
Arbejdsløse projektdeltagere mødes i Aarhus med den virksomhed, de skal lave bæredygtig forretningsstrategi og klimahandlingsplan for i de kommende måneder. - Foto: Martin Dam Kristensen
Aarhus har succes med grønne job til akademikere
Arbejdsløse akademikere og ingeniører laver klimahandlingsplan og bæredygtig forretningsstrategi for små og mellemstore virksomheder i en virksomhedspraktik. Det tredje forløb på 'Det Grønne Akademi' retter sig mod fødevarevirksomheder.
Udgivet: 21/04/2022
Mens politikere og kommuner efterlyser den arbejdskraft, der skal omsætte regeringens klimavisioner, har et samarbejde mellem Aarhus Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, Erhvervsakademi Aarhus, Jobcenter Aarhus og en række virksomheder i nu halvandet år arbejdet med en model, hvor en del af den eftertragtede arbejdskraft bliver uddannet.
På 'Det Grønne Akademi' kan arbejdsløse med lange og mellemlange uddannelser blive 'grønne forandringsagenter' i små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at komme i gang med den grønne omstilling.
Det fortæller Uffe Vinther Kristensen, der er programleder for klima, cirkulær økonomi og grøn vækst i industri og landbrug i Aarhus Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
"Mange små og mellemstore virksomheder er usikre på, hvordan de skal komme i gang med den grønne omstilling, hvilke strategi skal der til, hvilke konkrete tiltag skal vælges og prioriteres, og hvilket alternativer er bedst for den enkelte virksomhed. Hvordan findes den rette rådgiver, og hvad med tilskud og det eventuelle bøvl, det medfører? Det er ikke nemt, og der er et hav af muligheder."
"Derfor er der brug for én i virksomheden, som har det grønne visitkort, som effektivt sikre et beslutningsgrundlag for forankring via virksomhedens beslutningstagere. Det kan en grøn forandringsagent," siger han.
"Det er lidt et kinder-æg, hvor den grønne dagsorden forenes med virksomhedens kerneydelse på en effektiv måde, hvor opkvalificering og beskæftigelse integreres, og hvor de enorme tilskudssummer kan anvendes målrettet og effektivt."
Uffe Vinther Kristensen arbejder med et stort program om bæredygtighed i små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland, og Det Grønne Akademi udspringer derfra. Han kunne godt tænke sig, at modellen blev brugt på landsplan, og flere kommuner i Midtjylland - herunder kommuner som ønsker at tiltrække akademikere - har haft virksomheder med og har sendt kursister afsted til forløb på Det Grønne Akademi.
Flest humanister
Mens Teknik- og Miljøforvaltningen har kontakten til virksomhederne, står Erhvervsakademi Aarhus for undervisningen, og Jobcenter Aarhus rekrutterer deltagerne.
Godt halvdelen af kursisterne på Det Grønne Akademi kommer fra humanistiske universitetsfag, vurderer virksomhedskonsulent Martin Kjær.
"Vi har cand.merc.'er og cand.mag.'er og nogen fra ingeniøruddannelserne og maskinmestre. På det seneste forløb havde vi langt flere kommunikatører med en blødere magisterbaggrund. Denne gang har vi flere med civilingeniørbaggrund," fortæller han.
Deltagerne skal først på skolebænken i fire uger. De fortsætter derefter i en 4-5 ugers virksomhedspraktik, hvor de omsætter det, de har lært, til en bæredygtig forretningsmodel og en klimahandlingsplan for den enkelte virksomhed.
På akademiet lærer deltagerne blandt andet i cirkulær økonomi, affaldsminimering, nye grønne forretningsmodeller, CSR, intern kommunikation og certificering og i FN's 17 verdensmål. Udover lærere fra erhvervsakademiet underviser også konsulenter fra erhvervslivet, der selv arbejder med bæredygtighed.
"Virksomhederne får nogle ressourcer, der er analytisk kompetente, og som kan sætte struktur på den grønne omstilling, de laver. Og deltagerne kan bruge både deres studiefaglighed og en bæredygtig forretningsforståelse," siger Brian Kruse Jacobsen, der er markedschef på erhvervsakademiet..
"I en tid, hvor virksomhederne har svært ved at rekruttere, er Det Grønne Akademi et godt eksempel på, hvordan man kan bruge uddannelsessystemet til at understøtte den danske flexicuritymodel og flytte fagligheder til brancher, der mangler hjælp."
