Af Karina Sørensen, beskæftigelsestalsperson fra HK Kommunal, TR og beskæftigelsesfaglig medarbejder.

Som ansat i et jobcenter bliver jeg lovet mere frihed, mere faglighed og færre kolleger. Jeg tror mere på det ene af de tre løfter end på de to andre.

Regeringen og en række forligspartier har præsenteret deres aftale om en kommende beskæftigelsesreform på et pressemøde i beskæftigelsesministeriet 9. april.

Regeringen har ikke tillid til min faglighed

Der er mange gode takter i aftalen, og det var faktisk en glæde at se minister og flere partier stå på pressemødet og påtage sig det fulde ansvar for, at den nuværende beskæftigelsesindsats er præget af mangel på tillid og mange proceskrav. Som ansat ved jeg, at der fra min faglige organisation HK Kommunal, der dækker den største gruppe på landets jobcentre, og fra andre i mange år har været et ønske om forenkling af regler og mere tillid til både de ansatte, de ledige og de sygemeldte.

Jeg vil glæde mig til, at denne øgede tillid slår igennem, for også i den nye reform er der behov for forbedring. Når regeringen har besluttet, at alle kontanthjælpsmodtagere, der kommer ind ad døren, skal vurderes at være jobparate, så har man fortsat ikke tillid til min faglige dømmekraft.

Stadig en spareøvelse

Der er ingen tvivl om, at beskæftigelsesreformen er en spareøvelse. Man har gået fra at ville spare 3 mia. til at ville spare 2,7 mia., men det er stadig en meget stor besparelse, og det er en besparelse, som på afgørende punkter er målrettet de mere udsatte ledige, fordi man vil spare på de øvebaner, som ledige med psykisk sygdom eller handicap har brug for, inden de forhåbentligt kommer ud i et mere almindeligt arbejdsfællesskab.

”Borgere længere fra arbejdsmarkedet skal udvises større tillid, uden der er nogen, som bliver overladt til sig selv,” står der i aftaleteksten. Hvordan vil man undgå det, når man sparer i de tilbud de udsatte kan få og de samtaler, de bliver tilbudt i jobcenteret?

Hvad der er sparet et sted kan ende et andet

Der blev på pressemødet lagt meget vægt på, hvor dyrt det danske beskæftigelsessystem er. Det kunne have været rart med noget anerkendelse af, at vi på alle parametre er bedst i Europa. Hvis den danske folkeskole var bedst i Europa, ville man mon ikke nævne det? Når jeg ser på indsatserne i min egen kommune, så kan jeg også få øje på meget, som hos os ligger i jobcentrenes budget, som med lige så god ret kunne ligge ved socialforvaltning, på sundhedsområdet eller inden for uddannelse. Har man det med, når man sammenligner?

Og har man ved de store besparelser på beskæftigelsesområdet set på, hvor mange af besparelserne mon ender som en øget udgift inden for social-, sundhed- eller uddannelsesområdet. Når unge i mistrivsel fx mister retten til en mentor ved opstart på uddannelse, vil det så ikke være en udgift, at skolerne kan blive nødt til at tage på sig fremover?

Større opgave for lokaldemokratiet

Jeg glæder mig til de gode aspekter i reformen. IPS er en oplagt god idé, og det er godt, at det permanentgøres frem for at være et projekt, man skal søge midler til. Vi kommer med den nuværende reform ikke væk fra puljetyranniet, der yderligere vil bidrage til, at der kommer store forskelle på kommunerne og dermed på ledige og sygemeldte borgere.

I modsætning til nogle af de andre konsekvenser af reformen på beskæftigelsesområdet, så ved jeg dog, at Folketingets politikere godt ved, at reformen vil komme til at kunne føre til store forskelle mellem den service, borgerne i forskellige kommuner vil kunne få, når de bliver ledige eller sygemeldte.

Det kommer til at efterlade en meget større opgave hos de kommunalpolitikere, vi skal vælge til efteråret, så mit håb er, at de vil tage opgaven på sig at sørge for, at både ledige og sygemeldte stadig får den hjælp de skal have.

Det er fortsat usikkert, hvordan kommunalpolitikere landet over vil reagere på den nye opgave. Det er fortsat usikkert, hvor meget frit valg, borgerne – især de udsatte borgere – får i den nye beskæftigelsesindsatse. Det er meget usikkert, om Folketinget faktisk har fået tillid til de ansatte i jobcenterregimet.

Men det er helt sikkert, at der fortsat skal spares rigtig mange penge, og at de skal spares på beskæftigelsesindsatsens nødvendige hænder herunder jobkonsulenter, mentorer, beskæftigelsesmedarbejdere, virksomhedskonsulenter og hvad vi ellers bliver kaldt rundt omkring i forskellige kommuner.