40-årige Jens-Kristian Lütken er ny beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.

40-årige Jens-Kristian Lütken er ny beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ny borgmester vil møde skandaleramt forvaltning med 'jysk snusfornuft'

Borgmesterstolen i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i København er nu besat af Venstres Jens-Kristian Lütken. Det skete tirsdag aften, efter at Cecilia Lonning-Skovgaard trak sig fra posten.

Udgivet: 17/03/2022

Del artiklen:

Mindre end to timer efter Cecilia Lonning-Skovgaards meddelelse tirsdag på Facebook om, at hun ikke længere er Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, havde partiet en afløser klar.

Ny beskæftigelses- og integrationsborgmester bliver den 40-årige Jens-Kristian Lütken, der var partiets gruppeformand på Københavns rådhus.

Tirsdag aften udtaler han sig om fremtiden i den skandaleramte forvaltning over for TV 2 Lorry.

"Det er en kedelig baggrund, når en borgmester er nødt til at gå i forhold til det her lange forløb. Men når det er sagt, så tager jeg opgaven på mig. Vi står med en vigtig opgave foran os, hvor der gerne skulle tales politik - og ikke om rapporter og personer," siger Jens-Kristian Lütken.

Læs også:
Venstreformand orienteret om sag mod V-borgmester i København

Rapporten, han henviser til, kom mandag fra Arbejdsmiljø København. Den beskrev et arbejdsmiljø i forvaltningen, der ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt for alle medarbejdere at arbejde i.

Tirsdag trak Venstres Ungdom i København og et borgerrepræsentationsmedlem fra Venstre støtten til Cecilia Lonning-Skovgaard, der derefter trak sig som borgmester.

På spørgsmålet om hvilken ledelsesstil, forvaltningen vil komme til at møde fra den nye borgmesters side, svarede Jens-Kristian Lütken til TV2 Lorry:

"Det bliver min egen ledelsesstil. Jeg har også holdninger og er ideologisk funderet. Men jeg kommer også med jysk snusfornuft i bagagen. Jeg er vant til, at man lytter til folk. Og det er det, jeg vil gøre. Jeg vil tale med folk, der er derude. Andre steder i Københavns Kommune er man kendt for tillidsbaseret ledelse, og det skal vi også have."

Den nye borgmester bruger udtryk som ydmyghed og dialog, når han beskriver det, han skal i gang med.

"Vi skal lytte til de folk, vi har. Hvad mener de, der skal til for at skaffe arbejdskraft til virksomhederne? Og hvordan sørger vi for, at de mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet kommer ind? Vores medarbejdere har erfaringer, som jeg vil trække på. Det er nødvendigt, hvis vi skal lykkes med opgaven," siger han til TV 2 Lorry og tilføjer:

"Jeg ser frem til at arbejde med forvaltningen og de mange dygtige mennesker i vores jobcentre. Der er 2.000 dygtige mennesker, som vi nu skal vise tillid - og så skal de have arbejdsro."

Læs også:
Analyse: Cecilia Lonning-Skovgaard blev presset til at trække sig som borgmester

Blå bog: Jens-Kristian Lütken

Født i Viborg i 1981.

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2007.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2014.

Gruppeformand for Venstre, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget og medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Politisk konsulent for Venstres folketingsgruppe 2011-2022

Kilde: Altinget og LinkedIn

Sidst opdateret: 17/03/2022 - 12:01

Emner: Københavns Kommune, Venstre

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]