- Foto: Jon Krog, Branchedirektør, Selveje Danmark

Debat

Beskæftigelsesreform risikerer at efterlade unge i udsatte og sårbare positioner på perronen

Reformen lover mere værdighed og frihed – men for de mest udsatte unge risikerer den at betyde mindre støtte og færre rettigheder, mener Jon Krog, branchedirektør hos Selveje Danmark.

Udgivet: 22/05/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Af Jon Krog, Branchedirektør, Selveje Danmark

Regeringen og et flertal i Folketinget har med den nye beskæftigelsesreform sat en ny retning for beskæftigelsesområdet. Målet er mere værdighed, frihed og færre regler. Intentionerne er gode – men for de unge, der har mere end ledighed at kæmpe med, er der en risiko for, at reformen efterlader dem på perronen.

Regeringen har i flere sammenhænge fremhævet unge uden job eller uddannelse som en topprioritet. Og med rette. Forskning viser, at uddannelse og beskæftigelse er blandt de stærkeste beskyttelsesfaktorer for, at børn og unge i udsatte positioner får et godt og selvstændigt voksenliv.

Det er derfor svært at forstå, at regeringen vil spare op mod et trecifret millionbeløb på ungeindsatsen.

I reformen lægges der op til besparelser på 2.7 milliarder kroner årligt, og det sker blandt andet ved at afskaffe en række rettigheder for unge under 30 år. Det gælder for eksempel uddannelsespålægget såvel som retten til gentagen aktivering og mentorstøtte.

Samtidig lægger reformen op til, at der skal være mere fleksibilitet i indsatsen for borgere længere fra arbejdsmarkedet. Det skal fremadrettet være op til kommunen at vurdere, om borgeren har behov for en indsats.

Fik du læst?

Nu kan kommunerne gå i gang: Aftale om jobreformens udmøntning er på plads

Det er desværre velkendt, at økonomiske hensyn alt for ofte vejer tungere end faglige vurderinger og borgerens behov. I Selveje Danmark er vi derfor meget bekymrede for, at kommunerne i den kommende reform ”kan” bevillige en indsats efter borgerens behov, men uden at være forpligtede til det og uden garanti for, at de nødvendige ressourcer er til stede.

For mange af de unge, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, vil det i praksis kunne føre til mindre støtte, færre samtaler og afskaffelse af individuelle forløb.

En reform skal have blik for hele mennesket

Manglende uddannelse og job er ikke nødvendigvis den eneste udfordring, som unge længst fra arbejdsmarkedet kæmper med. Statistikker viser, at de ofte har flere psykiske og sociale udfordringer, flere anbringelser og/eller flere børnesager med i bagagen.

Det er derfor også vigtigt, at en kommende reform har blik for hele mennesket. Erfaringer fra Selveje Danmarks medlemmer på området viser, at hvis vi som samfund reelt vil hjælpe de mennesker, der har allermest brug for det, så kræver det en helhedsorienteret, håndholdt indsats, der bygger bro mellem sektorer og fagligheder. Det kræver koordination og sammenhæng. Ikke udfasning og afvikling.

Fik du læst?

Er reformen en storm i et glas vand?

Det kan blive en dyr besparelse

Med den nye reform risikerer vi helt grundlæggende at spænde ben for de unge, der har mest brug for støtte og hjælp. Konsekvenserne – og regningen – vil uundgåeligt vise sig både senere og i andre dele i velfærdssystemet. I psykiatrien. På social- og sundhedsområdet, men også på beskæftigelsesområdet, hvor flere øjensynligt vil ende på førtidspension, fordi de ikke har fået den rettidige individuelle indsats og støtte.

Det er derfor afgørende, at regeringens intentioner følges op af investeringer i målrettede og sammenhængende indsatser, opfølgning og evaluering. Ellers kan reformen blive en dyr besparelse – både menneskeligt og økonomisk.

Sidst opdateret: 26/05/2025 - 09:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]