
(Arkiv) Kristendemokraten Jens Rohde forventer, at der vil blive tilført flere penge til kontanthjælpssystemet. Han deltager i forhandlingerne i Beskæftigelsesministeriet sammen med støttepartierne og Alternativet. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Forhandlinger om kontanthjælp er i gang
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har nu indledt egentlige forhandlinger om kontanthjælpsydelser. Han kommer ikke udenom at tilføre flere midler til ydelser til børnefamilier, vurderer kristendemokraten Jens Rohde, der er med i forhandlingerne.
Udgivet: 07/04/2022
Efter flere måneders bilaterale møder med regeringens støttepartier har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) nu taget fat på egentlige forhandlinger, hvor alle partier sidder i samme rum og forholder sig til et udspil fra ministeren.
I forhandlingerne deltager udover støttepartierne SF, Radikale og Enhedslisten også Kristendemokraterne og Alternativet.
Enhedslisten har for længst betinget den fortsatte støtte til regeringen af, at der kommer en løsning på ydelsessystemet, der bekæmper børnefattigdom, som beskrevet i forståelsespapiret, der blev lavet mellem regeringen og støttepartierne efter valget i 2019.
Der står blandt andet, at regeringen vil bekæmpe børnefattigdom og nedsætte en ydelseskommission, der i sine anbefalinger skal 'anvise en erstatning for kontanthjælpsloftet, således at det afskaffes, uden at det omvendt bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang.'
For SF, Radikale og Enhedslisten er det punkt helt afgørende i en ny aftale. Hvordan regeringen vil imødekomme det, er uklart. De fleste af de dårligst stillede børnefamilier har en baggrund i ikke-vestlige lande, og da Venstre har overladt ordførerskabet for kontanthjælpsydelserne til partiets integrationsordfører Morten Dahlin, kan regeringen se frem til at blive konfronteret med sin udlændingepolitik, hvis de fattigste børnefamilier får højere ydelser.
KD: En etisk fordring
Kristendemokraterne støtter kravet fra støttepartierne om, at de fattigste børnefamilier skal have mere.
"Det er vi fuldstændig på linje med. Bekæmpelse af børnefattigdom en etisk fordring, der skal komme før pisk og gulerod," siger Jens Rohde.
Ser du det, som en mulighed i forhandlingerne?
"Ja, det er helt afgørende for, at regeringen laver noget på det her. Alternativet er at vende sig helt over mod blå partier, som har lavet en muskertéred og på indvandrerområdet er låst af den dagsorden, Dansk Folkeparti og Nye borgerlige har. Det ville være fint med bred aftale, for det handler om ydelser, men det er jeg ikke sikker på er realistisk."Enhedslisten har flere gange sagt, at en aftale om ydelsessystemet, der blandt andet fjerner kontanthjælpsloftet, er afgørende for, at partiet fortsat støtter regeringen. Det betyder dog ikke, at partiet får alle sine ønsker igennem, vurderer Jens Rohde.
"Jeg tror, jeg har en nogenlunde forståelse for, hvor Socialdemokratiets ramme går. Der er ting, de vil have meget vanskeligt ved at imødekomme, hvis vi er ultimative på ydelsesområdet i den traditionelle Enhedsliste-orientering. Det ændrer dog ikke ved, at for os er det afgørende at få gjort noget ved børnefattigdommen. Og du kan ikke bruge som argument, at vi accepterer børnefattigdom for at folk skal komme ud og bestille noget. Det giver også kommunerne problemer, fordi de skal bevilge ekstra varmetillæg og ekstra dit og dat," siger Jens Rohde.
Ydelseskommissionen kom i maj sidste år med sit forslag til et helt nyt ydelsessystem. Kommissionen foreslog blandt andet, at børnefamilier skulle have flere penge, mens enlige på kontanthjælpsydelser skulle have færre. Men om der i forhandlingerne bliver taget udgangspunkt i ydelseskommissionens forslag, eller om der er tale om mindre ændringer af det eksisterende system, bliver indtil videre i forhandlingsrummet.En enkelt ting vil Jens Rohde dog godt sige.
"Der er mange gode elementer i ydelseskommissionens forslag, men de var jo bundet af en opgave, hvor der ikke skulle tilføres flere midler. Jeg har svært ved at se, at det er en holdbar løsning. Vi kommer ikke udenom, at der skal tilføres flere midler."
Indvandrerfamilier er fattigst
Regeringen og støttepartierne aftalte i 2019 at indføre et midlertidigt børnetilskud til de fattigste børnefamilier. Regeringen har netop fremsat forslag om forlængelse af tilskuddet til udgangen af året.
I et svar til Folketinget opgjorde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ni måneder efter, af børnetilskuddet trådte i kraft, at knap to tredjedele af familierne, der modtog tilskuddet, havde ikke-vestlig baggrund, mens godt en tredjedel af familierne havde dansk baggrund.
I regeringens opdaterede lovkatalog forventes forhandlingerne om kontanthjælp at være afsluttet i april. Ministeren har dog sagt, at han forventer en aftale inden sommerferien.

Sidst opdateret: 07/04/2022 - 13:01
Emner: Dagpenge, Kontanthjælp, Uddannelseshjælp, Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, Kontanthjælpsydelse




































