
Et år efter lukningen af Danish Crown i Ringsted er 9 ud af 10 slagteriarbejdere videre i job eller uddannelse. Jobcenterets håndholdte indsats har været afgørende – og efter en hård start er samarbejdet med NNF nu tilbage på sporet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jobcentret hjalp slagteriarbejdere videre: Kun få uden job et år efter lukningen
Håndholdt indsats fra jobcentret i Ringsted betyder, at 9 ud af 10 tidligere slagteriansatte nu er i job eller uddannelse.
Udgivet: 26/08/2025
Et år efter Danish Crowns lukning i Ringsted er langt de fleste tidligere slagteriarbejdere kommet i job eller uddannelse.
En håndholdt indsats fra jobcentret har gjort en forskel – og samarbejdet med Fødevareforbundet NNF, der i starten af året lå på frysepunktet, er nu tilbage på sporet.
Da Danish Crown lukkede slagteriet i Ringsted i september 2024, mistede omkring 1.200 ansatte deres arbejde. For Jobcenter Ringsted betød det en helt særlig opgave: alene i kommunen var over 350 borgere ansat på slagteriet.
I dag er billedet markant lysere. Ifølge arbejdsmarkedschef i Ringsted, Susanne Frydenlund, er kun 35 af de tidligere slagteriansatte i kommunen stadig ledige. På landsplan vurderes omkring 150 at stå uden job.
“Det er gået alt over forventning. De fleste har fundet vej til nye brancher. Det er lige fra social- og sundhedsområdet til store industrivirksomheder. Det viser, at slagteriarbejderne kan langt mere, end de selv troede,” siger hun til NB-Beskæftigelse.
Håndholdt indsats gav pote
Ringsted Kommune satte hurtigt ekstra kræfter ind i en håndholdt indsats. En dedikeret medarbejder fulgte tæt op på de ledige, stod for hyppige samtaler og skabte direkte kontakt til virksomheder.
“Det har gjort, at vi hele tiden har kunnet matche folk med konkrete jobåbninger. Og i en tid med mangel på arbejdskraft, er det lykkedes at finde nye veje for stort set alle,” fortæller Susanne Frydenlund.
Hun understreger, at jobcentrets indsats fortsætter frem til nytår, og forhåbentlig kan den forlænges yderligere et halvt år for at hjælpe de sidste borgere, som primært kæmper med sprogvanskeligheder.
Konflikt med NNF er bilagt
Samarbejdet mellem kommunen og Fødevareforbundet NNF har undervejs været præget af markante uenigheder. En aktindsigt, som NB-Beskæftigelse tidligere har fået, viste, at seks jobcentre i starten af året rettede en hård kritik mod NNF’s a-kasse og kaldte forløbet en “katastrofe”.
Kritikken gik på, at a-kassen ifølge jobcentrene brugte for meget energi på politisk lobbyarbejde og for lidt på at hjælpe de ledige slagteriarbejdere. Det skabte både mistillid og et samarbejde på frysepunktet.
I dag er tonen en anden, fortæller Susanne Frydenlund.
“Samarbejdet fungerer nu på linje med, hvad vi har med andre a-kasser. Vi har fundet en vej videre, hvor vi hver især gør vores for at hjælpe de ledige bedst muligt,” siger hun.
Trods de positive resultater er der fortsat en udfordring tilbage: især en gruppe polske medarbejdere, der kun taler polsk og derfor har svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked.
“Vi giver ikke op. Alle skal ud på arbejdsmarkedet – det skylder vi både de fyrede og virksomhederne, som mangler hænder. Men det kræver en meget tæt indsats og kreative løsninger,” siger Susanne Frydenlund.
Sidst opdateret: 26/08/2025 - 10:38










































