
Arne Ullum, chefredaktør på NB-Medier. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kommentar
Jobreform slukker håbet om statslig afbureaukratisering
Nyt notat viser, at partierne bag beskæftigelsesreformen ikke har haft noget fokus på statslig afbureaukratisering, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.
Udgivet: 10/04/2025
Når regeringen kun planlægger at nedlægge 19 stillinger i STAR, som led i det beskæftigelsesministeren selv lancerede som en reform, der "fjerne en massiv mængde af regler", så lider troværdigheden bag SMV-regeringen og Folketingets vilje til at afbureaukratisere et alvorligt knæk.
For hvis ikke en af de største afbureaukratiseringstiltag i nyere tid skulle medføre færre statslige ansatte i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvad skulle så?
Regeringen erkender i det notat fra forhandlingerne, som du i dag kan læse mere om her på NB-Beskæftigelse, at der bortfalder opgaver i STAR, når mængden og kompleksiteten af reglerne reduceres kraftigt.
Men det betyder ikke, at man kan nedlægge ret mange af de funktioner, som nu bliver overflødige, fordi beskæftigelsesministeren ifølge notatet vil sætte medarbejderne til at lave nye konsulentagtige opgaver med at understøtte udviklingspotentialet i kommuner og a-kasser og i højere grad facilitere kendskabet til best practice i kommunerne.
Der kan være gode argumenter for, at STAR ikke skal svækkes de første år par, inden reformen er implementeret. Men det er ganske enkelt utroligt, at alle de skåltaler, som partierne bag reformen jævnligt holder om afbureaukratisering, ikke afspejler sig i reformen.
Der er meget præcise mål for nedlæggelsen af stillinger ude i kommunerne helt frem til 2030, mens der ikke er det samme mål for nedlæggelsen af stillinger i statens administration.
Hvis partierne bag reformen havde en reel vilje til afbureaukratisering, så havde de krævet, at der eksempelvis skulle nedlægges 100 eller 150 stillinger i STAR i 2028 eller 2029. Men det står der ikke et ord om i aftalen eller det notat, som NB-Beskæftigelse er kommet i besiddelse af.
Det demonstrerer endnu engang, at mens Folketinget helt berettiget har fokus på unødigt bureaukrati ude i kommunerne, så er de nærmest blinde overfor væksten i den del af bureaukratiet, som er tættest på Folketinget.
Det viser også, at troværdigheden bag de mange flotte taler om afbureaukratisering fra partilederne falder til jorden, når ordførerne på fagområderne sidder og indgår aftaler. Så er alt fokus på afbureaukratisering i staten glemt.
Sidst opdateret: 11/04/2025 - 07:18










































