Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) erkender, at det er en dyr  løsning at opføre pavillonbyer og leje hotelværelser til ukrainske flygtninge, men Københavns Kommune er tvunget til det, siger han. Derfor efterlyser han en mere intelligent måde at fordele ukrainerne på.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) erkender, at det er en dyr løsning at opføre pavillonbyer og leje hotelværelser til ukrainske flygtninge, men Københavns Kommune er tvunget til det, siger han. Derfor efterlyser han en mere intelligent måde at fordele ukrainerne på. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

København har haft ukraineudgifter for 243 millioner: Får sandsynligvis kun kompenseret en fjerdedel

Københavns Kommune har haft markant højere udgifter til ukrainske flygtninge end landets resterende kommuner, blandt andet på grund af høje boligudgifter. Alligevel kan de kun forvente en lav statslig kompensation.

Udgivet: 01/12/2022

Peter Risager

Journalist

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Selvom regeringen i marts lovede kommunerne, at man ville dække kommunernes udgifter forbundet med modtagelsen af de ukrainske flygtninge, så tyder alt på, at Københavns Kommune kommer til at stå med en markant ekstraregning på omtrent 200 millioner kroner, som endda kan ende med at udløse en statslig sanktion oveni.

Den primære årsag til Københavns ekstraregning er, at kommunen har haft markant højere udgifter pr. ukrainsk flygtning end andre kommuner. Det skyldes ikke mindst boligudgifterne, hvor Københavns Kommune ved udgangen af november i mangel på indkvartering blandt andet har brugt 77 millioner kroner på hotelophold til de ukrainske flygtninge.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) erkender, at det er en dyr løsning, men Københavns Kommune er tvunget til det, mener han.

"Vi kommer til at få nogle meget høje udgifter, og derfor mener jeg også, at ukrainerne bør fordeles på en mere intelligent måde. Det er meget dyrt at indkvartere folk i København, og derfor mener jeg også, at man bør se, om der er nogle statslige bygninger, som man kan bruge i stedet for udelukkende at overlade det til kommunerne."

"Der er ingen tvivl om, at det samlet set ville blive en billigere løsning, end at vi i København har nogle meget høje udgifter forbundet med opføre pavillonbyer og leje hotelværelser, fordi man har en meget firkantet fordelingsnøgle. Men sådan er virkeligheden," siger Jens-Kristian Lütken.

Han peger desuden på, at andre kommuner har ledige byggegrunde og tomme bygninger, hvor man kan huse ukrainske flygtninge.

I alt har Københavns Kommune udgifter til ukrainske flygtninge for 243 millioner kroner i 2022. Men kommunen får sandsynligvis kun omtrent 65 millioner, og i bedste tilfælde 90 millioner kroner i statslig kompensation.

Det skyldes, at kommunernes kompensation for udgifter til de ukrainske flygtninge vil fordeles efter en fordelingsnøgle, der skal sikre, at alle kommuner får dækket udgifterne til ukrainske flygtninge, men samtidig giver kommunerne et incitament til at behandle sagerne så relativt billigt som muligt.

I alt skønnes det, at kommunerne har haft udgifter til ukrainske flygtninge for et sted mellem 700 millioner og en milliard kroner i år. Hvilket tal man lander på, afhænger primært af, om man udregner den samlede udgift, eller om man udregner en skønnet udgift baseret på en gennemsnitlig kommunal udgift pr. ukrainsk flygtning. Samtidig er der stor usikkerhed om, hvor et rimeligt skøn vil ligge.

LÆS MERE: Arnes historie om størrelsen på kompensationen

Der er grundlæggende to forskellige måder at fordele den statslige kompensation til kommunerne på. Enten kan kompensationen fordeles efter bloktilskudsnøglen, eller også skal den fordeles efter antallet af ukrainske flygtninge i hver kommune.

Bruger man bloktilskudsnøglen, som alene er udtryk for hver kommunes andel af det samlede folketal i Danmark, vil Københavns Kommune få 11 procent af den samlede kompensation. Det vil svare til omtrent 50-90 millioner kroner.

Bruger man i stedet andelen af ukrainske flygtninge i hver kommune som fordelingsnøgle, så har København taget imod 8,6 procent af det samlede antal ukrainske flygtninge på landsplan. Derfor vil København med denne fordeling få 8,6 procent af den statslige kompensation, svarende til 40-70 millioner kroner.

Afhængig af fordelingsnøglen og den samlede størrelse på kompensationen tyder alting altså på, at København vil have ufinansierede udgifter for mellem 150 og 200 millioner kroner.

Kommunerne straffes dobbelt for høje udgifter

Størrelsen på kompensationen er afgørende af to årsager.

Først og fremmest vil Københavns Kommune have et ufinansieret hul i kommunekassen, hvis Københavns Kommune skal afholde udgifterne i stedet for staten. Det betyder, at København skal trække på kommunens likviditet for at dække udgiften.

Dernæst er der spørgsmålet om servicerammen, hvor kommunerne i skrivende stund ser ud til at overskride servicerammen med omkring to milliarder kroner. Overskridelsen vil kommunerne blive sanktioneret for 1:1, hvor den enkelte kommune med budgetoverskridelse skal betale 60 procent af sanktionen, mens kommunerne kollektivt skal betale 40 procent af sanktionen.

Her er det afgørende, at en kompensation til kommunerne for udgifterne til de ukrainske flygtninge både vil komme til udtryk i en finansiel overførsel fra staten til kommunerne og en forhøjelse af servicerammen, hvilket i praksis betyder, at kommunernes sanktion vil blive mindre.

I den seneste budgetopfølgning fra Københavns Kommune ser kommunen ud til at overskride deres andel af servicerammen med 450 millioner kroner, hvoraf en del af det skyldes de høje udgifter til ukrainske flygtninge.

Hvis kommunen kun får dækket en fjerdedel af udgiften til de ukrainske flygtninge, så vil servicerammen også kun hæves tilsvarende. Det betyder, at København meget vel kan ende med at skulle betale en sanktion på 60 procent af de cirka 200 millioner kroner, som man ikke får dækket af staten.

Dermed kan kommunen risikere at have samlede ekstraudgifter som følge af de ukrainske flygtninge på både 200 millioner, som ikke finansieres, plus 120 millioner kroner i statslig sanktion.

Sidst opdateret: 01/12/2022 - 14:07

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Københavns Kommune, Økonomi, sanktioner

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]