Kommunernes Landsforenings formand, Jacob Bundsgaard (S), og Lærernes Centralorganisations formand, Anders Bondo Christensen (tv.), lytter til anbefalingerne fra Per B. Christensen mandag. (Arkivfoto)

Kommunernes Landsforenings formand, Jacob Bundsgaard (S), og Lærernes Centralorganisations formand, Anders Bondo Christensen (tv.), lytter til anbefalingerne fra Per B. Christensen mandag. (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Kommission: Lærere skal inddrages i planlægning af arbejdstid

Kommissions forslag til ny aftale for lærernes arbejdstid er ingen fiks og færdig aftale, siger formand. Læs anbefalingerne her.

Udgivet: 17/12/2019

Del artiklen:

Lærerkommissionen kom i denne uge med sit bidrag til, hvordan lærerne og kommunerne kan komme tættere på en aftale, der kan erstatte det lovindgreb, som i 2013 afsluttede lærerkonflikten.

Den helt store knast er fortsat lærernes arbejdstid - mere specifikt, hvor meget af den de kan bruge på forberedelse, udvikling og evaluering, og hvor meget de skal undervise.

Her kom kommissionen med to særlige forslag til vejen frem.

Dels et mere forpligtende samarbejde mellem lærere og skoleledelser, herunder særligt en større inddragelse af lærerne i dispositionen af deres arbejdstid.

Dels at parterne aftaler en "mere direkte juridisk beskyttelse mod vilkårlighed og pres på forberedelse og videreudvikling af undervisningen uden at forhåndsbinde skoleledelsens prioritering af ressourcer".

Hensyn til skolen går foran hensyn til medarbejderne

Ved præsentationen af anbefalingerne gentog kommissionens formand, Per B. Christensen, at det ikke var en "fiks og færdig" løsning på alle områdets problemer.

Han gjorde det også klart, at kommissionen har nedfældet "en klar markering af, at hensynet til skolen som arbejdsplads går foran hensynet til den enkelte medarbejder".

Kommunerne og lærerne har ved to overenskomster forsøgt at få reddet trådene ud og finde et løsning. Uden held.

- Vi var tvunget til at komme med nye idéer selv, sagde Per B. Christensen.

Kommissionen er blandt andet dykket ned i, hvordan det går i de mange kommuner, hvor der er indgået en lokal aftale. Her er der nogle gange aftalt meget detaljeret, andre gange mere overordnet.

Men kommissionens arbejde peger på, at de steder, der har en lokalaftale, oplever bedre arbejdsmiljø og højere afgangskarakterer. Jo flere detaljer i aftalen, desto bedre arbejdsmiljø. Og jo længere aftalen har været på plads, desto højere karakterer.

Derfor lagde Per B. Christensen også vægt på, at konflikten i sig selv kan være skadelig.

- Det at have en aftale - om den så er lokal - har en betydning.

Nye forhandlinger venter

Kommissionens anbefalinger bliver startskuddet til nye forhandlinger mellem lærerne og kommunerne.

Hvis det ikke sker, vil spørgsmålet om en ny arbejdstidsaftale blive sendt videre til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2021.

Kommissionens arbejde blev rost af både lærerformanden Anders Bondo Christensen og formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S).

Sidstnævnte ville dog ikke love for meget i forhold til en aftale mellem lærerne og kommunerne.

- Det bliver ikke nogen nem opgave, selv om der er lavet et godt stykke arbejde. Der er noget, der er rigtig godt, og vi kan se os selv i. Men der er også noget, der kommer til at kræve noget diskussion, sagde han.

FAKTA: Lærerkommissions anbefalinger til arbejdstidsaftale

Lærerkommissionen peger overordnet på fem punkter, som en ny arbejdstidsaftale for lærerne skal handle om:

  • Sammenhæng mellem tid og opgaver, herunder mulighederne for forberedelse, teamsamarbejde og faglig udvikling.
  • Lærerne skal have en større indsigt i skolens planlægning.
  • Den enkelte lærer skal opleve en hensigtsmæssig og gennemskuelig opgavefordeling.
  • Balance mellem hensynet til fleksibilitet for den enkelte lærer og hensynet til det kollegiale samarbejde på skolen.
  • Balancen mellem centrale regler og lokale løsninger, der tager hensyn til lokale idéer og behov.

Kommissionen kommer med anbefalingerne til lærertidsaftalen i to spor:

  • Det første spor går på en anbefaling om, at aftalen er forpligtende, men har rimelig ubureaukratiske procedurer for ledelsens samarbejde med og inddragelse af lærerne i visse spørgsmål om anvendelse af arbejdstiden.
  • Det andet spor handler om regler og procedurer, "som vil give lærerne en stærkere og mere direkte juridisk beskyttelse mod vilkårlighed og pres på forberedelse og videreudvikling af undervisningen uden at forhåndsbinde skoleledelsens prioritering af ressourcer".

Kilder: Lærerkommissionen.

Fakta om Lærerkommissionen

  • Lærerkommissionen har siden september 2018 arbejdet med anbefalinger til en ny arbejdstidsaftale for lærerne.
  • Den blev nedsat af Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening i foråret 2018.
  • Kommissionen skulle komme med løsningsforslag til forhandlinger om en arbejdstidsaftale senest ved overenskomstforhandlingerne i 2021.
  • I spidsen for kommissionen står tidligere børne- og kulturdirektør i Næstved Per B. Christensen.
  • 5. februar 2020 har Danmarks Lærerforening indkaldt til ekstraordinær kongres, hvor linjen for arbejdstidsforhandlingerne bliver udstukket.

Kilder: Danmarks Lærerforening, fagbladet Folkeskolen.

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25

Emner: Skole, Styring

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]