
NB-Beskæftigelse har udvalgt fem centrale debatter om beskæftigelse på årets Folkemøde – fra arbejdspligt og værdighed til indsatsen for de mest udsatte. - Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Guide
NB-Beskæftigelse guider til Folkemødet: Her er debatterne, du skal følge i Allinge
Fra torsdag vrimler Allinge igen med mennesker. NB-Beskæftigelse har scannet programmet og giver her vores bud på fem oplæg, du ikke bør overse.
Udgivet: 10/06/2025
Torsdag den 12. juni
1) Beskæftigelsesindsatsen for særligt sårbare post-reform
Klokken 15-15.45 ved J31 (J - Kæmpestranden). Arrangør: Den Sociale Kapitalfond, AskovFonden.
Beskrivelse: Når jobcentrene lukker, og samtalekravene sænkes, risikerer tusindvis af borgere at falde mellem systemets sprækker. I dag står 42.000 mennesker udenfor uddannelses- og arbejdsmarkedet – uden en særlig tilrettelagt indsats risikerer de at gå fra ledighed til varig social udsathed med behov for omfattende velfærdsydelser. Hvordan sikrer vi, at beskæftigelsesreformen ikke efterlader de mest sårbare på perronen?
Deltagere:
Dorte Bukdahl, Partner, Mobilize Strategy ConsultingKim Valentin, beskæftigelsesordfører for Venstre. Jannik Tharben Buchholz, ledende partner, sociale effektinvesteringer, Den Sociale KapitalfondHenrik Vestergaard Stokholm, rektor, Niels Steensen Grundskole og GymnasiumHelle Øbo, adm. direktør, AskovFondenTine Gøtzsche, Journalist og moderator, Selvstændig
Fredag den 13. juni
2) "Arbejdspligt" for flygtninge og indvandrere
Klokken 13-13.45 ved F12 - Røgeriets Debattelt (F - Ved Folkemødehuset). Arrangør: KL, DRC Dansk Flygtningehjælp.
Beskrivelse: Er den nye ”arbejdspligt” for flygtninge og indvandrere godt eller skidt?
Over 10.000 flygtninge og indvandrere er omfattet af den nye ”arbejdspligt”, som Folketinget har vedtaget, og kommunerne er ved at implementere. Vi debatterer ”arbejdspligten” i lyset af de sidste 25 års integrationsarbejde og -politik. En hjørnesten her er at komme i job. Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er lige nu rekordhøj, men det er stadig ikke alle, der er med. Hvem er de mennesker, der endnu ikke er i job? Hvordan får vi endnu flere med? Og er ”arbejdspligten” det rigtige redskab?
Deltagere:
Nicolas Johansen, Kontorchef i Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik, KLJesper Holmegård Sørensen, Director, Fresh Production Rønne, Danish CrownJacob Nielsen Arendt, Forskningsprofessor, Rockwool Fondens ForskningsenhedMette Blauenfeldt, Chef for Viden & Udvikling, DRC Dansk FlygtningehjælpJørgen Ramskov, Moderator, Freelance
Lørdag den 14. juni
3) Beskæftigelsesreform: Hvordan hjælper vi de mest udsatte?
Klokken 10-10.45 ved J31 - AskovFonden - Velfærd i forandring (J - Kæmpestranden). Arrangør: Kooperationen, Settlementet.
Beskrivelse: Udsatte borgere risikerer at miste rettigheder i ny beskæftigelsesreform – hvad gør vi? Beskæftigelsesreformen har mange gode intentioner om værdighed for borgerne og frisættelse af kommunerne. Samtidig stiller reformen krav om store besparelser i kommunerne. Hvordan sikrer vi, at de dokumenteret gode indsatser, der sikrer de mest udsatte en plads i arbejds- eller uddannelsesfællesskaberne, fortsætter? I dag samarbejder mange kommuner med socialøkonomiske virksomheder for at give målrettede og helhedsorienterede forløb til disse borgere. De socialøkonomiske virksomheder har den nødvendige ekspertise og erfaring med at se helhedsorienteret på den enkelte borgers udfordringer og behov. Men bliver der råd til det fremover?
Deltagere:
Signe Færch, Forkvinde, Dansk SocialrådgiverforeningMaria Pagels, Direktør, GrantoftegaardJens-Kristian Lütken, Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns kommuneBenny Christensen, Projektchef, GrowVibeke Vinther, Forstander, SettlementetJackie Lehmann Hansen, Formand, DøvBlinde DanmarkAnja Bo, Journalist, Selvstændig
4) Får vi et bedre beskæftigelsessystem nu?
Klokken 11-11.40 ved F9 - Kommunernes Telt (F - Ved Folkemødehuset). Arrangør: KL
Beskrivelse: Et helt nyt beskæftigelsessystem er på vej. Regeringen kalder det den største reform nogensinde – og ambitionen er klar: Det skal være enklere, mere værdigt og mindre bureaukratisk at være ledig i Danmark. Alle er enige om målene, men vejen derhen er brolagt med dilemmaer: Hvordan sikrer vi, at ledige stadig får hjælp – når der samtidig skal spares milliarder? Kan vi skabe et system med mere tillid og mindre kontrol? Og hvem får egentlig ansvaret, når staten slipper tøjlerne? Kom og vær med, når borgmestre, politikere og fagbevægelsen tørner sammen i en livlig debat om fremtidens beskæftigelsesindsats. For hvad betyder reformen egentlig – for kommunerne, for de ledige og for vores fælles velfærd?
Deltagere:
Erik Simonsen, Vicedirektør, Dansk ArbejdsgiverforeningJens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns KommuneMartin Damm, Formand, KLNanna Højlund, Næstformand, Fagbevægelsens HovedorganisationKristian Madsen, Chefredaktør, A4 Medier
5) Efter beskæftigelsesreformen – får vi værdigheden tilbage?
Kloken 11.15-11.55 ved D1 - Fagbevægelsens Plads - Rød Scene (D - Ved Brandstationen). Arrangør: 3F, Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Beskrivelse: Den 9. april 2025 indgik regeringen sammen med K, RV, LA og DF en aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen. Foruden at spare 2,7 mia. kroner og sætte kommunerne fri ved ”afskaffelse af jobcenterregimet” har reformen som formål at styrke værdigheden i beskæftigelsesindsatsen. Den ledige borger skal sættes i centrum, hvilket også signaleres i reformens titel: ”Mere værdighed, større frihed og færre regler”. Til debatten drøfter politikere, borgere og aktører i beskæftigelsesindsatsen, om regeringen med aftalen når i mål med sine egne ambitioner. Debatten får to perspektiver: Beskæftigelsesindsatsen for jobparate og dagpengemodtagere, herunder a-kassernes rolle i indsatsen. Samt den mere sociale dimension i beskæftigelsesindsatsen.
Deltagere:
Eva Obdrup, Forretningsfører, 3FALene Krabbe Dahl, Forbundssekretær, 3F
Sidst opdateret: 12/06/2025 - 09:34










































