- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Da ydelsen til flygtninge blev sat ned, blev deres naboer mere kriminelle

Både flygtninge og beboerne i deres opgang begik ifølge nyt studie mere kriminalitet efter starthjælpreformen i 2002

Udgivet: 09/06/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Det var ikke kun flygtningene selv og deres familier, der blev mere kriminelle, da politikerne i 2002 besluttede at indføre en ny og lavere kontanthjælpssats. Det gjorde deres naboer også, viser et nyt forskningsstudie, som er støttet af Rockwool Fonden.

Det skriver Dagbladet Information.

En af forskerne bag studiet er lektor i økonomi ved Copenhagen Business School David Jinkins. Sammen med to forskere fra Australien og USA har han undersøgt de bredere effekter af den såkaldte starthjælp, der blev indført i 2002:

"Hver gang en person blev dømt for en forbrydelse i husholdningen hos modtageren af starthjælpen som følge af reformen, så vi også 2,67 ekstra domme blandt personens ikkedanske naboer," forklarer han til Information.

Den øgede kriminalitet hos flygtninge, der modtog starthjælpen, smittede altså af på de andre beboere i deres opgang.

Det gælder, som David Jinkins siger til Information, specifikt de ikkedanske naboer, som blev dømt for flere forbrydelser end naboer til flygtninge på højere kontanthjælpsydelser. Og den kriminelle adfærd hos naboerne var ikke kortvarig, siger han til Information:

"Vi har målt afsmitningseffekten over ti år og kan se, at den er vedvarende. Så effekten af at have en nabo, der var påvirket af reformen, fortsatte i mange år."

Hvordan kan I være sikre på, at andre faktorer ikke kan forklare den effekt, I har fundet? For eksempel at flygtningene på starthjælp måtte bo i billigere boligområder med mere kriminalitet end flygtningene på kontanthjælp?

"Det kan vi af to grunde. For det første har vi ingen grund til at tro, at der skete en ændring i, hvordan kommunerne visiterede flygtningene til en bolig. For det andet kan vi ikke se nogen forskel på naboerne fra før til efter reformen, hvad angår for eksempel uddannelse og alder," siger han til Information.

Med starthjælpsreformen i 2002 opstod der to grupper af arbejdsløse flygtninge i Danmark med meget forskellige levevilkår. Mens dem, der var rejst til Danmark inden den 1. juli 2002 kunne blive på kontanthjælpen, måtte dem, der kom hertil efter skæringsdatoen, leve af den nye og lavere starthjælp.

Det er de to grupper af flygtninge og deres naboer, som David Jinkins og hans internationale kollegaer har undersøgt.

Konklusionen lyder, at der blandt de ikkedanske naboer til flygtninge på starthjælp var 8,9 procentpoint flere, der blev dømt for en forbrydelse i løbet af ti år. Det svarer til, at 57 procent flere fik en dom for kriminalitet, når man sammenligner med de ikkedanske naboer til flygtninge på kontanthjælp.

Når den kriminelle adfærd har spredt sig fra flygtningene på den lave ydelse til deres naboer, kan det skyldes, at de to grupper har haft kontakt til hinanden og dermed haft indflydelse på hinanden, skriver Information.

Det er det, man inden for forskningen kalder kammerateffekt eller peer effect på engelsk – et begreb, der ofte bruges til at beskrive, hvordan elever påvirker i hinanden i et klasseværelse.

"Måske har opfattelsen rykket sig hos beboerne i opgangen i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad fordelene og ulemperne er ved at begå kriminalitet," siger David Jinkins.

En anden forsker, der har undersøgt effekterne af starthjælpreformen, er forskningsprofessor ved Rockwool Fonden Rasmus Landersø. Han peger på, at studiet gør os klogere på de bredere effekter, velfærdsreformer kan få:

"Jeg synes, det tilføjer noget viden om konsekvenserne af velfærdsreformer, vi ikke har haft før," siger han til Information.

"Og det rejser nogle større spørgsmål. For studiet handler specifikt om starthjælpen og kriminalitet, men man kunne også forestille sig en afsmitningseffekt i alle mulige andre sammenhænge."

Information har forelagt det nye forskningsstudie for beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og spurgt, hvorvidt studiet giver anledning til at genoverveje den laveste sats i kontanthjælpssystemet. Det har hun ikke ønsket at kommentere på.

Sidst opdateret: 09/06/2025 - 11:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]