Af Nanna Højlund, næstformand, FH, m.fl.

Hvordan nåede vi dog hertil?

Udgangspunktet for en ny beskæftigelsesindsats var en massiv mistillid til systemet. Historie på historie om arbejdsløse, der blev fanget som kastebolde, nægtet ydelser og blev presset længere væk fra arbejdsmarkedet af et hårdhændet og ufleksibelt system.

»Der er behov for at lave en gennemgribende reform af hele beskæftigelsesindsatsen, hvor vi ser alt for mange eksempler på, at folk kommer i klemme,« sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i maj sidste år, da regeringen satte en ekspertgruppe til at se på løsninger.

Den er nu kommet med sine anbefalinger. Og gruppen foreslår at tage en stor del af rettighederne fra de arbejdsløse og sætte kommunerne fri til at lave den indsats, den måtte ønske. Med andre ord: Det system, der har skabt mistilliden, skal have al magten, og de arbejdsløse får mindre indflydelse på deres eget forløb.

Et langt værre system

Det er til at græde over, at det kan være resultatet. Eksperterne foreslår at slukke en brand ved at hælde benzin på den.

Vi har tværtimod brug for at give arbejdsløse stærkere rettigheder. De skal kunne kræve jobrettet uddannelse, afklaring, indsatser og meget andet. De rettigheder, som gør det trygt at være arbejdsløs. Som betyder, at man kan finde sin vej tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er også de rettigheder, der sikrer den rigtige arbejdsstyrke. Beskæftigelsen har lige sat rekord igen. Det gør den, fordi arbejdsløse kan få de kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger. En beskæftigelsesindsats uden ret til uddannelse er dårligt for beskæftigelsen. Og det er dårligt for den grønne omstilling, som kun kan lykkes, hvis vores arbejdsløse lærer at passe morgendagens job.

Ignorerer oplagt besparelse

Værre bliver det af, at den arbejdsløses adresse får endnu større betydning end i dag. Når kommunerne bliver sat fri på denne måde, vil der komme 98 forskellige løsninger med risiko for store udsving i kvaliteten.

Den risiko bliver kun større af, at eksperterne også vil nedlægge de regionale arbejdsmarkedsråd, der ellers sørger for, at indsatsen netop ikke er bundet op på kommunegrænser. I stedet bør de regionale beskæftigelsesråd styrkes, og arbejdsmarkedets parter inddrages tættere i tilrettelæggelsen af beskæftigelsesindsatsen.

Ekspertgruppen skulle finde tre milliarder kroner, og derfor er den naturligvis nødt til at foreslå besparelser. Men hvorfor det kun er de arbejdsløse, der skal rammes af forringelser, mens kommunerne får mere ansvar og flere beføjelser, er os en gåde, når udgangspunktet for arbejdet har været udbredt mistillid til systemet.

Vi er virkelig forundrede over, at ekspertudvalget ikke foreslår, at a-kasserne får en større rolle og mere ansvar for de forsikrede arbejdsløse. Udover at spare penge ville det skabe et enklere system og give den arbejdsløse én aktør at forholde sig til frem for to. Det er umuligt at få et brugbart svar på, hvorfor den løsning er blevet forkastet.

Der er grund til dyb bekymring over anbefalingerne fra ekspertgruppen. Vi anbefaler, at forhandlingerne på Christiansborg fører til et helt andet resultat.