Selvom Venstre og Socialdemokratiet er enige om det meste i beskæftigelsespolitikken, kan uenighederne blive besværlige for et regeringssamarbejde. Ikke mindst, fordi Socialdemokratiets kerneland - fagbevægelsen - har interesser i den ene konflikt.

Læs om de store reformer, som partierne er enige om - og om de knaster i beskæftigelsespolitikken, der står i vejen for et regeringssamarbejde.

Venstre har ikke været meget aktiv i den såkaldte jobcenterbashing i de seneste år. Lige indtil midten af august, hvor partiet foreslog, at jobcentrene skal nedlægges. I et valgoplæg foreslog Venstre, at arbejdsløse skulle have frit valg mellem en offentlig og en privat leverandør eller en a-kasse.

Selvom forslaget umiddelbart kun har opbakning fra yderpartierne i Folketinget, er det ikke desto mindre et udtryk for en bevægelse væk fra jobcentrene, som vi kender dem, og hen mod .... noget andet. En re-branding, som et bredt flertal i Folketinget foreslog i aftalen om en ny helhedslov. Man kan jo kalde jobcentrene noget andet, som også KL har foreslået.

Eller man kan lave mindre strukturelle ændringer med et større og mere formaliseret og strategisk samarbejde med virksomheder og frivilligorganisationer, som Reformkommissionens formand Nina Smith har foreslået. Måske bliver der også plads til en større adskillelse af sociale og beskæftigelsesrettede indsatser, som ikke mindst socialrådgiverne foreslår.

Socialdemokratiet har også været i bevægelse med Peter Hummelgaards (S) udtalelser om, at det enstrengede system, hvor kommunerne tager sig af både arbejdsløse, socialt udsatte og sygemeldte, måske ikke skal være så enstrenget i fremtiden. I første omgang handlede det for den afgående beskæftigelsesminister om, at a-kasserne skulle på banen.

Myndighedsopgaven har ingen dog foreslået skal flyttes fra kommunen. 'Der er ingen, der vil sidde med aben,' som en centralt placeret kilde på beskæftigelsesområdet siger det.

'Aben' er klagerne, enkeltsagerne, 'jobcenterbashingen,' som medarbejderne står på mål for.

Enige om de store linjer

Når man ser på selve jobcenterkonstruktionen, ser det altså ud til, at der er grundlag for en konstruktiv diskussion om, hvordan fremtidens beskæftigelsespolitisk skal skrues sammen. Med eller uden et regeringssamarbejde mellem S og V.

Men en ting er, hvad der skal ske i fremtiden. En anden er, hvor de to partier har placeret sig hidtil. Og det skal vi længere ind i substansen af både indsatser og ydelser for at se.

Alene ved at se på de store reformer på området kan man konstatere, at Venstre og Socialdemokratiet er enige på de store linjer, mens der er få - men afgørende - områder, de er uenige om.

De to partier har haft både statsminister- og beskæftigelsesministerposterne under de store reformer, de har lavet sammen i de sidste ti år - med skiftende støtte fra partier til højre og venstre for midten. Det er blandt andet reformen af førtidspensions og fleksjob, en kontanthjælpsreform, sygedagpengereform og en dagpengereform (2015). Der er links til reformerne til sidst i artiklen.

Samarbejdet om reformerne er fortsat med henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet i regering.

Socialdemokratiet var med, da Venstres tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen stod i spidsen for en sanktionspakke i 2018. Det var også under en Venstreregering, at Socialdemokratiet i 2015 var med i en dagpengereform, hvor partiet accepterede, at dagpengeperioden nu var to år, som et rent borgerligt flertal havde gennemført i 2010 uden Socialdemokratiet.

I december 2020 sad Peter Hummelgaard i ministerstolen, da partierne lavede en ændring af ressourceforløbene, og den afgåede S-regeringen havde også planlagt en gennemgang af sygedagpengereformen.

Senest har Venstre tilsluttet sig tidlig pension. Her venter vi på at se, om det også gælder den anden delfinansiering af den såkaldte Arne-pensionen, der blandt andet overfører forsikrede ledige fra jobcentrene til a-kasserne i de første tre måneders ledighed.

To knaster

Mens Venstre og Socialdemokratiet altså på de store linjer er enige, så er der en tydelig uenighed om især to aftaler, som S-regeringen har indgået med sine støttepartier. Aftaler, der dog ikke er vedtaget, fordi de kræver opsigelse af forlig, som Socialdemokratiet blandt andet har gennemført sammen med Venstre. Det er en gensidig forståelse mellem de regeringsbærende partier, at forlig først opsiges i forbindelse med et valg.

Det er under parolen, 'Det skal kunne betale sig at arbejde,' at de blå partier er imod de to aftaler. Rationalet er, at hvis en ydelse ligger for tæt på eller (sammen med for eksempel boligydelse) er højere end lønnen i et lavtlønsjob, så vil modtagerne af ydelsen ikke tage et job.

Den ene knast er en kontanthjælpsaftale, som S-regeringen gennemførte sammen med sine støttepartier. Aftalen afskaffer blandt andet det kontanthjælpsloft og 225-timers reglen, som Venstre-regeringen indførte uden Socialdemokratiets stemmer. Det store og afgørende punkt for støttepartierne er dog, at aftalen tilgodeser børnefamilier. Og det er især det forhold, at der er en del familier med indvandrerbaggrund, der får glæde af hjælpen til børnefamilierne, som Venstre og de øvrige borgerlige partier vil tilbagerulle.

Den anden knast er en politisk aftale om lavere dimittendsats og halvering af dimittenders dagpengeperiode, som Socialdemokratiet har koblet sammen med et 3.000 kroners tillæg til forsikrede ledige i de første tre måneders ledighed. På det sidste punkt støder aftalen på modstand fra Venstre og de øvrige borgerlige partier, der ikke vil give flere penge til de forsikrede ledige.

De politiske kommentatorer analyserer i disse dage og timer fordele og ulemper for Venstre ved at gå i regering med Socialdemokratiet. De kan roligt tage opgøret med kontanthjælpsaftalen og tilskuddet til de nyledige forsikrede ledige med på risikosiden. For der er ingen tvivl om, at hvis Venstre rykker sig på de punkter, vil den øvrige borgerlige opposition være klar med håndfast kritik.

Ifølge Mai Villadsen (EL) vil Socialdemokratiet ikke love, at aftalen om kontanthjælp holder med en ny regering, og Enhedslisten har nu stillet forslag i Folketinget, der skal presse den fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) på netop dette punkt.

Her må man bare konstatere, at hverken Enhedslisten eller De Radikale er særlig interessante for forhandlingsforløbet om en regering lige nu, - og det var især de to partier, der gik i brechen for børnefamilierne på kontanthjælp.

Det er en helt anden sag, hvis Socialdemokratiet for at tækkes Venstre skal give køb på den ekstra ydelse til de arbejdsløse. Her er det fagbevægelsen, der i givet fald vil føle sig snydt. Og fagbevægelsen er socialdemokratisk kerneland. Så det bliver svært.

10 års store reformer

Artiklen er redigeret den 17.11. klokken 18:30. Der er ingen ændringer i indholdet. Hsk