
En ny aftale på sygedagpengeområdet skal sikre, at sygemeldte i højere grad får en indsats, som matcher deres behov. Se de 10 initiativer i artiklen. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Overblik: Her er de ti tiltag i ny sygedagpengeaftale
En stribe tiltag skal forenkle og målrette sygedagpengesystemet til gavn for den enkelte borger. Se de ti initiativer her.
Udgivet: 14/03/2024
Efter flere ugers forhandlinger mellem partierne kunne beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og forligskredsen torsdag endelig løfte sløret for en række justeringer af reglerne for alvorligt syge.
Aftalen skal sikre, at sygemeldte i højere grad får en indsats, som matcher deres behov, og der er lagt op til, at ændringerne på den korte bane kan løse en række udfordringer.
Se de ti initiativer nedenfor:
1. Fleksibel brug af rehabiliteringsteams
Med udgangspunkt i de gode erfaringer fra de nordjyske frikommuneforsøg vil forligskredsen lempe kravene til brug af rehabiliteringsteams i sager om jobafklaringsforløb. Der var i 2023 næsten 21.000 personer, der påbegyndte et jobafklaringsforløb. Kommunerne skal kun inddrage rehabiliteringsteamet, når de vurderer, at borgeren kan have behov for en tværfaglig indsats. I dag er der krav om, at sygemeldte i jobafklaringsforløb skal have deres sag behandlet i rehabiliteringsteamet senest 4 uger efter, at de er startet i forløbet. Det krav afskaffes, så ressourcerne anvendes bedst muligt på de borgere, der har brug for en tværfaglig indsats. Hvis borgeren oplever udfordringer i samarbejdet med sin sagsbehandler, kan borgeren altid bede om en ny sagsbehandler, ligesom borgeren altid vil kunne klage over de beskæftigelsesrettede tilbud, der indgår i jobafklaringsforløbet.
2. Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams
I dag er der en række krav til hvilke fagområder, der skal være repræsenteret i rehabiliteringsteamet. Fremover skal kommunen ud fra en konkret vurdering beslutte, hvilke fagområder, der i den enkelte sag skal være repræsenteret. Der vil alene være krav om, at der altid deltager en repræsentant fra beskæftigelsesområdet og en repræsentant fra regionens kliniske funktion. Borgeren har dog altid mulighed for at medbringe en bisidder til møderne. Med ændringen skal borgeren ikke sidde over for unødvendigt mange fagpersoner. Ændringen betyder færre proceskrav til kommunerne og mindre ressourcebrug til sagsbehandling. Den nye ordning skal gælde for samtlige sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, dvs. også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob.
3. Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering
Mestringsforløb skal i højere grad målrettes de sygedagpengemodtagere, som kan få gavn af forløbet. Derfor vil forligskredsen afskaffe den generelle ret til at blive tilbudt mestringsforløb for sygemeldte i visitationskategori 2. Forligspartierne noterer sig, at en evaluering af et forsøg med mestringsforløb har vist, at forløbet har fastholdt nogle borgere i systemet. Hensigten er derfor at understøtte, at borgeren vender tilbage i arbejde så hurtigt som muligt. Sygemeldte, der af kommunen vurderes at have behov, vil fortsat kunne blive tilbudt et mestringsforløb.
4. Forenkling af visitationskategorierne
Der er i dag tre visitationskategorier, som kommunerne skal forholde sig til, når de skal visitere sygemeldte borgere. Forligskredsen ønsker at lette kommunernes administration, så der fremover kun er to kategorier med dertilhørende regelsæt. Det betyder, at kategori 3 (sygemeldte med behov for en tværfaglig indsats) afskaffes. Borgere vil fortsat kunne få en tværfaglig indsats, hvis der er behov for det.
Større værdighed i mødet med systemet
Nogle sygemeldte borgere oplever bureaukratiske og uforståelige indsatser og regler. Det gælder både for borgere med ukomplicerede sygdomsforløb og for alvorligt syge borgere. Forligskredsen ønsker at forbedre sygedagpengemodtageres møde med systemet, så de i højere grad oplever det som gennemskueligt, sammenhængende og værdigt.
Forligskredsen er enige om at gennemføre følgende initiativer:
5. Færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse
Forligskredsen vil lempe reglerne for sygemeldte, der har et job at vende tilbage til, så de ikke skal til unødig opfølgning i kommunen:
- Krav om afholdelse af mindst fire samtaler det første halve år afskaffes for sygemeldte med kortvarige og ukomplicerede forløb. Kommunerne kan således undlade yderligere opfølgning efter første opfølgningssamtale for sygemeldte med en arbejdsgiver, der vurderes at kunne vende tilbage til sin arbejdsplads inden for 13 uger fra første samtale.
