
Byggeriet af Femern-forbindelsen har givet flere arbejdspladser i Lolland Kommune. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nye kommuner kommer med til jobfest
Bopæl langt fra storbyen er ikke længere den store hæmsko for at finde et job. En større andel af borgerne i yderkommunerne er kommet i beskæftigelse i løbet af de seneste år end i de kommuner, hvor beskæftigelsesniveauet i forvejen er højt.
Udgivet: 25/04/2024
Selvom langt de fleste arbejdspladser fortsat skabes tæt på de store byer, er der nu en række yderkommuner, der har fået del i fremgangen.
Det skriver NB-Økonomi.
I flere sydsjællandske kommuner og i Lolland og Gulborgsund kommuner har væksten i beskæftigelsesfrekvensen de seneste fire år ligget et stykke over landsgennemsnittet.
"Der er en stor motor, der trækker den stigende beskæftigelse hos os, og det er Femern. Ikke kun på grund af selve byggeriet, men fordi der også er andre virksomheder, som placerer sig på Lolland - vi har simpelthen fået en ny placering på Europa-kortet," fortæller Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune.
Beskæftigelsesfrekvensen, dvs. andelen af borgere i den erhvervsaktive alder, der er i beskæftigelse, er vokset mest i en række yderkommuner, som du kan læse her:
En af forklaringerne handler altså om de store infrastrukturprojekter i det sydsjællandske (Femern og den nye Storstrømsforbindelse), som Lolland, Vordingborg og Guldborgsund kommuner nyder godt af. De afledte effekter fylder også noget:
"Vi har de seneste tre år solgt flere erhvervsgrunde end i de foregående tyve år. Lige nu har vi udsolgt, så derfor har vi travlt med at udstykke nye erhvervsarealer," siger Holger Schou Rasmussen.
Og det kan bidrage til at bevare arbejdspladser i yderkommunerne, også efter at Femern-forbindelsen er i drift.
Pres på arbejdsmarkedet
Beskæftigelsen er fortsat med at sætte nye rekorder. Bortset fra corona årene har beskæftigelsen været stigende siden starten af 2013. Og presset på arbejdsmarkedet kan også bidrage til at få flere ind på arbejdsmarkedet.
Ifølge Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, handler det om, at "Jo mere pres, der er på arbejdsmarkedet, jo mere vil personer, der er på kanten, kunne få glæde af fremgangen i beskæftigelsen. Det gælder både mht. uddannelse, sprogkundskaber og geografi."
"Og derfor vil der komme flere muligheder for at få job, også hvis man fx bor længere væk fra der, hvor arbejdspladserne typisk skabes. Arbejdsgiverne vil også være tilbøjelige til at være mere fleksible i forhold til arbejdsvilkår, fx hjemmearbejdsdage, betalt transporttid o.lign."
Det er dog stadig i kommunerne omkring København og i Midtjylland, at den højeste andel af borgere i den erhvervsaktive alder er i beskæftigelse, som du kan se af nedenstående kort.
Strukturel beskæftigelse
Den strukturelle beskæftigelse er det niveau for beskæftigelsen i Danmark, der er foreneligt med en neutral konjunktursituation. Skønnet for den strukturelle beskæftigelse har væsentlig betydning for de offentlige finanser, herunder den strukturelle saldo.
Kilde: Finansministeriet
Den strukturelle beskæftigelse ændrer sig over tid afhængig af indvandring, regler for overførsler (herunder pension), aktiveringstiltag o.lign.
Sidst opdateret: 25/04/2024 - 13:08
Temaer: Beskæftigelse






































