- Foto: Jens Nielsen.

Online jobmesse skal tiltrække arbejdskraft fra hele Europa til Kalundborg

En stor efterspørgsel efter arbejdskraft har fået Kalundborg til at tænke i alternative løsninger, der krydser kommune- og landegrænser. Nu inviterer kommunen til international jobmesse online.

Udgivet: 19/09/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Jobcenter Kalundborg inviterer til online jobmesse den 2. oktober i samarbejde med “Work in Denmark” for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til kommunen.

Deltagerne kan udforske virtuelle stande med ledige jobs, chatte med lokale virksomheder og få information om mulighederne for at bo og arbejde i Kalundborg.

Jobmessen er en del af indsatsen “Work in Kalundborg”, som jobcentret står bag for at sikre kommunens fortsatte vækst.

“Vi skal hele tiden sørge for at videreudvikle os i Jobcenter Kalundborg og samarbejde med alle relevante parter både nationalt og internationalt, så vi kan favne det store vækstpotentiale, der er i kommunen,” lyder det fra arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Fik du læst?

KL’s vision om et digitalt jobunivers bliver til virkelighed

Årligt bliver der skabt over 1000 nye jobs i Kalundborg, og derfor har jobcentret har sat en række initiativer i gang som en del af indsatsen.

“Vi arbejder nu endnu tættere sammen på tværs af private virksomheder, interesseorganisationer, kommunale indsatser, fagforbund og a-kasser. Ligesom vi arbejder på tværs af kommunegrænser, så vi kan matche vores vækst i Kalundborg med ledige i hele landet. Vi har således tætte partnerskabskommuner - både i region Sjælland, men blandt andet også i Odense, Aarhus og København,” fortæller arbejdsmarkedschefen.

“Work in Kalundborg” indeholder, udover den online-jobmessen, også flere store events, blandt andre messen “Karriere i Kalundborg”, der blev holdt i foråret 2024. Her deltog mere end 50 arbejdsgivere og over 1050 kvalificerede jobsøgende. En stor del af de ledige ankom i busser fra hele landet, som de samarbejdende jobcentre havde sørget for.

Dobbelt så mange udenlandske medarbejdere  

De mange nye initiativer skal skabe synlighed omkring mulighederne i Kalundborg, og jobcentret kan også begynde at se gevinsterne af de mange gode samarbejder og ikke mindst indsatsen fra de lokale virksomheder.

På to år har man i Kalundborg således oplevet, at antallet af udenlandsk arbejdskraft er fordoblet, og i dag tæller en styrke på knap 3000 eller cirka 2400 fuldtidsstillinger. En udvikling, der kun ventes at stige.

”Med 'Work in Kalundborg' løfter vi ambitionen om et velfungerende, tværgående samarbejde, ligesom vi har formået at samtænke beskæftigelsespolitikken og erhvervspolitik, tæt koblet med uddannelsessatsninger og et fokus på at få de sidste af vores egne ledige med på væksten,” fortæller Lasse Bjerregaard.

Fakta om “Work in Kalundborg”

  • For at imødegå udfordringen har Kalundborg Kommune indgået samarbejder på tværs af kommunegrænser, landegrænser og landsdele for at tiltrække og forbinde sig med kvalificeret arbejdskraft. Disse initiativer sikrer, at væksten ikke hæmmes af arbejdskraftmangel.

  • Jobcenter Kalundborg er således fysisk og digitalt til stede med oplæg om den vilde vækst og jobmuligheder i området - blandt andet i Odense Kommune, hvor en medarbejder fra Kalundborg regelmæssigt holder oplæg for ledige Odense-borgere, hvilket har fået endnu flere til at se mulighederne i Kalundborg.

  • Industriens organisationer, herunder DI, IDA og 3F er nogle af de tætte samarbejdspartnere, der bakker op om Kalundborg Kommunes indsats for at løse arbejdskraftudfordringen.

  • Hjemmesiderne www.komtilkalundborg.dk og www.gotokalundborg.dk og APP’en Kalundborg er skabt for at sikre en indgang til alt, hvad der vedrører væksten og spørgsmål til det at arbejde, flytte til eller studere i Kalundborg.

Kilde: Kalundborg Kommune.

Fik du læst?

Kunstig intelligens er en 'gamechanger' i sagsbehandlingen: "Den overser ingenting"

Sidst opdateret: 19/09/2024 - 08:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]