Af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet og jobcenteransat i Viborg Kommune.

Hvem kan ikke se meningen i at støtte ledige, der mangler basale færdigheder i at komme i arbejde? bedre samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre om ledige med særlige udfordringer eller hjælpe udsatte unge i et fritidsjob? Det kan jeg sagtens se mening i, og det kan STAR også.

Der er netop udbudt puljemidler inden for alle disse tre områder.

Er puljemidler så en fordel eller en ulempe for beskæftigelsesindsatsen? Det tænker jeg, at der kan være flere perspektiver på. Alle kommuner har jo en presset økonomi, og det smitter selvfølgelig af på de penge, der i kommunerne er til at drive beskæftigelsesindsats. For kommunekasserne falder midlerne fra statslige puljer derfor ofte på et meget tørt sted. Så hvorfor er jeg så ikke bare udelt begejstret?

Puljemidler kommer ikke af sig selv. Der skal en ansøgning til, og den kan i mange tilfælde være forholdsvist kompliceret. Nu køber jeg generelt ikke ind på, at administration er roden til alt ondt, men hvis man skal se på mængden af administrative opgaver i kommuner og stat, så er det jo et faktum, at både udbydelse af puljer, ansøgning om puljer, opfølgning på processer i projektperioden og evaluering af diverse forløb kræver en betydelig mængde administrative opgaver.

Derfor er det vigtigt altid at holde dette administrative arbejde op imod den samfundsmæssige effekt af diverse puljefinansierede projekter.

Formålet med diverse puljer og projekter er jo, at vi skal blive samfundsmæssigt klogere på vigtige velfærdsområder, og beskæftigelsesindsatsen er klart et vigtigt samfundsmæssigt velfærdsområde, så selvfølgelig skal vi blive klogere.

Spørgsmålet er, om det er via puljer og projekter, at vi bedst bliver det. Er der sikkerhed for, at de erfaringer, der indhøstes, kommer fra et tilstrækkeligt repræsentativt udsnit af landet og befolkningen, når processen kræver, at kommunerne – også de små kommuner – har medarbejdere med den ekspertise, det kræver at lave en ansøgning, som kan vinde styrelsens gunst?

En anden udfordring ved puljer og projekter er, om vi samfundsmæssigt får mest muligt ud af den viden, som opnås undervejs. Ofte er der tale om iværksættelse af prøvehandlinger, som kommunerne ikke havde råd til at iværksætte uden statslige midler. Det sker desværre også tit, at de indsatser, der har været prøvet af, stopper når pengene stopper – uanset om der har været gode eller dårlige erfaringer med forsøget.

Det drejer sig om stramme kommunale budgetter og servicerammer, der betyder, at der ikke er råd til at køre videre. Giver det mening at indhente en højt specialiseret viden, hvis man alligevel ikke har råd til at bruge den til noget?

Det værste eksempel er vel historien fra ældreområdet om, at der var puljepenge til at bygge et køkken på et plejehjem, men at kommunen bagefter manglede penge til at ansætte den medarbejder, der skulle stå i køkkenet og stege frikadeller.

Nu er puljer fra STAR ikke kommunernes eneste mulighed for at hente økonomisk støtte til udviklingsprojekter, selvom en undersøgelse fra konsulentfirmaet Ballisager viser, at det er STAR-midlerne, der klart har ledernes største opmærksomhed.

Denne mangfoldighed af aktører og projekter giver også en risiko for, at man går i gang med at undersøge det samme flere forskellige steder. Et af de aktuelle projekter, man kan søge støtte til, er fritidsjob for udsatte unge. Denne indsats har igennem et stykke tid været i gang i min egen hjemkommune med støtte fra den A.P Møllerske støttefond. Jeg har prøvet at lege ”find fem forskelle” på vores projekt og det, som STAR nu udbyder, og kan ikke få øje på dem. Måske kunne STAR bare have ringet til AP Møller fonden eller Cabi og have sagt, at man var interesseret i den viden, man har der, hvis formålet med puljen var indsamling af viden.

Spørgsmålet er vel netop afslutningsvis hvor ofte formålet med puljemidlerne er at afdække huller i vores faglige viden, og hvor ofte puljerne handler om at vise politisk handlekraft eller promovere særlige politiske mærkesager. Udsatte unge uden tilknytning til arbejdsmarkedet er en god politisk sag. Ledige med psykisk sygdom, der har behov for hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet, er også en god politisk sag, og her har IPS kørt i rigtig mange år også efter ansøgningsmodellen. Tilbuddet har eksisteret siden 2015, men ikke landsdækkende, og det bringer mig frem til en sidste bekymring omkring organisering af velfærdsindsatser som projekter og særlige tiltag.

Det giver en skævvridning af, hvilke tilbud man kan få. Som NB-beskæftigelse beskrev i januar, så er der delt 73 IPS-millioner ud til 27 kommuner, men hvad med borgerne i de øvrige kommuner?

Når en metode har eksisteret siden 2015, så er den i mine øjne så gennemtestet, som man kan forvente, og så burde det være rimeligt at alle skatteborgere havde den samme adgang til så åbenlyst rigtig en tilgang uanset, hvilken kommune man bor i.