
DF's beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted stemmer på Martin Henriksen til formandsvalg i partiet søndag. Han frygter, at favoritten Morten Messerschmidt vil flytte partiet til højre og dermed væk fra partiets traditionelle arbejdsmarkedspolitik. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Formandsvalg i DF kan få partiet til at droppe særlige aftaler med regeringen
Hvis Morten Messerschmidt søndag bliver formand for DF, forventes det, at partiet går til højre. Det kan betyde, at partiet ikke længere vil lave arbejdsmarkedspolitiske aftaler med regeringen uden blå blok. Derfor stemmer beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted på en anden kandidat.
Udgivet: 20/01/2022
Søndag bliver det afgjort, hvem der bliver Dansk Folkepartis nye formand. Dermed kan den periode, hvor den socialdemokratiske regering og DF arbejder tæt sammen om social- og beskæftigelsespolitikken, være slut. Det tager partiets beskæftigelsesordfører bestik af, når han stemmer.
Favoritten til formandsposten, Morten Messerschmidt, er nemlig mere blå end både Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard.
"Lige nu lover han jo alt det, folk spørger om, men Martin Henriksen er mere på den arbejdsmarkedspolitiske linje, som jeg er," siger Bent Bøgsted som den vigtigste begrundelse for, at han ikke stemmer på Morten Messerschmidt.
At Messerschmidt hidtil har ønsket at flytte partiet til højre, forklarer Altingets politiske kommentator Erik Holstein således:
"Morten Messerschmidt vil gøre op med Thulesens linje og i stedet placere DF som et entydigt borgerligt parti. Messerschmidt har udtalt sig temmelig afslappet omkring topskattelettelser, og koalitionen Messerschmidt-Kofod vil gøre DF til et parti for 'det arbejdende folk'. Altså snarere forbedringer til HK’eren eller sygeplejersken end til førtidspensionisten," skrev Holstein 11. januar.
For Bent Bøgsted - og flere andre folketingsmedlemmer - er det dog helt centralt, at Dansk Folkeparti fortsat står på de svages side. De nedslidtes, førtidspensionisten, de syge. Det er altså ikke et spørgsmål om udlændingepolitikken, der får Bøgsted og flere til at stemme på Henriksen i stedet for Messerschmidt.
Som en konsekvens af partiets social- og arbejdsmarkedspolitik har DF lagt stemmer til den såkaldte Arne-pension sammen med SF og Enhedslisten. Lige nu støtter DF også i aktuelle forhandlinger i Finansministeriet en politisk delaftale, som blandt andet tilgodeser førtidspensionister og alderspensionister, og som de øvrige blå partier ikke vil være med i.
På spørgsmålet, om DF ville være med i den aftale, hvis formanden hed Messerschmidt, svarer Bent Bøgsted:
"Messerschmidt ville ikke tidligere, men jeg kan jo ikke sige det, for han lover jo alt lige nu. Men de støtter han har, Alex Arentsen og Dennis Flydtkjær, de er mere blå, og det plejer han også selv at være. Martin Henriksen ville placere sig der, hvor vi er i gang med at forhandle nu."
Regeringen skal lukke aftale hurtigt
Regeringen vil gerne lave en delaftale i de aktuelle forhandlinger på beskæftigelsesområdet med DF, SF og Radikale og dermed holde Enhedslisten udenfor. En central del af aftalen er at skære i dimittendsatsen, og det vil Enhedslisten ikke være med til. I aftalen ligger også et forslag om at forhøje dagpengene i de første tre måneders ledighed, og det vil de øvrige blå partier ikke være med til.
Hvis regeringens strategi skal lykkes, er den derfor nødt til at lukke en aftale inden weekenden, mener Jyllands-Postens kommentator Niels Th. Dahl. For udover, at De Radikale er en usikker makker, er DF det også efter weekenden:
"En joker i spillet er Dansk Folkeparti, som regeringen skal bruge, hvis den skal have flertal sammen med SF og R uden de fire øvrige blå partier. (...) Ingen ved, hvilket Dansk Folkeparti der står tilbage på mandag – eller hvor mange mandater det har tilbage i folketingsgruppen," skriver Niels Th. Dahl.
Sidst opdateret: 20/01/2022 - 13:10
Emner: Politik, Dansk Folkeparti




































