Michael Langkilde, arbejdsmarkedschef i Svendborg Kommune, opfordrer til at droppe rivaliseringen mellem a-kasser og kommuner og i stedet fokusere på den lediges behov.

Michael Langkilde, arbejdsmarkedschef i Svendborg Kommune, opfordrer til at droppe rivaliseringen mellem a-kasser og kommuner og i stedet fokusere på den lediges behov. - Foto: Privat foto af Michael Langkilde / Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Kommunal chef: Vi har glemt borgeren i striden mellem a-kasser og jobcentre

Michael Langkilde, arbejdsmarkedschef i Svendborg, opfordrer til at droppe rivaliseringen mellem kommuner og a-kasser og i stedet fokusere på den ledige.

Udgivet: 03/07/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Den politiske diskussion i forbindelse med beskæftigelsesreformen om, hvem der skal have ansvaret for de ledige, er meningsløs og skygger for det vigtigste - borgerens vej tilbage i arbejde.

Det mener Michael Langkilde, arbejdsmarkedschef i Svendborg Kommune.

I regeringens beskæftigelsesreform overgår ledige som udgangspunkt fra a-kasser til jobcentre efter tre måneder. A-kasserne havde ønsket sig en længere periode. I stedet får de lov at overtage opgaven i op til fire måneder som led i et forsøg.

Fik du læst?

A-kasser og frit valg testes i stor skala: Ekspertformand roser nye forsøg

Men det ændrer ikke på problemet, mener Langkilde.

“Det er en mærkelig diskussion. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er tre eller fire måneder. Man kigger ikke på det menneske, der er blevet ledigt. I stedet har debatten handlet om strukturer,” mener han.

Michael Langkilde henviser til en såkaldt "overlevelseskurve" i jobindsatsen. De fleste ledige finder selv job inden for de første tre måneder. Mellem tre og seks måneder falder sandsynligheden markant, og efter seks måneder sætter helt andre menneskelige mekanismer ind og gør det sværere for den enkelte at finde arbejde – såsom tro, selvtillid og selvværd.

”Det er vigtigt, at vi netop ikke mister dem, når de rammer muren, vi skal hjælpe og understøtte, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet hurtigt igen. stedet handler diskussionen om, hvilken myndighed de tilhører,” siger han.

Drop institutionstænkningen

Michael Langkilde kritiserer den landspolitiske diskussion, fordi a-kasser og kommuner risikerer at varetage egne interesser frem for borgerens behov.

For Langkilde er det afgørende, at samarbejdet på tværs fungerer – ikke hvem der formelt har ansvaret.

“Det handler ikke om, hvem der har ‘vundet’ retten til at tage sig af de ledige. Det handler om, hvordan vi hjælper et menneske, der står i en krise, som det kan være at miste sit arbejde. Måske har nogle andre udfordringer at slås med ved siden af, såsom skillsmisse, kæmper med misbrug eller er på vej ud i en social deroute, for det sker også for a-dagpengemodtagere. Det er dét, vi skal håndtere.”

”Vi har på Sydfyn et godt samarbejde mellem a-kasserne og jobcentre,” understreger Langkilde.

Han kalder det “principielt ligegyldigt”, om a-kasserne havde fået ansvaret i tre, fire eller seks måneder, vis ikke fokus flyttes over på borgerens behov.

Langkilde understreger, at både a-kasser og jobcentre har styrker. Og det er de styrker som vi sammen skal bringe endnu mere i spil for borgernes og virksomhedernes skyld.

Fik du læst?

A-kasserne lurer på et comeback – men skal først bevise deres værd

Kommunerne har stærkere indsigt i borgerens sociale situation og råder over et bredere velfærdsapparat.

“Der er ingen grund til at skabe en konflikt, for der er god lokalesamarbejder ude i landet. Vi skal se på, hvad der virker for den enkelte borger, og ikke hvem der står på opgaven på papiret,” siger han og tilføjer:

“Der er rigeligt med udfordringer i den nye reform der skal løses. Lad os løse dem sammen – i stedet for at slås om dem. Det skylder vi både borgerne og virksomhederne."

Sidst opdateret: 03/07/2025 - 13:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]