- At styrke samarbejdet mellem aktørerne
Netværksmødet blev afsluttet med stor tak til panelet og til de mange engagerede medlemmer, som bidrog åbent og nysgerrigt. Men hvis der var én konklusion, der stod lysende klart, var det denne:
De sociale og beskæftigelsesrettede indsatser risikerer at fejle, hvis aktørerne står hver for sig.
Netop derfor vil SAPA fortsætte arbejdet med at samle private aktører og skabe stærkere alliancer på tværs – til gavn for borgerne, virksomhederne og samfundet.
“Det handler i sidste ende om mennesker,” lød afslutningen fra SAPA’s ledelse.
KR
Fakta om SAPA
SAPA – Sammenslutningen af Private Aktører på beskæftigelses- og socialområdet
• Stiftet af: Kirsten Ipsen, direktør i Vita Mea, og Tina Christensen, beskæftigelseschef i Tiponi
• 29 private aktører fra hele landet
• Formålet er at skabe et fælles talerør for private aktører, styrke samarbejde på tværs og bidrage til udvikling af beskæftigelses- og socialområdet.
Sidst opdateret: 29/08/2025 - 13:43










































