
I løbet af det første år med Arne-pensionen har 7200 benyttet sig af ordningen. Det er under en tredjedel af, hvad regeringen forventede. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arne er langt mindre populær end forventet - imens søger mange om seniorpension
Efter et år med tidlig pension er der langt færre på ordningen end forventet. Økonomiprofessor vurderer, at ordningen er for uattraktiv.
Udgivet: 23/02/2023
Siden januar sidste år har danskere haft mulighed for at gå på tidlig pension, den såkaldte Arne-pension.
I løbet af det første år med den nye tilbagetrækningsordning har 7.200 udnyttet retten til tidligere pension. Det er under en tredjedel af, hvad regeringen forventede, da man i sin tid vedtog ordningen.
Tilbage i 2020 var den daværende S-regerings forventning, at 24.000 helårspersoner ville benytte sig af ordningen det første år, der er rettighedsbaseret og giver en månedlig indtægt på godt 14.000 kroner.
Omvendt har seniorpensionen vist sig at være mere populær end ventet. Da den blev aftalt i maj 2019, var forventningen, at der ville være omkring 17.150 personer på ordningen i 2025, som kan give op til 19.000 kroner om måneden. Men allerede i 2022 var mere end 23.000 danskere tilkendt pensionen, og om tre år forventes det nu, at antallet af seniorpensionister vil være steget til til 25.900.
Den manglende tilslutning til Arne-pensionen kan til dels forklares med ydelsen, der gives til Arne-pensionisterne. Det vurderer tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
“Grunden kan være, at det ikke er så frygteligt meget, man får på den her ordning. Det er for eksempel betydeligt mindre end det, man får på en seniorpension,” siger han til Børsen.
Retten til tidligere pension er en rettighedsbaseret ordning, hvorimod man skal visiteres til seniorpension.
Siden har SVM-regeringen fremlagt sine ambitioner om, at den såkaldte Arne Plus-ordning skal erstatte de to ovenstående tilbagetrækningsordninger. Den vil give ret til at trække sig tilbage tre år før pensionsalderen med en månedlig ydelse på cirka 15.000 kroner, fremgår det af regeringsgrundlaget.
Med Arne-plus bliver de to ordninger i teorien lagt sammen med to indgange: En rettighedsbaseret, som med Arne-pensionen, der bygger på antal år på arbejdsmarkedet. Og en visiteret, ligesom seniorpensionen, hvor man skal have en lægelig vurdering for, at arbejdsevnen er nedsat til maksimalt 15 timer om ugen.
Regeringen - og i særlig grad Socialdemokratiet - har fået kritik for at forringe vilkårene for nedslidte lønmodtagere med Arne-plus, og onsdag var beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kaldt i åbent samråd af SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.
"Jeg er helt med på, at Socialdemokratiet er kommet i rigtig dårlig selskab i den nye regering. Jeres nye kammerater udsætter jer sandsynligvis for dårlig indflydelse," sagde Karsten Hønge henvendt på samrådet til beskæftigelsesministeren.
"At kalde det en Arne-plus ordning, tror jeg mest er en sag for forbrugerombudsmanden, for det er godt nok falsk varebetegnelse," tilføjede han.
"Vores ambition med sammenligningen af seniorpension og tidlig pension er at fremtidssikre muligheden for, at man kan trække sig værdigt tilbage - også før man når pensionsalderen. Personligt hæfter jeg mig ved, at vi nu får skabt ro om de førtidige ordninger. Ikke nok med det. Vi udbygger og forbedrer også det, vi kender som Arne-pensionen," svarede Ane Halsboe-Jørgensen.
Ifølge beregninger fra Finansministeriet, vil afskaffelsen af seniorpensionen og seniorjobordningen bringe 2.500 personer flere i arbejde.
Men når Finansministeriet regner med et ekstra arbejdsudbud på 2.500 fuldtidsbeskæftigede, skaber det grund til at være “særdeles bekymret,” mener Tina Christensen, næstformand i 3F.
"De lønmodtagere, der får tildelt seniorpension, er enten syge eller blandt de mest nedslidte på arbejdsmarkedet, og visiteres til seniorpensionen fordi de har en maksimal arbejdsevne på 15 timer ugentligt," siger hun til Fagbladet 3F.
Hun frygter, at syge og nedslidte vil ende i en ørkenvandring fra den ene ydelse til den næste, inden de kan få tilkendt en pension, de er berettiget til, og at det kan skabe øget ulighed.
Sidst opdateret: 23/02/2023 - 14:19










































