
- Foto: Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Historisk mange ukrainere har fået job i Danmark: Men på et punkt halter det
Næsten seks ud af ti jobparate ukrainere er i arbejde, siden Ruslands invasion af landet for et år siden. Det er markant højere end andre flygtningegrupper, men på et parameter halter ukrainerne efter tidligere flygtningegrupper, og det kan koste på sigt, mener forskningsleder ved Rockwool Fonden, Jacob Nielsen Arendt.
Udgivet: 23/02/2023
Fredag er det præcis et år siden, at de russiske kampvogne trillede ind over grænsen til Ukraine.
Krigen har sendt millioner af ukrainere på flugt fra landet – blandt andet til Danmark, hvor de med særloven har kunnet komme markant hurtigere i job end flygtninge fra andre lande.
7.055 ukrainere er siden kommet i beskæftigelse, og det svarer til 56 procent af de fordrevne, som er i den arbejdsdygtige alder og står til rådighed for arbejdsmarkedet eller næsten seks ud af ti jobparate ukrainer, som er kommet i arbejde.
Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Der er derfor meget at glæde sig over, mener forskningsleder ved Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt, når han gør status på integrationen i Danmark med udgangspunkt i flygtningestrømmen fra Ukraine. De har ifølge ham nydt godt af et brandvarmt arbejdsmarked, der har efterspurgt hænder
"Konjunkturerne har været gode, og det er ikke mindst kommet ukrainerne til gode, som hurtigere end forventet er kommet i arbejde, end vi normalt ser," siger Jacob Nielsen Arendt til NB-Beskæftigelse .
Men traditionelt beregnes beskæftigelsen for flygtninge som andel af hele den arbejdsdygtige alder, påpeger han. Denne opgørelse viser, at 40 procent af alle 18-66-årige ukrainere er i beskæftigelse. Det ændrer dog ikke på, at det går godt, mener Jacob Nielsen Arendt.
"Det er fortsat markant højere end for de fleste andre flygtningegrupper. Efter et år vil andelen i job typisk være omkring 10 til 30 procent," fortæller han.
Jacob Nielsen Arendt advarede i foråret politikere og virksomheder mod at have for store forventninger til, hvor mange af de ukrainske flygtninge der kan komme i arbejde. I en statistik, som Rockwool Fonden har udarbejdet, kan man se, at det tog ti år for sammenlignelige flygtninge fra de tidligere sovjetstater at komme op på en erhvervsfrekvens på 60 procent. Det tog omkring tre år for dem at komme op på en frekvens på 36 procent.Manglende sprogkundskaber kan blive problematisk
Mange af de ukrainere, der er kommet til Danmark som følge af krigen, ønsker at blive i Danmark selv efter krigens afslutning, viser en ny undersøgelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Her svarer 37 procent af de 7.500 ukrainere, der har besvaret et spørgeskema, at de ønsker at blive, når krigen er slut. Og flere borgmestre ser gerne, at ukrainerne kan få lov at blive.
Men selvom det går godt lige nu, er Jacob Nielsen Arendt alvorligt bekymret over fastholdelsen af ukrainerne på længere sigt på det danske arbejdsmarkedet.
Det skyldes, at blot 9.067 er i gang med en danskuddannelse. Det svarer til 50 procent af de 18-66 årige ukrainere. Det fremgår af tal fra Integrationsbarometer.dk Det er langt lavere end for andre flygtningegrupper og kan koste på den lange bane, påpeger han.
"Vi hører allerede fra de ukrainere, som endnu ikke har fundet et job, at sproget er en væsentlig barriere. Vi ved også fra tidligere flygtningegrupper, at dem, som har lært sproget, klarer sig markant bedre på sigt. Så hvis krigen trækker ud, som det ser ud lige nu, er det afgørende, at flere kommer i gang med sprogundervisning," mener Jacob Nielsen Arendt.
Det er brancher som rengøring, hotel og restauration samt landbrug, der har hovedparten af ukrainerne beskæftiget.
Siden Rusland invaderede Ukraine for et år siden, har man forventet, at beskæftigelsen ville falde. Alligevel er den trods krig, inflation og stigende energipriser siden blot steget.
Det betyder, at knap tre mio. danskere nu har et arbejde, der skal passes. I december var der 2.973.100 personer i job, og det er det højeste antal i den 15-årige periode, som statistikken dækker. Flere økonomer forudser dog, at ledigheden inden længe begynder at stige, og det vil formentlig ramme ukrainerne særlig hårdt, mener Jacob Nielsen Arendt.
"Det vil jeg desværre tro. Det skyldes især, at de brancher, hvor de primært har fundet arbejde, er nogle af de steder, som først bliver tvunget til at skære ned, fordi efterspørgslen forsvinder," siger Jacob Nielsen Arendt,
Ukrainere i Danmark:
· Der er pt. 29.995 Ukrainere på ophold i Danmark efter særloven pr. 12 februar 2023
· Flest af dem kvinder og piger - 19.601 personer
· 58 procent af de 16-66-årige fordrevne ukrainere i Danmark er i beskæftigelse (december). I april var tallet 20 procent.
· Samlet var der i december 7.218 beskæftigede ukrainere med ophold efter særloven.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Sidst opdateret: 23/02/2023 - 13:34










































