Forvaltningschef i Aarhus Kommune, Jeanette L. Hoppe, og arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune.

Forvaltningschef i Aarhus Kommune, Jeanette L. Hoppe, og arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune. - Foto: Pressefotos fra Århus og Viborg Kommuner

Forvaltningschefer: Fint signal at ministre erkender ansvar i omfattende bureaukrati

"Der har jo været en temmelig negativ omtale af jobcentrene. I dag synes jeg heldigvis, at politikerne tog ansvar for det". Forvaltningschefer reagerer på den nye jobreform med færre regler - og store besparelser.

Udgivet: 10/04/2025

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Det klæder beskæftigelsesministeren og økonomiministeren, at de tager det politiske ansvar for det omfattende bureaukrati på beskæftigelsesområdet.

Sådan lyder det samstemmende fra to kommunale forvaltningschefer med ansvar for beskæftigelsesindsatsen efter den længe ventede jobreform blev præsenteret på Christiansborg i går.

”Vores medarbejdere har virkelig stået last og brast i det her, fordi der har jo været en temmelig negativ omtale af jobcentrene. I dag synes jeg heldigvis, at politikerne tog ansvar for det, og sagde, at det er dem, der har lavet reglerne. Man skal lige huske at sætte pris på, at vi har faktisk nogle medarbejdere, der kommer på arbejde hver dag for at løse en opgave, som er lovbunden. Og det vil den jo også blive ved med at være, indtil lovgivningen er forandret", siger Charlotte Burvil, der er arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune.

Det bakker forvaltningschef i Aarhus Kommune, Jeanette L. Hoppe, op om.

”Der er nogen, der træffer nogle politiske beslutninger, sætter en retning, og så er vi nogen, der er ansat til at få det til at leve. Og det nytter jo ikke noget at skælde ud på dem, der så har omsat de mange regler. Så derfor synes jeg også, det var et rigtig fint signal, de kom med der. Jeg hæfter mig også ved, at tilliden skal lidt tilbage – både til medarbejderne, ledere, men selvfølgelig også til borgerne. Det synes jeg også er fint at høre,” siger hun.

På pressemødet i går erkendte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og økonomiminister Stephanie Lose (V), at det er skiftende regeringer og Folketinget, der har indført al bureaukratiet, som man nu vil gøre op med.

"Det er ikke noget, vi ofte gør, nemlig at stoppe med at styre - og stoppe med at bestemme," sagde Ane Halsboe-Jørgensen blandt andet. 

Større frihed, men færre penge på kontoen

Både i Aarhus og i Viborg har forvaltningscheferne regnet løseligt på, hvilke besparelser de skal finde. I Viborg tegner det til at blive i omegnen af 45 mio. kr. I Aarhus måske 160-165 mio. kr.

"Vi er nødt til at forvente, at der er tilsvarende opgaver, der falder væk," siger forvaltningschefen i Aarhus, Jeanette L. Hoppe, og fortsætter:

"Både vismænd og andre, der har siddet og regnet på det, og der er jo ikke nogen, der har fundet frem til, at de penge kan findes, uden at det går ud over servicen til borgerne. Der vil være færre medarbejdere, og der vil være færre penge at købe og gøre godt for. Men når det så er sagt, så er det jo min opgave at sige, nu har politikerne talt, og vi skal have det bedste ud af det. Så en bund af realisme, toppet op med noget optimisme, synes jeg er supervigtigt i det her," siger hun.

I Viborg har arbejdsmarkedschef Charlotte Burvil været involveret i beskæftigelsesindsatsen i over 20 år, og hun kalder regelforenklingen "historisk og markant", og hilser den "i den grad velkommen".

"Den del er vi superglade for. Det, som jo så er mindre fedt, er, at der også følger et ret stort besparelseskrav, og der er vi selvfølgelig lidt spændte på, hvordan vi får det udmøntet," siger hun.

"Vi har en eksistensberettigelse"

Arbejdsmarkedschefen glæder sig dog over, at hun i aftalen kan genkende kerneopgaven.

"Det, der også er godt ved aftalen er, at vi kan kende vores egen opgave i den. Vi skal hjælpe ledige og sygemeldte i job og uddannelse, og vi skal hjælpe virksomhederne med at skaffe den nødvendige arbejdskraft – og det er en opgave, vi er rigtig gode til. Derfor ser vi stadigvæk, at vi har en eksistensberettigelse. Med beskæftigelsesindsatsen er vi med til at holde rigtig mange borgere væk fra andre mere specialiserede indsatser,” siger Charlotte Burvil.

I Aarhus har man allerede taget de første skridt mod fremtidens beskæftigelsesindsats.

"Der noget, man skal aflære, og noget, man skal tillære, eller man skal genopdage igen. Så det er den proces, vi har taget hul på og sætter fuld damp på. Det er selvfølgelig en udfordring, at vi jo lige nu har et byråd, men 18. november vælges et nyt, så timingen i at give et indflydelsesrum eller få skabt et lokalt politisk indflydelsesrum, kan være lidt svær,” siger forvaltningschef Jeanette L. Hoppe og tilføjer:

”Vi er i gang og vores rådmand vil gerne have en temadrøftelse om fremtidens beskæftigelse med byrådet inden længe”.

Sidst opdateret: 10/04/2025 - 11:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]