(Arkiv) Finansminister Nicolai Wammen sidder for bordenden i forhandlinger om flere delaftaler, der skal give et større arbejdsudbud på mindst 10.500 personer.

(Arkiv) Finansminister Nicolai Wammen sidder for bordenden i forhandlinger om flere delaftaler, der skal give et større arbejdsudbud på mindst 10.500 personer. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er beskæftigelseselementerne i forhandlingerne i Finansministeriet

Lavere dagpengesats for nyuddannede efter tre måneder og højere for andre ledige. Afskaffelse af fradrag i pension og 37 timers arbejdspligt for en bestemt gruppe indvandrere. Det er, hvad der pt. ligger i en delaftale under forhandlinger i Finansministeriet. Aftale ventes snarest.

Udgivet: 20/01/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Både støttepartier og opposition deltager torsdag i forhandlinger i Finansministeriet om regeringens reformforslag Danmark Kan Mere I.

Dog ikke på samme tid, for regeringen lægger foreløbigt op til at gennemføre mindst tre forskellige 'pakker' med skiftende flertal.

Den pakke, der er interessant for jobcentre og a-kasser, hedder Hurtigere i job og et stærkere arbejdsmarked og baserer sig på flere elementer i regeringens reformforslag fra september sidste år.

Her er de elementer, der har betydning for ydelser og for indsatsen over for indvandrere, der har været i kontanthjælpssystemet længe.

Dagpengesatser

Ifølge Børsen ligger der et forslag på bordet om, at dagpengesatsen for nyuddannede ledige skal sættes ned med knap 4.000 kroner efter tre måneders arbejdsløshed. Regeringen havde lagt op til, at satsen skulle sættes ned fra første ledighedsdag.

Enlige får i dag 13.836 kroner om måneden. Det beløb skal ifølge forslaget falde til 9.514 kroner efter tre måneder. Hvis en nyuddannet er over 30, falder satsen til 12.018 kroner.

Regeringen har ikke foreslået, at satsen for forsørgere skal falde. Det er fastholdt i forslaget.

Regeringen har også foreslået, at dimittender kun skal have ret til understøttelse i et år. Hvor det ligger i forhandlingerne, er ikke klart.

De Radikale har hidtil været imod nedsættelse af dimittendsatsen, men en af partiets forhandlere siger torsdag til Børsen, at de godt kan acceptere end trappemodel, som der nu lægges op til.

Som NB-Beskæftigelse tidligere har fortalt, vil nedsættelsen af dimittendsats især ramme unge, der ikke får løn under uddannelse.

Læs også:
Halvdelen af nyudlærte 3F'ere kan få højere dagpenge end den foreslåede dimittendsats

Fradrag i pension fjernes

I delaftalen indgår også regeringens forslag om, at førtids-, senior- og folkepensionister ikke skal trækkes i pension på grund af samleverens eller ægtefælles indtægt. Det er den såkaldte ægtefælleafhængighed, som hermed afskaffes, og pensionistens forsørgelsesgrundlag vil dermed blive uafhængigt af partnernes indtægt. Det er alene lønmodtagerindtægt, der fritages for ægtefælleafhængighed.

Flere medier fortæller, at regeringen på forslag fra blandt andet Dansk Folkeparti er gået med til at afskaffe modregningen i folkepension ved egen arbejdsindtægt. Det er dog usikkert, om loftet flyttes eller helt fjernes, og om det er en statslig udbetaling og ikke en kommunal.

37 timers arbejdspligt for indvandrere

Også den 37 timers arbejdspligt for langvarigt modtagere af kontanthjælp med ikkevestlig baggrund indgår i delaftalen. Her kender vi dog ikke detaljerne.

Det er vigtigt for kommunerne, at statsminister Mette Frederiksens (S) melding fra nytårstalen kommer med i aftalen. Nemlig, at indsatsen for denne målgruppe skal fokusere på brancher, hvor der er arbejdskraftmangel, så der er et jobperspektiv i indsatsen. Regeringens oprindelige forslag var, at de 20.000 personer, der ifølge det oprindelige forslag bliver omfattet af arbejdspligten, skulle rydde op på strande og udføre lignende opgaver.

Ønsker øget arbejdsudbud

Både denne delaftale og to andre, der indtil videre ligger på bordet, skal efter regeringens ønske være med til at skabe et større arbejdsudbud på 10.500 fuldtidspersoner. Det svarer til den afgang fra arbejdsmarkedet, som ordningen om tidlig pension - Arne-pensionen - forventes at betyde. Radikale ønsker sammen med den borgerlige opposition, at aftalerne samlet skal give et større arbejdsudbud.

Delaftalen om ydelser og 37 timers arbejdspligt ønsker regeringen at gennemføre sammen med SF, DF og Radikale Venstre - og altså uden Enhedslisten, der er imod nedsættelse af dimittendsatsen. Den borgerlige opposition er imod at sætte dagpengeniveauet op for en gruppe arbejdsløse og vil derfor heller ikke være med i denne del.

Regeringens afhængighed af, at Radikale og DF er med, giver dem mulighed for at stille krav. Derfor kan Radikale flytte på forslaget om dimittendsats, mens DF har rokket ved regeringens modstand mod at give folkepensionister mulighed for at tjene flere penge uden træk i pensionen.

De to øvrige delaftaler handler om skat og international rekruttering. Venstre, Konservative og Liberal Alliance har krævet nedsættelse af topskatten, men ser ud til at stille sig tilfreds med et større beskæftigelsesfradrag.

Der er også fortsat forhandlinger om beløbsordningen, der giver mennesker uden for EU mulighed for at arbejde i Danmark. I dag skal de mindst tjene 448.000 for at få den mulighed. Regeringen vil sætte loftet ned til 400.000, mens oppositionen vil have grænsen ned til 350.000.

De sidste to aftaler forventes at blive indgået med de blå partier, da Enhedslisten, SF og DF er imod skattelettelser og ændring af beløbsgrænsen.

Det er uklart, om det ender med tre delaftaler, men finansminister Nicolai Wammen har travlt. DF's valg af ny formand kan nemlig vende op og ned på hele puslespillet. Læs mere om det i en anden artikel her på siden.

Sidst opdateret: 20/01/2022 - 13:13

Emner: Dagpenge, Beskæftigelsesindsats, Dimittender, 37 timers aktivering af indvandrere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]