Allerede efter den første uges undervisning møder kursisterne den virksomhed, de skal ud at arbejde i, så de kan målrette deres opmærksomhed på den produktion og de løsninger, virksomheden efterlyser.
Et andet job end man har uddannet sig til
For jobcentrene er 'substitution' et vigtigt begreb, og det er det, der sker i dette forløb. Ofte bruges begrebet, når virksomheder skal overbevises om, at dele af et faglært job kan opdeles i mindre funktioner, der kan varetages af ufaglærte.
Når arbejdsløse med lange og mellemlange uddannelser får tilbud om at blive grønne forandringsagenter, går bevægelsen den anden vej. Jobcentrene skal i det forløb overbevise for eksempel arbejdsløse akademikere om, at det kan give mening for dem at arbejde i andre jobfunktioner, end de måske havde forestillet sig, da de tog en universitetsuddannelse.
Virksomhedskonsulent Martin Kjær oplever, at netop arbejdet med den grønne omstilling er attraktiv for arbejdsløse akademikere, der har svært ved at finde job inden for deres eget fag.
Når deltagerne skal ud i virksomhederne, bliver de sat sammen i hold på tre, hvor de hver især har forskellige kompetencer, så de supplerer hinanden.
"Der er flere grunde til at sætte dem sammen i hold. Der er måske en med en magisteruddannelse, der er god til at få tingene skrevet, mens nogle andre er gode med tal," fortæller Martin Kjær.
Der er også andre grunde til, at det er godt at være flere sammen, når der skal laves strategi for en virksomhed på et helt nyt område.
"For selvom det lyder fedt at komme ud i en virksomhed og arbejde med det her, forretningsagent godt kan møde modstand når man påtager sig en rolle i en forandringsproces i en virksomhed. Det kan kræve, at man skal sparke nogle døre ind til nogle herrer, der alligevel synes, det er meget godt, det man laver," siger Martin Kjær.
De fleste steder bliver deltagerne dog taget godt imod. Det er udvikling, der nu tager fart, fortæller Ulla Maria Aude, der er udviklingskonsulent i Teknik- og Miljøforvaltningen og har kontakten til virksomhederne. Hun deltog selv som arbejdsløs i pilotprojektet på Det Grønne Akademi i efteråret 2020 og blev derefter sammen med en anden deltager ansat til at være med til at drive projektet.
"Jeg synes, det ligner, at der er sket en ret stor udvikling, siden vi selv deltog i efteråret 2020. Dengang var der corona, og den grønne omstilling var ikke så gennemtrængende; kun for dem, der var rigtig interesserede. Nu er det meget naturligt, for alle virksomheder ved, at de skal i gang. Det er ikke noget, nogen slipper for," siger hun.
Fokus på fødevarevirksomheder
Det tredje forløb på Det Grønne Akademi startede kort før påske og retter sig mod fødevareindustrien. Virksomhederne kommer fra forskellige steder i værdikæden, og forløbet skal blandt andet understøtte en klimaindsats 'fra jord til jord,' skriver Ulla Maria Aude fra Teknik- og Miljøforvaltningen i en mail.
"Det er meget forskellige private og offentlige virksomheder, der har meldt sig til at være med. Et landbrug og mølleri er med, et dna laboratorium, is-creme og emballage, et bageri og en kantinevirksomhed plus en folkeskoles kantine, en efterskole, et lokalejet Kvickly og et tidligere kommunalt lokalcenter, der vil udvikle sig videre til Det Grønne Folkehus."
"Fælles for virksomhederne er, at de alle har brug for ny viden og en gennemgang af deres aktiviteter, og det kan de grønne forandringsagenter hjælpe med," fortæller Ulla Maria Aude.
Virksomhederne er: Brugsforeningen Tryg (Kvickly m.fl.), Eurofins Genomics, Fru Møllers Mølleri, Martin Ib, Bavnehøj skole og fælleskøkken, DABBA Kanteen, Tetra Pak, Himmelbjergegnens Efterskole og Kolt-Hasselagers Grønne Folkehus.
Sidst opdateret: 21/04/2022 - 13:14
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Dimittender





































