Skolebørn på Sjælland trives mindre end i resten af landet

Børn i vestjyske kommuner trives bedre i folkeskolen end skolebørn i vestsjællandske kommuner. Der kan være over 10 procentpoints forskel på trivslen i kommuner fra de to områder.

Udgivet: 08/09/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er størst chance for at have børn, der trives, hvis de går i skole i Lemvig Kommune frem for Faxe Kommune. Selvom trivslen generelt er høj i Danmark, så er der alligevel 10,4 procentpoints forskel på trivslen i de to kommuner. Det skriver NB-Økonomi.

Helt generelt er der højere trivsel i de jyske folkeskoler, hvis man sammenligner med de sjællandske. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Men trivslen går langsomt ned. I folkeskoleåret 2015/2016 var trivslen høj, og 93 procent af landets børn trivedes i følge ministeriets målinger med at gå i skole. Det tal er i dag faldet til 89,8 procent.

Det er værd for kommunerne at holde øje med, da børn, der mistrives i skolen, kan ende med hverken at få en uddannelse eller kommer i arbejde senere i livet.

Den gruppe af unge, som ikke kommer i arbejde og uddannelse - også kaldet NEET-borger - havde i øvrigt langt højere fravær, da de gik i folkeskolen, end andre børn. De har også større tendens til at overtræde straffelov og være i kontakt med det psykiske sundhedssystem. Det fortæller ekspert til NB-Økonomi.

"Det vi ved, og det vi kan se er, at der er en sammenhæng mellem dem, som lander i NEET, og hvordan de opfører sig i skolen. De havde for eksempel mere skolefravær, der var også færre af dem, der gik til eksamen. Så det kan jo godt være et tegn på, at de har haft dårligere trivsel i skolen," siger Iben Bolvig, der er seniorforsker hos Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE).

Iben Bolvig understreger, at de ikke har set på, om dem, der mistrives i den årlige trivselsundersøgelse, også ender med at stå uden arbejde og uddannelse senere hen i livet. Men sammenhængen er der helt bestemt, mener hun. Man kan bare ikke sige noget om, hvor stærk den sammenhæng er.

Hun forklarer, at skolefraværet i udskolingen for eksempel er dobbelt så højt for de unge, som senere bliver NEET-borgere sammenlignet med andre unge. Men 14 procent af alle NEET-borgere har også været i kontakt med det psykiatriske sundhedssystem, hvor det tal er to procent for den resterende gruppe.

(Artikel fortsætter under tabel)

Sjællandske kommuner skal arbejde mere med trivsel end jyske

Det er især de sjællandske kommuner, der skal arbejde med trivslen. Samtlige nordvestlige sjællandske kommuner ligger med en trivsel på omkring 85 procent. Til sammenligninger ligger de vestjyske kommuner omkring Limfjorden på over 90 procent.

Der kan være stor forskel på de enkelte skoler og klasser i de enkelte kommuner. Der er ligeledes forskel på piger og drenge, hvor pigerne har en større tendens til mistrivsel end drengene. Det er i følge Børne- og Undervisningsministeriet blandt andet hos piger i 7. klasse, hvor der er højere mistrivsel end andre grupper.

(Artikel fortsætter under kortet)

Når det kommer til, hvordan trivslen har ændret sig fra skoleåret 2015/2016 til 2021/2022, så er det stort set hele landet, der har oplevet en lille tilbagegang.

Enkelte kommuner i Jylland har dog formået at øge trivslen på deres skoler i gennemsnit. Det drejer sig om Frederikshavn, Struer, Tønder og Samsø kommuner. Med undtagelse af Samsø Kommune, kommer kommunerne endda fra et gennemsnit, der ligger over landsgennemsnittet.

Sidst opdateret: 09/09/2022 - 10:00

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]