
(Arkiv) "Det er helt afgørende, at det her ikke bliver et ta-selv-bord for arbejdsgiverne, hvor de kan få billig arbejdskraft eller endnu værre sort arbejdskraft, fordi der ikke er styr på det basale," siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation om, at alle ukrainere fra fredag kan få arbejdstilladelse i Danmark. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Frygt for social dumping når alle ukrainere kan få arbejdstilladelse
Fra fredag har alle ukrainere ret til at arbejde i Danmark. Eneste krav er, at de har søgt om opholdstilladelse efter særloven. 'Højst usædvanligt,' siger professor. Fagbevægelsens Hovedorganisation advarer mod social dumping.
Udgivet: 21/04/2022
Fra i morgen fredag skal ukrainere ikke have arbejdstilladelse for at tage et job i Danmark. Eneste krav er, at man skal have søgt om ophold efter særloven for ukrainske flygtninge. Det kan man læse i en bekendtgørelse, der er gældende fra fredag.
"Højst usædvanligt," lyder kommentaren fra forskningsprofessor ved Rockwool Fonden, Jacob Nielsen Arendt.
Med arbejdstilladelsen bortfalder de krav, som ukrainere hidtil har skullet opfylde for at kunne tage arbejde i Danmark. Det er blandt andet beløbsordningen, der kræver en vis indkomst, og uddannelsesordningen, som landbruget bruger i en tidsbegrænset periode."Det strider mod de argumenter, man har for de ordninger, der primært er lavet for at beskytte danske lønmodtagere. Det frygter jeg dog mindre i de her tider, hvor konjunkturerne er, som de er," siger Jacob Nielsen Arendt.
Men Fagbevægelsens Hovedorganisation advarer om at gå for hurtigt frem. I et skriftligt svar til NB-Beskæftigelse siger formand for FH Lizette Risgaard:
”Det er grundlæggende fornuftigt, at hjælpe ukrainere hurtigt i arbejde. Men vi skal også passe på, at det hele ikke går for hurtigt. De skal naturligvis først have et dansk skattekort og en dansk bankkonto. Der skal være kontrol med, at de betaler skat, og at de får en ordentlig løn."
"Det er helt afgørende, at det her ikke bliver et ta-selv-bord for arbejdsgiverne, hvor de kan få billig arbejdskraft eller endnu værre sort arbejdskraft, fordi der ikke er styr på det basale. Ukrainerne skal arbejde under ordnede forhold, og det skal Beskæftigelsesministeriet sørge for fra starten."
Overraskelse i kommunerne
Med arbejdstilladelsen følger ikke andre velfærdsgoder, og ukrainerne har heller ikke ret til ydelser, før de har en opholdstilladelse. Det betyder, at jobcentrene ikke umiddelbart skal indblandes, med mindre de selv tager - eller har taget - initiativ til at matche ukrainere med arbejdsgivere og nu kan sende dem i job.
Et andet problem er - som Lizette Risgaard siger - at ukrainerne ikke kan få CPR-nummer og med det en bankkonto, før de har opholdstilladelse. Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke inden NB-Beskæftigelses deadline torsdag kunnet fortælle, hvordan det problem skal løses.
Arbejdsmarkedsdirektør i Aabenraa Kommune, Søren Lorenzen, tager godt imod, at ukrainerne nu kan søge arbejde, inden de får opholdstilladelse.
"Helt generelt tænker jeg, det er positivt, at man kan få folk i beskæftigelse hurtigt, men når det så er sagt, så opstår der alle mulighed ting, vi skal til at forholde os til kommunalt og i virksomhederne. For eksempel problemet med aflønning og en nemkonto. Helt grundlæggende er det positivt, men jeg er overrumplet over, at det er så uklart," siger han.
Flere kommuner, som NB-Beskæftigelse har talt med, er bekymrede for, at der kan opstå et parallelt system, der kan betyde, at ukrainere uden opholdstilladelse kan risikere at få sort arbejde uden rettigheder. Og opgaven med de ukrainere, der allerede har fået opholdstilladelse, er stor nok i forvejen, lyder det.
Risiko for social dumping
Formelt betyder en arbejdstilladelse, at ukrainerne kan tage job fra den dag, de ankommer. Selvom de ikke har opholdstilladelse, skal de ansættes under de sædvanlige regler for lønmodtagere, understreger Bent Greve, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet.
"Så kan de stå til rådighed, og en arbejdsgiver kan lave en aftale om ansættelse, hvor man må gå ud fra, at de kan arbejde i inden for overenskomstens rammer."
Det ser dog ud til, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er bekymret for, at netop det kan komme til at ske.
I en pressemeddelelse om arbejdstilladelsen skrev han onsdag, at han har "en klar forventning om, at ingen danske virksomheder misbruger situationen til social dumping. Alle ukrainerne skal selvfølgelig have respekteret deres rettigheder på arbejdsmarkedet - også selvom deres opholdstilladelse ikke er endeligt på plads."
Den bekymring forstår Bent Greve godt. Når jobcentrene ikke er indblandet, ligger mange af opgaverne med at få registreret udenlandske medarbejdere og få de formelle ting op at stå hos arbejdsgiverne
"Ukrainerne kan føle sig presset til at tage et arbejde til en for lille løn og under dårlige arbejdsforhold, fordi de har brug for pengene. Arbejdsgiverne skal jo også indberette almindelig indkomstskat, og der kan jo godt være en bekymring for, at de ikke gør det," siger Bent Greve.
Man har som ansat i Danmark hurtigt adgang til nogle ydelser. For eksempel kan man efter otte uger få sygedagpenge, og så bliver jobcentret involveret.
"De helt almindelige regler skal overholdes, og ukrainerne optjener rettigheder på arbejdsmarkedet i deres ansættelse."
På trods af risikoen er det en god ide at give ukrainerne mulighed for at komme i arbejde hurtigere, siger Bent Greve.
"Når det tager så lang tid med opholdstilladelsen, giver det nogle bedre muligheder for at komme ud på arbejdsmarked hurtigt og dermed blive integreret bedre og minimere det psykologiske pres."
Dokumentation
1. I § 24, stk. 1, indsættes som nr. 11:
»11) Udlændinge, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og som har fået optaget fingeraftryk og personfotografi efter lovens § 23, stk. 1, eller er undtaget herfor efter lovens § 23, stk. 3 eller 4, er fritaget for krav om arbejdstilladelse, indtil Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse i sagen. Dette gælder dog ikke, hvis udlændingen åbenbart ikke er omfattet af §§ 1 eller 2 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.«
Se hele loven her:
Bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landetSidst opdateret: 21/04/2022 - 21:03
Emner: Beskæftigelsesindsats, social dumping




































