Et tidligere a-kasseforsøg viste en negativ effekt på beskæftigelsen på tværs af seks ud af de ni a-kasser, der deltog i forsøget, men ifølge Claus Thustrup Kreiner havde forsøget mangler.

Et tidligere a-kasseforsøg viste en negativ effekt på beskæftigelsen på tværs af seks ud af de ni a-kasser, der deltog i forsøget, men ifølge Claus Thustrup Kreiner havde forsøget mangler. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

A-kasser og frit valg testes i stor skala: Ekspertformand roser nye forsøg

Ekspertgruppe frarådede at give a-kasserne mere ansvar, men regeringen igangsætter alligevel et treårigt forsøg. Formand Claus Thustrup Kreiner bakker op – det første forsøg var for dårligt, mener han.

Udgivet: 24/04/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

I løbet af tre år bliver 100.000 ledige del af et storstilet forsøg, hvor a-kasserne skal bevise, at de kan løfte ansvaret.

Eksperimentet, som regeringen har døbt ’storskalaforsøget’, kommer til at dække alle landets a-kasser, undtagen dem på Fyn og i hovedstadsområdet.

Det fremgår af et notat fra forhandlingerne om beskæftigelsesreformen, som NB-Beskæftigelse er i besiddelse af.

A-kasserne får forlænget ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere fra tre til fire måneder i forsøget, som løber over tre år.

Det forventes, at omkring hver fjerde nye dagpengemodtager vil indgå i forsøget hvert år, fremgår det af notatet, som Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet står som afsender på.

Og denne gang skal forsøgene være langt bedre end tidligere, lyder det fra Claus Thustrup Kreiner, formand for ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats.

"Djævlen ligger ofte i detaljen i disse forsøg. Jeg håber, de bliver lavet på en måde, så der faktisk kan måles på det efterfølgende," siger han.

Fik du læst?

Forlig kan forsinke reformens største besparelser – og give kommunerne pusterum

Et tidligere a-kasseforsøg viste en negativ effekt på beskæftigelsen på tværs af seks ud af de ni a-kasser, der deltog i forsøget, men ifølge Claus Thustrup Kreiner havde forsøget mangler.

"Forsøget var ikke særlig godt konstrueret, for at sige det, som det er. Det har man forsøgt analytisk at tage hånd om, så godt man kan. Resultaterne tyder ikke på, at det er godt for beskæftigelsen at overlade ansvaret til a-kasserne."

På den baggrund kunne ekspertgruppen ikke anbefale, at give a-kasserne yderligere ansvar for de forsikrede ledige, hvilket regeringen i sidste ende valgte at følge.

Det negative resultat kan skyldes, at det hele var meget nyt, og det øgede ansvar til a-kasserne var i sin startfase.

"Nu har vi et etableret system. Derfor synes jeg, at det kan give mening at forsøge at teste, hvad det betyder, at tildele a-kasserne en måned mere i et mere målrettet forsøg," vurderer Claus Thustrup Kreiner.

A-kasseforsøget forventes at koste omkring fire millioner kroner, som går til blandt andet lodtrækning og evaluering. De samlede udgifter bliver dog markant højere, fremgår det af et notat.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil forsøget medføre et fald i beskæftigelsen på 140 fuldtidspersoner årligt fra 2027 til 2029. Samlet vurderes forsøget at løbe op i 160 millioner kroner frem mod afslutningen i 2031, viser notatet.

Om forsøget med udvidet ansvar til a-kasserne

  • I et storskalaforsøg med 100.000 deltagere over tre år forlænges a-kassernes ansvar for kontaktforløbet for dagpengemodtagere fra tre til fire måneder.

  • Det svarer til, at omkring 25 procent af alle nye dagpengemodtagere kommer til at deltage i forsøget hvert år.

  • I forsøget forpligtes a-kassen til at afholde minimum tre jobsamtaler inden for de første fire måneders ledighed.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet

Virker 'fritvalg' i praksis?

I et andet forsøg får 25.000 dagpengemodtagere over tre år frit valg af kontaktforløb hos enten kommunen, a-kassen eller en anden aktør, herunder private leverandører og civilorganisationer, i de første fire måneder af deres ledighedsforløb.

Det kommer til at foregå i udvalgte kommuner i hovedstadsområdet og på Fyn, så der kan opbygges et eller to geografisk sammenhængende markeder for aktørerne.

Forsøget kommer Claus Thustrup Kreiner også til at følge med stor interesse.

"Frit valg lyder godt på papiret, men det bliver afgørende at se, om det også virker i praksis – og om det ikke blot koster mere."

Et svensk forsøg med at bruge private jobfirmaer til at få ledige i arbejde viser sig at være dyrt og ineffektivt. Herhjemme fik forsøget meget omtale, fordi ekspertgruppen var inspireret af det i arbejdet med anbefalingerne til et nyt beskæftigelsessystem.

"Det svenske forsøg trådte først i kraft efter seks måneder, og derfor er det ikke helt sammenligneligt med det, man har overvejet i Danmark,” mener Claus Thustrup Kreiner.

Fik du læst?

Regeringen fravalgte forslag fra ekspertgruppen – nu falder beskæftigelsen

I ekspertgruppens kommissorium fremgik det, at a-kasserne og private leverandører skulle spille en væsentlig større rolle i den danske indsats.

Alligevel fremgik det ikke klart af anbefalingerne, hvordan private virksomheder sikres en markant større rolle i indsatsen, ligesom der ifølge eksperterne både ville være fordele og udfordringer ved en egentlig fritvalgsmodel.

Blandt udfordringerne er, at borgerne ofte mangler viden om, hvilke aktører der bedst kan hjælpe dem i job. Desuden har hverken a-kasser eller private aktører samme økonomiske incitament som kommunerne, der bærer en del af udgifterne til forsørgelse.

"Med det evidensgrundlag vi havde, kunne vi ikke anbefale en større rolle til a-kasser eller frit valg. Nu laver man nogle forsøg, som er bedre tilpasset den nuværende danske kontekst. Det giver fin nok mening."

Der forventes afsat omkring 260 millioner kroner til forsøget i perioden 2026-29. 110 millioner kroner af dem skal ifølge notatet gå til at aflønne kommuner, a-kasser og ikke mindst private leverandører, der leverer tilfredsstillende resultater.

Om forsøget med frit valg af aktør i 0-4 måneder

  • 25.000 dagpengemodtagere over tre år frit valg af kontaktforløb hos enten kommunen, a-kassen eller en anden aktør, herunder private leverandører og civilorganisationer, i de første fire måneder af deres ledighedsforløb.

  • Borgerens valg af aktør foretages på baggrund af informationsmateriale om udvalget af aktører, som f.eks. udleveres af a-kassen eller Digital Post. Den konkrete tilmelding af en borger til anden aktør skal afklares nærmere ifm. udmøntningen.

  • Forsøget tager udgangspunkt i en løsning, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) etablerer og drifter en godkendelsesmodel, som andre aktører løbende kan bruge til digitalt at ansøge STAR om at blive godkendt som leverandør på forsøget om frit valg.

  • Inddeling af deltagere i kontrol- og forsøgsgruppe sker efter tilfældig lodtrækning for at kunne gennemføre en valid effektevaluering.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet

Evaluering klar i 2031

Begge forsøg skal evalueres eksternt med både kvantitative effektmålinger og kvalitative analyser af borgeres og aktørers oplevelser. Resultaterne ventes klar i 2031 – et år efter forsøgenes afslutning.

Sidst opdateret: 30/04/2025 - 11:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]