Med den nye aftaler bliver FGU'en løftet med 135 millioner varigt.

Med den nye aftaler bliver FGU'en løftet med 135 millioner varigt. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Efter nytårstalefokus: Sådan vil politikerne hjælpe de 43.000 unge

Et bredt flertal på Christiansborg vil hjælpe de unge ved at styrke FGU'en. Det sker blandt andet ved at reducere den kommunale medfinansiering.

Udgivet: 23/11/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Nu ved vi endelig, hvad regeringen og Folketingets partier vil gøre for at nedbringe antallet af unge under 25, der hverken er i job eller uddannelse.

Det skal ske ved at styrke FGU'en (den forberedende grunduddannelse), skriver NB-Social.

Se samtlige initiativer længere nede i artiklen.

I forbindelse med sin nytårstale satte statsminister Mette Frederiksen fokus på de omkring 43.000 børn og unge, der hverken er i job eller uddannelse. Dengang sagde hun:

"Næsten 45.000 unge er lige nu hverken i gang med en uddannelse eller et arbejde. Ikke noget at stå op til om morgenen. Det er et svigt, når det aktive samfundsliv ikke har en plads til os allesammen. Hvis nogle af jer unge ser med i aften: Vi har brug for jer! I den nye regering har vi valgt at lade jer, der har det sværest, være vores vigtigste opgave."

Nu er regeringen endelig blevet mere konkret på, hvordan den vil hjælpe gruppen.

Et bredt flertal i Folketinget afsætter 135 millioner kroner til et varigt økonomisk løft af FGU'en. Derudover vil der i 2024 blive brugt 27,4 millioner til bedre værksteder, køkkenfaciliteter og undervisningsmaterialer.

I alt vil man bruge 193,1 millioner i 2024, og så ellers 172,3 millioner varigt derefter.

FGU-institutionerne har til formål at styrke de unges faglige, sociale eller personlige kompetencer. Det skal ske igennem, hvad der gerne skulle være et inkluderende læringsmiljø.

På den måde skulle de blive rustet til at komme videre i uddannelse eller beskæftigelse.

Den kommunale medfinansiering bliver reduceret

For at signalere at det er en fælles opgave mellem staten og kommunerne at reducere antallet af børn og unge uden job eller uddannelse, vil den kommunale medfinansiering blive reduceret fra 65 til 45 procent.

Det element hæfter Enhedslistens uddannelsesordfører Anne Hegelund sig ved:

"Endnu flere unge skal have chancen for at få det løft og pusterum, som FGU kan give. Så jeg er glad for, at det ikke længere er kommunen, der skal betale det meste af regningen. Med den her aftale bliver det nemlig staten, der skal putte flest penge per elev i uddannelsen. Kommunernes stramme økonomi må ikke smække døren til FGU i for næsen af nogen unge," siger hun i en pressemeddelelse.

Derudover vil erhvervsgrunduddannelsen (egu) blive styrket. Her vil tilskudsniveauet blive øget og der tages initiativ til at etablere et partnerskab med 10 til 20 større arbejdsgivere. Det sidste skal sikre flere praktikpladser og øge kendskabet.

Med aftalen ønskerne politikerne at sikre en bedre overgang til FGU'en fra grundskolen eller en ungdomsuddannelse, så man undgår at unge oplever et afbrud i deres uddannelsesforløb, før de kan starte på FGU'en.

Derfor bliver det muligt for 9. klasses elever at blive målgruppevurderet til FGU'en, hvis den kommunale ungeindsats (KUI) vurderer, at eleven ikke et helt klar til at begynde på en ungdomsuddannelse eller job.

Samtidig skal der igangsættes et samarbejde med KL, der har til formål at understøtte, at elever, der afbryder en ungdomsuddannelse, som er i målgruppen og motiveret for FGU, skal opleve en smidig overgang.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Derfor er der så stort fokus på overgangen

Der er en god grund til, at der er så stort fokus på at sikre en bedre overgang. En af grundene til at tallet af unge, der hverken er i job eller uddannelse, er så højt, er nemlig måden, man måler på.

Man tager udgangspunkt i en enkelte uge i oktober. Det betyder, at mange af dem, der er startet på en uddannelse, men droppede ud igen også indgår, selvom de egentlig bare venter på skolestart, indgår i tallene, da det er et øjebliksbillede. Men de behøver ikke være særlig langt fra hverken arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

"Nogle af dem har været indskrevet på en uddannelse og så fundet ud af, at det ikke var det rigtige for dem. Måske er de droppet ud af gymnasiet. Der kan også være nogle, der er droppet ud af et efterskoleforløb, som hellere vil gå i gymnasiet og afventer starten til sommer," har seniorforsker fra VIVE, Iben Bolvig, tidligere sagt til NB-Social.

Det bliver bakket op af tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, der peger på, at 37 procent af de unge uden uddannelse eller beskæftigelse tidligere har været i gang med en ungdomsuddannelse, men er droppet ud igen.

Bolvig har tidligere undersøgt, hvor mange af de unge, der reelt var udsatte og ville fylde i jobcenteret senere. Her er vi nede på 15.000.

Bemærk hun ser på aldersgruppen 18 til 24. Det gør dog ikke så meget ifølge Iben Bolvig. Børne- og Undervisningsministeriets egen opgørelse viser nemlig, at det ikke er de helt unge, der fylder mest.

Så grunden til, at vi kommer helt op på de 43.000, er simpelthen fordi man inddrager alle dem, der bare valgte forkert, men som bare venter på studiestart.

Læs også:
På trods af nytårstale: Antallet af udsatte unge er langt færre og går den rigtige vej

Sidst opdateret: 23/11/2023 - 12:41

Emner: Unge, Ungeindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]