Så mange flere er kommet på seniorpension i din kommune i år
Siden regeringen annoncerede et opgør med seniorpensionen, har markant flere fået tilkendt ydelsen. Se hvordan tilgangen fordeler sig i kommunerne.
Udgivet: 14/09/2023
For nedslidte danskere er det positivt, at man med en lægeattest i hånden kan trække sig tilbage før pensionsalderen.
Men for regeringen er ordningen blevet en politisk hovedpine. Planerne om at afskaffe seniorpension, har siden årsskiftet fået markant flere til at søge om den populære tilbagetrækningsordning.
Men der er stor forskel mellem kommunerne, når man ser på, hvordan tilgangen fordeler sig.
Mens ø-kommunerne Læsø og Samsø samt Vallensbæk i 2023 har haft en tilgang på mere end 30 procent, har de tre kommuner Rudersdal, Hørsholm og Dragør omvendt oplevet et fald i seniorpensionister.
Artiklen fortsætter under kortet.
Også når man ser på andelen af de 61-66 årige, der er kommet på seniorpension i 2023, er der stor forskel.
Igen er det Læsø og Samsø, der har en stor tilgang til seniorpension, henholdsvis 2,54 og 2,72 procent af de 61-66 årige. Som nummer tre ligger Tårnby Kommune med 2,23 procent.
I modsatte ende ligger Hørsholm og Rudersdal, hvor andelen af nye seniorpensionister er omkring en femtedel af andelen på Læsø og Samsø.
Artiklen fortsætter under kortet.
Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget til at blive afskaffet i sin nuværende form. I stedet skal den lægges sammen med tidlig pension, som populært kaldes Arne-pensionen til en Arne-plusordning.
Det betyder, at den nye Arne-pension sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden. Til gengæld afskaffes seniorpensionen, som giver op til 19.700 om måneden, og som samtidig har den fordel, at den kan tildeles tre år tidligere end den forbedrede Arne-ordning.
Arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet har tidligere sagt til NB-Beskæftigelse, at planerne om Arne Plus er en væsentlig årsag til, at markant flere danskere har fået travlt med at ansøge om seniorpension.
Skønnet for, hvor mange der vil være på ordningen, er løbende blevet opjusteret. Da ordningen blev indført, forventede man, at der ville være ca. 18.000 seniorpensionister fuldt indfaset. Nu forventes det at være ca. 12.000 personer mere - altså ca. 30.000 personer.
I dag er reglerne sådan, at man har ret til seniorpension, hvis man er så nedslidt, at man højst kan arbejde 15 timer.
Det skulle egentlig hæves til 18 timer fra årsskiftet, men den lempelse vil regeringen aflyse, fremgik det i forbindelse med finanslovsforslaget for 2024.
"Vi har set en markant højere tilgang af borgere til seniorpensionsordningen, end man forventede, da man lavede ordningen. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at lempe reglerne, som nogle nu foreslår. Tværtimod er det i seniorpensionsaftalen aftalt, at der skal findes ny finansiering, hvis forbruget er væsentligt større end forudsat. Derudover skal man ifølge aftalen i løbet af 2023 se, om ordningen fungerer efter hensigten," skrev beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) tidligere på måneden i en pressemeddelelse.
Sidst opdateret: 15/09/2023 - 08:55










































