- Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Interview

Minister afviser blåt stempel: Vi ser de udsatte på en mere værdig måde

Beskæftigelsesministeren afviser kritikken af, at regeringens store beskæftigelsesreform er blevet trukket i en borgerlig retning. Det er en socialdemokratisk prioritet at afskaffe sanktioner, siger hun.

Udgivet: 03/06/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Kritikken kom prompte, da regeringens historiske reform blev præsenteret.

"Det kan godt være, at vi har en socialdemokratisk minister, men det er Venstre, som dirigerer," lød det fra SFs Karsten Hønge få dage efter præsentationen af reformen.

I et interview med NB-Beskæftigelse tager Ane Halsboe-Jørgensen for første gang til genmæle og kalder anklagerne uforståelige.

"Jeg forstår faktisk ikke den udlægning. Hvis man bare kigger på de allermest udsatte, så går vi jo fra et system, hvor man kunne blive jagtet, til at vi fjerner 9 ud af 10 sanktioner. Det er et ret vildt skridt," siger ministeren, og fortsætter:

"Hvis du er langt fra arbejdsmarkedet, så forventer vi selvfølgelig, at du bidrager med det, du kan. Men vi tager ikke længere dine penge, hvis du ikke kan. Det har vi gjort indtil nu. At det skulle være blåt, forstår jeg simpelthen ikke."

Fik du læst?

Uden Mette på broen tabte Socialdemokratiet styringen: Venstre trak reformen i blå retning

Ministerens hovedbudskab er, at reformen først og fremmest handler om frisættelse og tillid. Hun beskriver det som et gennembrud i kampen mod detailstyring.

"Jeg er rigtig glad for, at det er landet med bred politisk opbakning. Det er ikke nogen nem opgave at bede folketingspolitikere om at stoppe med at bestemme. Men det er reelt det, vi har gjort," siger hun.

Ministeren håber, at fagligheden kommer tættere på borgeren. Og at systemet bliver mindre bureaukratisk.

"Bureaukratiet er blevet for stort, og reglerne er blevet for mange. At have modet til at sige, det er gået for vidt og fjerne historisk meget, er jeg rigtig glad for. Vi er kommet langt, og det er takket være en række partier i Folketinget, som havde modet til at være med," konstaterer Ane Halsboe-Jørgensen.

Ministerens sidste bemærkning kan læses som en diskret henvisning til Hønge og SF, der i sidste øjeblik valgte at stå uden for forligskredsen.

Besparelser var nødvendige – og kunne have været større

Reformen indebærer en varig besparelse på 2,7 milliarder kroner. Det har skabt stor debat, særligt om konsekvenserne for udsatte ledige.

Ane Halsboe-Jørgensen afviser, at alle besparelser nødvendigvis er dårlige:

"Jeg køber ikke præmissen om, at hver gang man fjerner en samtale, så er det en forringelse. Nogle af de krav, vi har haft over for unge, har været for rigide. Jeg ser f.eks. hellere, at vi skruer op for indsatsen i psykiatrien. Jeg mener grundlæggende, at der er et potentiale for at gøre tingene anderledes."

Besparelserne fra beskæftigelsesreformen er ifølge Ane Halsboe-Jørgensen med til at finansiere den nyligt præsenterede 10-årsplan for psykiatrien.

Fik du læst?

Vismænd kritiserer regnemetoderne i ny beskæftigelsesreform

Hun understreger samtidig, at Socialdemokratiet, og regeringen som helhed, oprindeligt ønskede en endnu højere besparelse.

"Mit eget parti gik til valg på, at man kunne spare tre milliarder. Det var også det, regeringen arbejdede for. Jeg mener stadig, at det var muligt."

"Men det var vigtigt for mig, at vi landede en bred aftale. Derfor blev resultatet 2,7 milliarder. Det er et kompromis. Jeg er tilfreds med, at vi samtidig har sikret brede balancer og investerer i initiativer som Ungeløftet," siger ministeren.

Kommunerne får frihed – men skal tage ansvar

Reformen giver kommunerne historisk frihed til selv at forme jobindsatsen. Det forpligter, især lokalt, understreger ministeren:

"Vi gør i virkeligheden alle landets kommuner til frikommuner. Det kræver, at man mere aktivt forholder sig til beskæftigelsesområdet, end man har gjort indtil nu," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun peger på, at det hidtil har været svært for lokalpolitikere at sætte retning på området, fordi det har været så tæt reguleret. Med den nye frihed håber hun, at beskæftigelse kommer højere op på dagsordenen. Ikke mindst frem mod kommunalvalget i november.

Men reformen er ikke risikofri, erkender ministeren. Derfor er der også afsat penge til tæt opfølgning. For selvom reformen bygger på tillid og fagligt råderum, er det ikke ensbetydende med, at staten slipper tøjlerne fuldstændigt, understreger Ane Halsboe.

"Vi har fjernet mange regler og givet fagligt råderum. Men vi følger reformen tæt, og hvis vi tager fejl, skal vi kunne følge op og justere," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Fik du læst?

A-kasserne lurer på et comeback – men skal først bevise deres værd

Hun tilføjer, at det for alvor kræver mod fra Christiansborg, når enkeltsager og kritiske mediehistorier uundgåeligt dukker op:

"Det største mod er ikke nødvendigvis at fjerne reglerne. Det er at holde fast, når historierne begynder at rulle. Når nogen siger: "Hvordan kunne det her ske?" Så skal vi huske, hvorfor vi fjernede reglerne i første omgang."

"Jeg tror på, at vi får et bedre system, hvor penge og medarbejderkræfter bliver brugt tættere på borgerne. Og ikke på unødigt bureaukrati," lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Reformen er ifølge ministeren et opgør med systemtænkning og detailstyring. Nu skal friheden stå sin prøve med håbet om, at færre regler og mere faglighed kan skabe bedre resultater for borgerne.

Sidst opdateret: 03/06/2025 - 14:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]