Siden regeringen annoncerede den såkaldte ‘Arne plus’ ordning, har markant flere søgt om seniorpension

Siden regeringen annoncerede den såkaldte ‘Arne plus’ ordning, har markant flere søgt om seniorpension - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

'Arne Plus' får flere til at søge om seniorpension

Siden regeringen annoncerede den såkaldte ‘Arne Plus’ ordning, har markant flere søgt om seniorpension. Ifølge arbejdsmarkedsforsker er det langt fra tilfældigt. Mange nedslidte ønsker at sikre en mere værdig tilbagetrækning, før det er for sent.

Udgivet: 07/03/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Som navnet antyder, kunne det umiddelbart lyde som en opgradering. Men for landets nedslidte er den såkaldte 'Arne Plus'-ordning, som SVM-regering ønsker at indføre, i virkeligheden en markant forringelse af muligheden for at gå tidligt på pension.

Det mener Bent Greve, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet. Ifølge ham er planerne om Arne Plus en væsentlig årsag til, at markant flere danskere har fået travlt med at ansøge om seniorpension.

1.618 danskere har i gennemsnit ansøgt om seniorpension i december, januar og februar, efter at regeringen har varslet en omlægning af tilbagetrækningsordningen. Til sammenligning søgte 1240 i gennemsnit om seniorpension i de øvrige 11 måneder sidste år.

Det viser tal fra Udbetaling Danmark, der administrerer ansøgninger til seniorpension, som NB-Beskæftigelse har fået indsigt i.

“Stigningen i ansøgninger til seniorpension er et udtryk for, at mange vil være sikre på at have et forsørgelsesgrundlag på bedre vilkår, end det der lægges op til med Arne Plus-ordningen,” siger Bent Greve.

Når det er sagt, mener forskeren også, at den øgede medieomtale af seniorpension har gjort flere opmærksomme på ordningen, og derfor søger. Sidst, men ikke mindst, kan stigningen også være et udtryk for, at usikkerheden generelt er blevet større på arbejdsmarkedet, påpeger han.

Regeringen har undervurderet modstand mod Arne-plus

Aftalen om seniorpension blev indgået op til valget i 2019 af den daværende VLAK-regering som et alternativ til Socialdemokratiets forslag om en ret til tidlig pension – den, der kaldes Arne-pension.

Ordningen har siden vist sig at være en langt større succes, end politikerne havde regnet med, mens tidlig pension (Arne-pension) omvendt ikke har været det.

I løbet af det første år med den nye tilbagetrækningsordning har 7.200 udnyttet retten til tidlig pension. Det er under en tredjedel af, hvad regeringen forventede, da man vedtog ordningen.

Omvendt har seniorpensionen vist sig at være mere populær end ventet. Da den blev aftalt for snart fire år siden, var forventningen, at der ville være omkring 17.150 personer på ordningen i 2025. Men allerede sidste år var mere end 23.000 danskere tilkendt pensionen, og om tre år forventes det nu, at antallet af seniorpensionister vil være steget til til 25.900.

Læs også:
Arne er langt mindre populær end forventet - imens søger mange om seniorpension

Ifølge Bent Greve har seniorpensionen dækket et behov, der har været på arbejdsmarkedet for nogle personer, som er nedslidte, og som ikke er i stand til at blive til pensionsalderen.

Seniorpensionen giver mulighed for at trække sig tilbage op til seks år før pensionsalderen med en månedlig ydelse på op til 19.700 kroner før skat for enlige og 16.700 kroner for gifte og samlevende. Det er et krav for at få tilkendt seniorpensionen, at man har arbejdet 20-25 år på fuld tid, og at man kun kan arbejde 15 timer om ugen.

Til sammenligning bliver det med Arne Plus blot muligt at trække sig tilbage tre år før pensionsalderen, mens ydelsen kommer til at ligge på cirka 15.000 kroner om måneden.

“Jeg tror, at regeringen har undervurderet, at det, som de kalder Arne Plus, ikke opleves af befolkningen som en plus-ordning. Tværtimod er den blevet omtalt som minus-ordning, fordi den forringer vilkårene for seniorpensionen ganske markant,” siger Bent Greve.

Læs også:
Slaget om de slidte danskeres pension fortsætter onsdag

I virkeligheden er det ifølge Greve anden gang, regeringen undervurderer seniorpensionens popularitet.

“Allerede med indførelsen af tidlig pension undervurderede regeringen, at mange ser seniorpensionen som et godt alternativ til de andre ordninger. Derfor er tidlig pension aldrig blevet så interessant, fordi den i virkeligheden retter sig mod nogle, som af forskellige grunde vil trække sig tilbage. Hvorimod seniorpension meget præcis retter sig mod nedslidte, som ud fra nogle forholdsvis enkle kriterier får mulighed for en værdig tilbagetrækning.”

Forligspartier vil bremse for afskaffelsen af seniorpension

Mens der generelt er opbakning til regeringens planer til en gennemgribende reform af jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen på Christiansborg, er modstanden mod afskaffelsen af seniorpension tydelig.

Fire forligspartier har ligefrem truet med at blokere for regeringens planer, og modstanden kan være årsagen til, at regeringen har udsat lanceringen af Arne Plus, vurderer Bent Greve.

For et konkret forslag kommer ikke i det indeværende folketingsår. Det fremgår af en oversigt over lovforslag fra beskæftigelsesministeriet, hvor Arne-plus er ikke med på listen. Det betyder, at sagen tidligst bliver afklaret efter 1. oktober.

Netop det faktum sammenholdt med at debatten om seniorpension er aftaget en smule kan ifølge Bente Greve være medvirkende til, at udviklingen fra december og januar med store stigninger i antallet af ansøgninger til seniorpension aftog igen i februar.

“Modstanden mod afskaffelsen af seniorpension kan få nogle til at afvente og se tiden an. Derfor bliver det selvfølgelig interessant at følge, om vi kommer til at se en stigning igen, når regeringen agter at gennemføre planerne om Arne Plus og dermed afskaffelsen af seniorpension,” siger Bent Greve.

null
Kilde: Udbetaling Danmark

Sidst opdateret: 07/03/2023 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]