- ”Min Plan” afskaffes for alle sygemeldte fra beskæftigelse, der har et arbejde at vende tilbage til.
- Kommunen kan for alle sygemeldte fra beskæftigelse undlade kontakt med arbejdsgiveren i situationer, hvor det vurderes hensigtsmæssigt, at sygedagpengemodtageren selv varetager dialogen. Arbejdsgiveren har ret til løbende at søge information.
- Den nuværende trappemodel afskaffes for både dem med job og dem, der er ledige. Trappemodellen definerer hvilke indsatser, kommunen skal iværksætte hvornår. Kommunerne får større frihed til at tilrettelægge indsatsen for alle sygemeldte, herunder også sygemeldte fra ledighed. Sagsbehandleren kan fx alene understøtte dialog med arbejdsgiveren om gradvis tilbagevenden til arbejdet.
6. Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorligt syge
For at sikre mere ensartet praksis i kommunerne for alvorligt syge borgere, vil vejledningen om kontakten til borgere omfattet af standby-ordningen præciseres. I den seneste fokusrevision på sygedagpengeområdet er der konstateret variation i praksis på tværs af kommuner. Vejledningen om standby-ordningen skal tydeliggøre reglerne for kontakten til de alvorligt sygemeldte på ordningen.
7. Forenkling af ”Mit Sygefravær”
Der iværksættes en undersøgelse af, hvordan selvbetjeningsløsningen ”Mit Sygefravær” kan forenkles og give større mening for den enkelte borger. ”Mit Sygefravær” er borgerens første møde med sygedagpengesystemet, men mange borgere har svært ved at se formålet og værdien i de mange oplysninger, de skal give til ”Mit Sygefravær”. Forligskredsen forelægges resultaterne af undersøgelsen i løbet af 2024.
8. Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere
Forligskredsen har en ambition om, at borgeren kan få større indsigt og kendskab til vigtige oplysninger i egen sag. På sygedagpengeområdet er det især vigtigt at kunne se ens egne lægeattester. Derfor iværksættes en undersøgelse af, om borgeren kan få adgang til sine lægeattester samlet ét sted. Det skal understøtte, at borgeren får bedre indsigt i sin egen sag. Det kan være et første skridt i at få undersøgt mulighederne for, at borgeren kan få adgang til oplysninger om egen sag bredere set. Forligskredsen forelægges resultaterne af undersøgelsen i løbet af 2024.
Smidigere samarbejde med læger
Praktiserende læger og kommuner har efterlyst bedre og mere gennemsigtige rammer for deres samarbejde. Der henvises bl.a. til forskelligt fagsprog, som kan vanskeliggøre kommunikationen og skabe uensartede forståelser af borgerens sygedagpengesag. Forligskredsen ønsker et smidigere samarbejde for at lette administrationen og bidrage til bedre og hurtigere sagsbehandling. De nordjyske frikommuneforsøg har lavet forsøg med mere fleksible krav til indhentning af lægeattester, hvilket kommunernes evaluering har vist gode erfaringer med.
Forligskredsen er enige om at gennemføre følgende initiativer:
9. Afskaffelse af generelt krav om lægeattester
Med udgangspunkt i de gode erfaringer fra de nordjyske frikommuneforsøg afskaffes kravet om, at der skal indhentes en lægeattest i alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet dvs. også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob. Hvis kommunen vurderer, at de helbredsmæssige oplysninger, der allerede ligger på sagen, danner tilstrækkeligt grundlag, kan kommunen undlade at indhente lægeattesten (LÆ 265). Det vil lette administrationen, bidrage til hurtigere sagsbehandling, og understøtte, at lægernes ressourcer bruges bedre. Kommunerne undgår også at skulle betale for lægeattester, der ikke vurderes nødvendige.
10. Undersøge mulighed for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester
Der iværksættes en undersøgelse af mulighederne for at justere udformningen af de attestblanketter, som jobcentrene bruger til at anmode om oplysninger fra lægen. Formålet er at forbedre samarbejdet og kommunikationen mellem jobcentre og sundhedsvæsen, så læger får nemmere ved at gennemskue, hvad oplysningerne i en lægeattest skal bruges til. At understøtte bedre kommunikation mellem sagsbehandler og læge kan også bidrage til, at der træffes den rigtige beslutning i borgerens sygedagpengesag. Forligskredsen forelægges resultaterne af undersøgelsen i løbet af 2024.
Læs aftaleteksten her.
Sidst opdateret: 14/03/2024 - 12:27










































