(Arkiv) Bent Bøgsted har som beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti blandt andet været med til at aftale den såkaldte Arne-pension med regeringen og flere andre partier. Og som her en reformpakke for arbejdsmarkedet i slutningen af januar.

(Arkiv) Bent Bøgsted har som beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti blandt andet været med til at aftale den såkaldte Arne-pension med regeringen og flere andre partier. Og som her en reformpakke for arbejdsmarkedet i slutningen af januar. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesprofil forlader Dansk Folkeparti

Efter mere end 20 år som beskæftigelsesordfører har Bent Bøgsted meldt sig ud af DF. Han er ligesom fire andre nu tidligere DF'ere utilfreds med Morten Messerschmidts ledelsesstil. Men det handler også om politik, fastslår han.

Udgivet: 22/02/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Bent Bøgsted har været beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, siden han blev medlem af Folketinget i 2001. Nu er det slut. Ligesom fire andre partifæller har han siden mandag meldt sig ud af partiet og stiller ikke op til næste folketingsvalg.

Den direkte årsag til bruddet er utilfredshed med DF's nyvalgte formand, Morten Messerschmidt. Men det er også politisk. Altinget citerer Bent Bøgsted for at kalde Messerschmidt "mere ultrakonservativ, end jeg nogensinde bliver."

Også i forbindelse med formandsvalget til DF i slutningen af januar betonede Bent Bøgsted den politiske uenighed. Over for NB-Beskæftigelse udtrykte han blandt andet usikkerhed om Messerschmidts linje i forhold til arbejdsmarkedsreformer, som dem, Dansk Folkeparti aftalte med regeringen et par dage før formandsvalget.

Læs også:
Formandsvalg i DF kan få partiet til at droppe særlige aftaler med regeringen

Kender arbejdsmarkedet

Bent Bøgsted refererer ofte til sin egen baggrund som forklaringen på, at han som beskæftigelsesordfører har været tilfreds med, at DF er med i forlig som tidlig pension - den såkaldte Arne-pension - og socialdemokratiske arbejdsmarkedsreformer.

Til Altinget siger han tirsdag om forskellen på Morten Messerschmidt og ham selv:

"Han har aldrig stået for den arbejdsmarkedspolitik, som jeg har. Og han har aldrig haft den sociale tilgang, som jeg har. Jeg er arbejder, og det er der, mine holdninger er."

Før han blev folketingsmedlem, arbejdede Bent Bøgsted i næsten 30 år som specialarbejder og faglært i industrien og forsvaret, kun afbrudt af tre år som landmand og et år som værnepligtig.

Også Karina Adsbøl, Lise Bech og Liselott Blixt meldte sig mandag ud af Dansk Folkeparti - og tirsdag forlod så Hans Kristian Skibby folketingsgruppen.

Karina Adsbøl går af som partiets handicap-, social- og ældreordfører. Liselott Blixt var sundheds-, psykiatri-, ligestillings- og Etisk Råd-ordfører, Lise Bech var beredskabs-, fødevare-, hjemmeværns-, landbrugs- og vetaranordfører, mens Hans Kristian Skibby var erhvervs-, transport- og vækstordfører.

Sidst opdateret: 22/02/2022 - 14:41

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Beskæftigelsesordførere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]