- Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Markant færre efterlades på perronen: Flere unge i uddannelse eller job

Efter at have været ret konstant i en årrække, er andelen af unge uden hverken job eller uddannelse faldet markant i de seneste år. Men den positive udvikling kan hurtigt vende igen, advarer en arbejdsmarkedsforsker.

Udgivet: 06/09/2022

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Som en del af partiets 2030-plan, vil Radikale Venstre over de kommende otte år reducere antallet af unge 15-24 årige uden hverken færdiggjort uddannelse eller job. I dag består gruppen af 42.000 personer.

Dermed ønsker partiet at sætte yderligere skub i de senere års positive udvikling, hvor det er lykkedes at nedbringe andelen af unge uden hverken job eller uddannelse.

Læs også:
De Radikale vil give kommunerne frie tøjler til ungeindsatsen

I 2018 var 47.000 unge i alderen 15-24 år hverken i gang med en uddannelse eller i arbejde. Dengang havde tallet været stabilt siden 2011.

Men i de seneste fire år er 5.000 flere i aldersgruppen enten kommet i beskæftigelse eller har påbegyndt uddannelse. Det svarer til en reduktion på 11 procent.

null

Flere årsager til positiv udvikling

Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen er der specielt to årsager til den positive udvikling.

For det første vedtog Folketinget i 2019 loven om kommunal indsats for unge under 25 år. Den forpligtede samtlige kommuner til at indføre en målrettet ungeindsats.

“Loven har betydet, at jobcentrene har omprioriteret sin indsats. For at kunne nå de unge, har jobcentrene i højere grad lavet tværfaglige løsninger mellem jobcentre, familieafdelinger og uddannelsesinstitutioner. Det begynder vi at se resultatet af nu,” fortæller Henning Jørgensen.

For det andet har der i halen på coronapandemien været en stor vækst i beskæftigelsen, som også spiller en væsentlig stor rolle for udviklingen, påpeger Henning Jørgensen.

Udviklingen kan vende til næste år

Arbejdsmarkedsforskeren har i mere end 30 år undersøgt, hvordan politiske beslutninger påvirker borgerens arbejdsliv. Derfor advarer han om, at udviklingen hurtigt kan vende igen.

“Det er en sårbar gruppe, som både påvirkes af konjunkturer og indsatser i det offentlige. Derfor kan vi hurtigt komme til at se flere unge uden beskæftigelse eller job, efter at kommunerne er blevet sat til at spare på ungeindsatsen for at finansiere Arne-pensionen,” siger Henning Jørgensen.

Derfor frygter han, at udviklingen for de unge igen vil gå i den forkerte retning.

“Jeg er bange for, at vi igen kan komme til at se gruppen øges til 46-47.000, og det kan gå ganske hurtigt. De unge ryger ud som de første, hvis udviklingen vender,” forudser Henning Jørgensen.

Sidst opdateret: 08/09/2022 - 13:52

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Uddannelse, Ungdomsuddannelser, Erhvervsuddannelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]