Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA og Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.

Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA og Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og pressefoto fra FOA og Dansk Socialrådgiverforening.

Ny aftale for sygemeldte: Her er reaktionerne

"Det er godt med større tillid og mindre kontrol," lyder det fra KL. "Men desværre har den mere fokus på kommunernes frihed end på borgernes rettigheder, mener FOA. Læs reaktioner på den nye aftale om sygedagpenge.

Udgivet: 14/03/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Regeringen og forligskredsen bag sygedagpengereformen har torsdag indgået en aftale om forenkling af sygedagpengesystemet.

Aftalepartierne er blevet enige om at lempe en række krav og regler til kommunerne og borgerne - og dermed gøre indsatsen mindre bureaukratisk og mere meningsfuld for mennesker, der er på sygedagpenge.

Det mener Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, som roser aftalen for at give kommunerne mere plads til at lave faglige vurderinger og individuelle forløb.

"Når man er alvorligt syg, er det ikke en one size fits all-model, man har brug for. Man har brug for at blive hørt, og at mødet med systemet giver en troen på, at man kan blive rask og komme godt tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor lægger aftalen nogle vigtige spor ift. at præge beskæftigelsesindsatsen med mere tillid og mindre kontrol og bureaukrati. Jeg er rigtig glad for, at aftalepartierne i høj grad har lyttet til de forslag, KL har spillet ind med, og de kommunale erfaringer fra frikommuneforsøgene,” siger udvalgsformanden i en pressemeddelelse.

Peter Rahbæk Juel er tilfreds med, at aftalepartierne har lyttet til KL og skubber de større strukturelle ændringer på sygedagpengeområdet, så de indgår i ekspertgruppens arbejde.

Fik du læst?

Finjustering af sygedagpenge på plads - den store reform overlades til ekspertgruppen

Kommuner misforstår opgaven

Hos fagforeningen FOA mener fagpolitisk ordfører, Maria Klingsholm, at aftalen har et godt udgangspunkt og flere positive elementer. Men desværre har den mere fokus på kommunernes frihed end på borgernes rettigheder.

"På papiret ser det fint ud for både kommuner og borgere, at de tunge sager nu kan behandles mere fleksibelt end i dag,” siger hun.

”Men papir er taknemmeligt, og tankerne bag forslaget er kun fine, hvis alle kommuner forstår deres opgave og tager hånd om borgeren. Desværre oplever vi allerede i dag og under de nuværende regler, at der er kommuner, der misforstår opgaven. Og hvorfor skulle det ændre sig?” spørger Maria Klingsholm i en pressemeddelelse.

Hun anerkender, at der er et problem med lovgivning, der medfører omfattende proceskrav og et stort ressourceforbrug for kommunerne, men savner at se flere forslag som forbedrer forholdene for de sygemeldte.

"Vi havde håbet på en mere ambitiøs aftale, med konkrete initiativer der viser vejen til, at flere borgere, der har været gennem sygedagpengeforløb, kommer tilbage i varig beskæftigelse”, lyder det fra Maria Klingsholm.

Fik du læst?

Overblik: Her er de ti tiltag i ny sygedagpengeaftale

Der er brug for langt mere grundlæggende ændringer

Hos Dansk Socialrådgiverforening ser forkvinde Signe Færch flere positive elementer i aftalen, som både fjerner bureaukrati og skaber nogle friere rammer for medarbejdernes faglighed.

"På flere måder giver man bedre mulighed for en individuel indsats. Eksempelvis er jeg glad for, at man gør reglerne for opfølgningssamtaler mere fleksible, og at reglerne for både sammensætning og brug af rehabiliteringsteams bliver mere smidige," skriver hun.

Ifølge Signe Færch indeholder aftalen dog mest af alt en række mindre justeringer

"Og selvom de fleste af dem isoleret set er fornuftige, så er de utilstrækkelige. Der er brug for langt mere grundlæggende ændringer i sygedagpengene," siger hun.

Sidst opdateret: 14/03/2024 - 12:09

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]