
Det overrasker ikke Bent Greve, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, at færre søger om seniorpension efter at ordningen ellers har været yderst populær siden årsskiftet. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Overraskende? Denne sommer har færre søgt om at komme på seniorpension
Selvom ansøgninger til seniorpensionen siden årsskiftet er skudt i vejret, er kurven henover sommeren knækket. Arbejdsmarkedsforsker har et bud på hvorfor.
Udgivet: 14/09/2023
Seniorpensionen har været langt mere populær end ventet.
Siden regeringen annoncerede den såkaldte 'Arne Plus' ordning, har markant flere søgt om seniorpension.
Det fik for nyligt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at proklamere, at der skal findes ny finansiering til ordningen, ligesom regeringen dropper at forbedre seniorpensionen, som der eller var lagt op til.
Men måske kan Ane Halsboe og regeringen snart ånde lettet op. I hvert fald har færre ansøgt om at få seniorpension henover sommeren.
Det viser en opgørelse, som NB-Beskæftigelse har bedt om hos Udbetaling Danmark, der administrer ansøgninger til seniorpension.
De sidste tre måneder har væsentligt færre søgt om seniorpension end i de seneste to år, som tabellen viser.
Det skyldes flere ting, mener Bent Greve, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet. Han er ikke overrasket over udviklingen.
"Efter at mange fik travlt med at søge om seniorpension tidligere på året, er vi formentlig ved at nå grænsen nu. Der er jo et naturligt loft over, hvor mange der rent faktisk kan få ydelsen," siger Bent Greve.
En anden forklaring er ifølge arbejdsmarkedsforskeren, at virksomhederne gør en større indsats for at tilpasse arbejdet de medarbejdere, hvis arbejdsevne er nedsat.
"Danske virksomheder mangler i høj grad arbejdskraft lige nu, og derfor bliver der gjort mere for at holde på medarbejdere, der måske har antydet, de er på vej ud af arbejdsmarkedet. Det kan ske ved at lade dem gå ned i tid," siger han.
Artiklen fortsætter under tabellen.
Antallet vil snart stabilisere sig
Skønnet for, hvor mange der vil få seniorpension er løbende - og senest i forbindelse med finanslovsforslaget for 2024 - blevet opjusteret. Da ordningen blev indført, forventede man, at ville være komme omkring 18.000 seniorpensionister Nu forventes det at være ca. 12.000 personer mere - altså ca. 30.000 personer.
Ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen vil regeringen i løbet af 2023 se på, om ordningen fungerer efter hensigten.
Bent Greve forudser dog, at tilgangen til seniorpension inden for relativt kort tid vil stabilisere sig.
"Vi har i seniorpensionens første levetid set, at det er ikke så mange, som har intentioner om at blive på ordningen i de seks år, den giver ret til. Det betyder, at kurven efter en periode vil stabilisere sig," siger arbejdsmarkedsforskeren.
Dermed kan ikke kun regeringen ånde lettet op, også i mange kommuner er tilgangen til seniorpension blevet en stor økonomisk udgift.
Selvom de kompenseres for udgifterne til ordningen under ét, så bliver den enkelte kommune ikke kompenseret for udgifterne. Derfor vil de kommuner med en større andel seniorpensionister i aldersgruppen end landsgennemsnittet opleve at blive underkompenseret, mens kommunerne med en lavere andel overkompenseres.
Sidst opdateret: 15/09/2023 - 08:59










































